Prøv avisen

Når hospitalssenge er farligt gods

Mohamad Rasool er vicedirektør i og medejer af Asian Pharma. En ung succesrig virksomhed, der sælger hospitalsudstyr i Afghani-stan. -- Foto: Ulla Poulsen.

Asian Pharma er en af brikkerne i Afghanistans industrialisering. Firmaet fremstiller og handler med alle former for udstyr til sygehuse. Dets største problem er at få varerne sikkert frem til kunderne. Taleban plyndrer fragtbilerne

Det er en succes, der udfolder sig i det meget lyseblå kontor på Eidgah Street i Herat, hvor Asian Pharma har til huse. Firmaet har kun eksisteret i otte år, men er allerede udvidet til at omfatte ikke blot den oprindelige import- og eksportforretning, men også en fabrik.

I alt har firmaet 135 ansatte og kontorer i landets fire største byer. Alle former for hospitalsudstyr fra senge og operationslejer til bandager og uniformer bliver købt, solgt og produceret, og det går fint, fortæller Mohamad Rasool, vicedirektør i selskabet.

"Vi regnede med, at Afghanistan ville få brug for produkter til sundhedssektoren, når landet skulle genopbygges efter krigen og Taleban. Selv ganske banale sygdomme og lidelser måtte folk tage til Iran eller Pakistan for at få ordnet, men nu er der investeret meget i sundhedsvæsenet, og det skaber en god efterspørgsel," forklarer han omgivet af lyseblå vægge og satingardiner.

Mohamad Rasool er ung, afdæmpet og imødekommende. Hans smarte sølvfarvede jakke over det traditionelle afghanske sæt tøj med bukser og kjortel vidner i al diskretion om firmaets fremgang sammen med hans dyre armbåndsur og den seneste nye model i mobiltelefon. Han er partner i Asian Pharma – medejeren og direktøren er i øjeblikket på forretningsrejse i Kina.

Det er i Kina, at Asian Pharma køber en stor del af udstyret til fabrikken, og deres unge maskiningeniør har været på træningskursus i Kina for at lære at udnytte dem korrekt. Kinas fordel er ifølge Mohamad Rasool, at de kinesiske virksomheder leverer høj kvalitet til lave priser. Et velkomment miks for en forholdsvis ung virksomhed, der stadig arbejder på at konsolidere sig.

"Vores firma går godt, men vi kunne ønske os en bedre støtte fra regeringen. Importtolden er for høj, og priserne på el og vand er høje. Virksomheder i andre lande får mere hjælp," mener Rasool.

Danske virksomheder ville dog næppe have ondt af Asian Pharma set ud fra en rent skattemæssig betragtning. Firmaet betaler syv procent i skat af sin omsætning. Medarbejderne 10 procent, som trækkes direkte i lønnen.

"Skatten er for høj. Det er risikabelt at drive forretning i Afghanistan. Det burde regeringen tage hensyn til," siger Mohamad Rasool på sin høflige facon.

Det virkelige problem for Asian Pharma er dog ikke hverken skatten, dyr told eller høje elpriser. Det er krigen og den manglende sikkerhed.

"Vi kan ikke handle frit. Vi kan ikke sælge og transportere vores varer. Taleban tror hele tiden, at vi samarbejder med udlandet, fordi vi fremstiller hospitalsudstyr, og de har flere gange ødelagt vores udstyr eller stjålet det," fortæller han.

Løsningen er, at Asian Pharma – i lighed med en række andre virksomheder, som står med samme problem – aldrig sender en hel ordre af sted på en gang. I øjeblikket er man for eksempel ved at fremstille 100 børnesenge til et sygehus nær grænsen til Usbekistan.

Sengene sendes af sted 20 ad gangen og blandes på lastbilen med fragt fra 8-10 andre firmaer, som på tilsvarende vis har delt deres forsendelse op i flere mindre portioner. På den måde minimerer man risikoen for, at Taleban konfiskerer en hel ordre på en gang – men det gør naturligvis transporten både dyrere og mere besværlig.

"Den manglende sikkerhed er vores store problem. Den gør det også svært for vores ansatte at rejse rundt i Afghanistan. De skal helst ikke ligne nogle, der har succes, hvis de er med bud eller bil. Så gælder det om at have noget meget almindeligt tøj på og falde ind i mængden," siger Rasool.

På den 5000 kvadratmeter store fabrik i Herats industrikvarter i udkanten af byen – et område karakteriseret af jordveje og store støvede grunde – fortsætter Asian Pharma dog med at fremstille og udvikle nye produkter i håb om, at freden en dag for alvor kommer til Afghanistan.

Et af de seneste tiltag er en systue, som syr bandager, uniformer, støttekorsetter med videre. Her er udelukkende ansat kvinder, fortrinsvis enlige mødre eller enker, der kan tjene mellem 360 og 600 kroner om måneden.

En lav løn, men stadig et godt job for en kvinde, der ingen uddannelse har, ikke mindst fordi fabrikken sørger for transporten frem og tilbage til centrum af byen. Det sker i bus sammen med de mandlige fabriksarbejdere – med kvinderne siddende bag en afdækning bagest i bussen og gardinerne trukket for.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Systuen på Asian Pharmas fabrik i Herats industrikvarter. De kvindelige ansatte får ingen fyrstelig løn, men deres transport er til gengæld sikret frem og tilbage til centrum. Fabrikken har en bus -- passende opdelt i en mande- og en kvindeafdeling. -- Foto: Ulla Poulsen.