Prøv avisen

Når kirken er revet løs fra staten

Svenska Kyrkan har kæmpet med at placere sig i samfundet, siden den fik selvstændighed for 10 år siden. Den prøver sig frem med mange forskellige initiativer, her i form af en fredsdemonstration, som er arrangeret af Svenska Kyrkan i Malmø. Foto: Patrick Persson

For 10 år siden blev Sverige det første nordiske land til at skille kirke og stat. De fleste er enige om, at selvstændigheden var det rigtige, men kirken kæmper stadig for at finde sit ståsted

En eftermiddag i november holder Markuskirken skilsmissemesse. Den stockholmske kirke er en del af Svenska Kyrkan, og messen for skilsmisseramte er et kreativt forsøg på at give kirken en ny profil. Derfor er højmessens fokus på forkyndelse ændret til fordel for en times berøring af følelser. Med udgangspunkt i de fire elementer guides de cirka 25 fremmødte til at forme deres sorg i ler, sætte lys i et kar med vand, slå søm i et kors og brænde et brev til deres tidligere elskede.

Alternative ritualer er langtfra ualmindelige, siden Svenska Kyrkan blev skilt fra staten i 2000. I de 10 år, der er gået, har kirken mistet mange medlemmer, og nye måder at møde folk på er langsomt kommet til. Nu kan man gå til yoga, madlavning for enlige, bogklub, meditation, kunstudstillinger, gymnastik, terapigrupper, systue, kreativ dans og foredrag i sin lokale kirke, og i de fleste store sogne er der arrangementer flere gange om ugen.

Initiativerne tiltrækker nye brugere af kirken, men de skaber også debat om, hvad kirken egentlig skal. Ifølge professor i teologi og religionsvidenskab ved Lunds Universitet Samuel Byrskog har Svenska Kyrkan kæmpet med at placere sig i samfundet, siden den fik selvstændighed.

"Det er en svær proces, for kirken forsøger at finde sin teologiske identitet i forhold til Sveriges andre religioner. Det er udfordrende, fordi kirken har skullet lære ikke at læne sig op ad staten, og det giver en helt ny uvished og tøven," siger han.

Samuel Byrskog mener, at det er sundt for kirken at stå på usikker grund, fordi det tvinger den til at tage sine udtryksformer op til revision og blive mere moderne for at bevare medlemmer. Han finder det positivt, at kirken forsøger sig med anderledes gudstjenester og nye ritualer, for det viser en levende og tidssvarende mødeplads for nutidens kristne.

"Det er dog også en proces, der tager tid, og det er tydeligvis ikke alle svenskere, der føler sig hjemme i kirken, for hvert år melder omkring 70.000 svenskere sig ud af kirken. Det giver nogle store økonomiske problemer," siger han.

Udfordringer har der været nok af, siden den svenske kirke og stat i 2000 gik hver sin vej efter 500 års tæt sameksistens. Samfundet var blevet multietnisk, og den gamle model med at tilgodese en enkelt religion duede ikke mere, sagde man. Delingen skete i næsten udelt enighed fra både kirkelig, folkelig og politisk side, for de fleste mente, at det var helt korrekt, at staten ikke skulle have en fast religion. Fra den 1. januar 2000 var Svenska Kyrkan ikke længere et statsanliggende, og næsten umiddelbart efter begyndte kirkens medlemstal at dale.

Det er ikke kommet som et chok for kirken. Allerede før delingen forudsagde prognoserne, at mange ville forlade kirken, når kirkeskatten blev erstattet af en kirkeafgift. Svenskerne skal nu selv aktivt melde sig ind og betale et årligt kontingent på mellem 1500 og 1800 kroner for at være medlem. Før kirken blev skilt fra staten, var omtrent 85 procent af svenskerne med i kirken, mens andelen i år er på 72 procent. Det skaber økonomiske problemer, færre kandidater til menighedsrådsvalgene og tomme kirker. Frafaldet betød i 2009, at Svenska Kyrkan næsten halverede antallet af sogne. De 2517 sogne blev slået sammen til 1467 i håbet om at fylde kirkebænkene.

Til trods for at kirken hvert år får færre og færre medlemmer, ser Svenska Kyrkans ærkebiskop, Anders Wejryd, positivt på fremtiden. Han mener, at det er ubetinget godt, at kirken ikke længere er en del af staten, for så er det meningsløst at tale om religionsfrihed. Men han erkender, at kirken kan gøre det bedre:

"Vi skal blive dygtigere til at komme ud med vores budskab om evangeliet og skabe gode samtaler med folk, når vi møder dem. Men man skal huske, at vi stadig er en majoritetskirke. Størstedelen af svenskernes er medlem i Svenska Kyrkan, og jeg tror, de mærker, at vi har meget engagerede diakoner, præster og musikere."

Ifølge Anders Wejryd viser de mange nye initiativer og gudstjenester, at kirken er i pagt med samtiden.

Han er den første ærkebiskop, som kirken selv har valgt. Indtil år 2000 udpegede Kirkeministeriet biskoppen samt styrede meget andet af kirkens arbejde. De fleste beslutningsprocesser skulle ændres, da kirken gik fra at høre under staten til at være selvstændig. Det gik dog forholdsvis let, for idéen om en deling har været undervejs i Sverige siden 1900-tallet. Først i 1958 nedsatte den daværende regering en arbejdsgruppe, der skulle vurdere, hvad en reel ændring af forholdet mellem stat og kirke ville indebære.

Samtidig blev kirken langsomt omorganiseret fra at være ledet af et kirkemøde med repræsentanter fra menighederne til i stedet at blive styret af en centralledelse. Den nye organisatoriske opdeling banede vejen for delingen, og i 1992 meldte den kirkelige ledelse ud, at den var klar til selvstændighed. Det krævede flere grundlovsændringer, og de 700 paragraffer, der omfattede kirken, blev skåret ned til 14. Folkeregistret blev overført til skattemyndighederne, og dåben blev vejen ind i kirken modsat før, hvor alle nyfødte automatisk blev medlemmer.

Hvert enkelt sogn har stort set selvbestemmelse og tilrettelægger selv dagligdagen i kirken. I de mest succesrige kirkeforsamlinger er der et rigt menighedsliv, hvor især børnefamilierne og de unge gør et stort stykke arbejde. Men det hører alligevel til sjældenhederne, fordi det netop er de grupper, som kirken – ligesom i Danmark – har svært ved at nå. Der foregår en intern debat i kirken om, hvordan nye generationer tiltrækkes, og blandt andre børne- og ungdomsorganisationen Salt har udtrykt, at den svenske kirke har fejlet efter delingen. Organisationen er en del af Svenska Kyrkan, og ungdomskonsulent Martin Alexandersson mener, at kirken ikke yder nok for at gøre kristendommen attraktiv for børn og unge.

"Vi i Salt mener faktisk, at kirken er i et alvorligt forfald, for unge forlader kirken eller melder sig ikke ind, og menigheden bliver ældre og ældre. Vi vover ikke rigtig at indse, at vi har et problem. Jeg tror, at vi skal bevare budskabet om evangeliet, men vi bliver nødt til at ændre indpakningen," siger Martin Alexandersson.

Han nævner blandt andet en opdateret sprogbrug og mere moderne musik som noget, der kan få yngre generationer til at komme i kirken. Han tror, at det kan tage lang tid, før kirken for alvor finder den rigtige løsning på medlemsfrafaldet, men at det er vigtigt at tage debatten.

Da Sverige blev det første nordiske land uden en statskirke, rykkede debatten også til nabolandenes kirkesamfund. I Norge arbejdede folkekirken længe på at ophæve den nuværende kirkeordning og skille kirke og stat på en række områder. Den proces er stadig i gang, men det er endnu ikke lykkedes at skabe enighed om en gennemgribende deling af kirke og stat, selvom både kirke og stat har udtrykt ønske om det.

I Danmark satte delingen gang i en politisk debat, som dog ikke førte til ændringer. Kristeligt Folkeparti tilkendegav i 2000, at partiet ønskede at diskutere mulighederne for løsere bånd mellem kirke og stat, og kirkeminister Johannes Lebech (R) bakkede op om det synspunkt, men blev hurtigt banket på plads af regeringen og Dansk Folkeparti. Det fik daværende formand for Kristeligt Folkeparti Jann Sjursen til at beklage den manglende debat:

"Den største hindring for en ærlig diskussion om folkekirkens fremtid er, at den bliver fastlåst af, at Dansk Folkeparti forsøger at tage patent på religion. Man må hverken røre ved Gud, konge eller fædreland, for så er det islams skyld. Det synes jeg er ret uhyggeligt," sagde han til Berlingske Tidende.

Flere iagttagere pegede på, at den største hindring for, at Danmark kunne følge Sveriges eksempel, var den danske magtfordeling i folkekirken. I Sverige udgør en enkelt person, ærkebiskoppen, den øverste ledelse, mens der i Danmark er et kollegie af biskopper med en løsere magtdeling. Det er nødvendigt med en grundlovsændring for at skabe en adskillelse mellem kirke og stat, og det forudsætter et folkekrav, som udeblev.

Debatten gik lige så stille i sig selv igen, men gennem de 10 år, der er gået, er diskussionen om den danske folkekirke med jævne mellemrum blusset op igen. Tove Fergo (V) lagde sig i 2002 grundigt ud med landets biskopper på grund af stridigheder om salmebog og tælling af kirkegængere, og eksperter talte om, at det var alvorligt tæt på et brud. Samme år meldte Svend Auken (S) ud, at han gerne så en ny kirkeordning med langt løsere tilknytning til staten:

"Sveriges nye kirkestruktur har påvirket mig meget. Man har i god forståelse mellem kirken og staten løsnet båndet mellem de to, og i Norge har man sat en proces i gang i god forståelse mellem kirke og stat. Nu bør vi tage diskussionen i Danmark og se, om vi ikke også skal løsne båndet," sagde han til Kristeligt Dagblad.

Andre politikere og kirkens egne folk har også ytret ønske om en hel eller delvis adskillelse, men det er ikke alle, der mener, at Sverige bør være et foregangsland. Tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt har fulgt nøje med i Svenska Kyrkans virke siden adskillelsen, og han mener, at broderlandets deling af kirke og stat er et eksempel på, at kirken vælger den forkerte vej. Han synes, at kirken i Sverige er blevet tydeligt venstreorienteret med meget markante synspunkter. I Sverige har kirken en holdning til skibsfart, den har erkendt et medansvar for nazisternes jødeudryddelse, og kirken har protesteret mod Sveriges asylpolitik.

"Svenska Kyrkan er blevet en politisk institution, og dens program ligner efterhånden et politisk program. Jeg synes, at vores rolle er at forkynde evangeliet og ikke at have holdninger til alt muligt. Det gør måske kirken mere synlig, men det giver ikke folk åndelighed. Derfor er jeg imod en adskillelse i Danmark. Jeg frygter, at kirken vil blive en helt anden politisk faktor, og det er ikke vores opgave," siger Jan Lindhardt.

Anders Wejryd mener, at det er en illusion at tro, at kirken ikke skal have samfundsengagement og holdninger. Han peger på, at det er ganske centralt i Bibelen.

"Jesus talte netop om fred på jorden og forsoning i stedet for krig. Vi kan ikke have en forkyndelse uden holdninger, det virker ikke troværdigt. Nu hvor vi står frit, kan vi lettere engagere os i samfundsspørgsmål og give vores mening til kende. Men det skal selvfølgelig håndteres med omtanke, så vi ikke skræmmer vores medlemmer væk," siger Anders Wejryd.

Han understreger, at kirken ikke sigter efter at vælte regeringer, og at evangeliet og forkyndelsen fortsat skal være omdrejningspunktet. Han påpeger, at samtlige kirker i Svenska Kyrkan stadig har højmesse og gudstjeneste som en del af udbuddet til menigheden, og han mener, at det er essentielt for kirkens overlevelse at holde fast i evangeliets budskaber.

Det er også tilfældet i Hedvig Eleonora Kyrka, som er en af Stockholms mest populære kirker. Menigheden kan deltage i babymesse, frokostmøde, forfattergudstjeneste og filmaften om Ingmar Bergman, men de mange specielle tiltag har ikke skubbet forkyndelsen ud af programmet.

Søndagens højmesse kan fylde godt halvdelen af de mere end 500 pladser op, og her kommer svenskere i alle aldre. Børnefamilier og unge, men også pensionister og folk midt i livet. Det er lykkedes kirken at fange de eftertragtede yngre generationer, som under gudstjenesten kan gå til søndagsskole eller sætte sig i legehjørnet, hvis tiden går lidt for langsomt. Her blandt klodser og puslespil sidder Maurice og Daymar på syv og ni år, mens deres mor, Margit Tenkanen, lytter til dagens prædiken. Hun kommer i kirken minimum en gang om ugen, fordi hun føler, at der er plads til hende, og hun holder af stemningen:

"Det er en virkelig fin kirke at komme i, fordi budskabet altid bliver præsenteret overbevisende og smukt. Det fungerer, når kirken fremhæver det sociale og Bibelens positive budskaber. Jeg tror, det er det, kirken skal fokusere på, hvis den vil appellere til nye brugere af Svenska Kyrkan i fremtiden."

Blandt klodser og puslespil sidder Maurice og Daymar på syv og ni år, mens deres mor, Margit Tenkanen, lytter til dagens prædiken i Hedvig Eleonora Kyrka, som er en af Stockholms mest populære kirker. -- Foto: Katrine Barslev.