Når kristne og muslimer arbejder sammen

En skole og et kulturcenter under kristen ledelse i Betlehem er på få år blevet varemærket for kristent-muslimsk samarbejde og et eksempel på, at forholdet mellem de to befolkningsgrupper ikke altid behøver at blive drevet af konflikt

Mitri Raheb, her under et tidligere besøg i Danmark, har haft stor succes med at etablere en skole og et kulturcenter for både kristne og muslimer i Betlehem. -- Foto: Lene Ebbensgaard.
Mitri Raheb, her under et tidligere besøg i Danmark, har haft stor succes med at etablere en skole og et kulturcenter for både kristne og muslimer i Betlehem. -- Foto: Lene Ebbensgaard. Foto: Lene Ebbensgaard.

Set med den luthersk-palæstinensiske præst Mitri Rahebs øjne er forholdet mellem kristne og muslimer i Det Palæstinensiske Selvstyre ikke kun en beretning om spændinger, konflikter og kristne, der flygter fra Jesu fødested.

Hos Mitri Raheb er det naturligt at lede efter lyset for enden af tunnelen og se møntens anden side.

Problemer er der nok af, men med konstant fokus på den problematiske side af mønten kommer man ingen steder. Sådan lyder det, når Mitri Raheb taler, og han er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at bygge en solid bro over konfliktens dybe afgrund og være med til at trække et kriseramt samfund i en kreativ og optimistisk retning.

– Der eksisterer en syg mentalitet i Det Palæstinensiske Selvstyre og i store dele af verden. Problemet er, at der hele tiden fokuseres på spændingerne mellem kristne og muslimer og spændingerne mellem Israel og palæstinenserne. Medierne taler ikke om andet. Det skaber en meget depressiv stemning, som store dele af befolkningen ikke kan slippe af med, siger han.

Opgøret med den konstante fokus på problemerne har fået Mitri Raheb til at etablere en meget succesrig ramme i Betlehem, hvor kristne og muslimer i fællesskab og uden fordomme bliver rustet til at møde Selvstyrets fremtidige udfordringer. Ikke fordi han afviser, at der eksisterer problemer, men fordi han ikke har i sinde at lade sig kue af dem.

Det kulturelle center, Dar Annadwa (Stedet, hvor man møder verden), og skolen, Dar al Kalima (Ordets hus) er Mitri Rahebs succeshistorie.

Siden 1995 har den lutherske præst været med til at give især unge palæstinensere i Betlehem mulighed for at dyrke deres talenter i det kulturelle center.

Dar al Kalima-skolen er et alternativ til det palæstinensiske uddannelsessystem, der ofte kritiseres for at være ensidigt og meget lidt kreativt.

Både skole og center er oprettet ud fra ideen om at give den unge generation i Betlehem en mulighed for at skabe sin egen fremtid.

Her mødes byens muslimer og kristne i en ramme, der favner begge grupper, og som ikke blander kunst og uddannelse sammen med den konfliktprægede hverdag.

Sagen er ifølge Mitri Raheb, at det palæstinensiske samfund ikke giver sine unge muligheder nok for at udvikle deres talenter, hvad enten de er kristne eller muslimer, og derfor emigrerer de fra området.

– Inden vi åbnede centret og skolen, lavede vi en omfattende undersøgelse for at finde ud af, hvilken form for institutioner der var brug for her i området, siger Mitri Raheb.

Selvom han ikke selv vil kalde sit projekt for en succes, er det næsten umuligt at høre andet end gode ord om Dar al Kalima og Dar Annadwa blandt den palæstinensiske befolkning.

– Vi har stadig meget at lære, siger han beskedent.

– Men jeg er overbevist om, at vi har fået et godt tag i den unge befolkning, netop fordi vi giver dem en mulighed for at skabe og lære ting, de ellers ikke har mulighed for, siger han.

Her taler Mitri Raheb ikke kun om at lade kristne og muslimer skabe ting inden for samme ramme eller prædike tolerance for dem. Han taler om at skabe en anden måde at tænke på end den, det politiserede palæstinensiske samfund tilbyder.

– De seneste 30 år har der været alt for stort fokus på den politiske konflikt i det palæstinensiske samfund. Det er altafgørende at lade de unge indse, at de kan gøre en forskel. At de rent faktisk kan ændre mange personers opfattelse og afskaffe fordomme, siger Mitri Raheb.

Selvom skolen og det kulturelle center begge er under kristen luthersk ledelse, er de fleste brugere og elever muslimer. Ifølge Mitri Raheb har det været målet fra starten.

Det er ikke nogen kunst at etablere en kristen skole, men når målet er at tage aktivt del i opbygningen af det civile samfund i Det Palæstinensiske Selvstyre er vi nødt til at appellere til hele befolkningen, mener han.

allan@kristeligt-dagblad.dk