Prøv avisen

Nærmest lykkelig i Colombia

Colombia er mærket af enorm social ulighed og en årelang væbnet konflikt. Alligevel er landet adskillige gange blevet kåret som et af verdens lykkeligste.

MED BILLEDSERIE: Colombia er mærket af enorm social ulighed og en årelang væbnet konflikt, og så er det et af verdens lykkeligste lande. Hvad siger unge fra Colombias lykkeligste by, Cartagena, om lykken?

Den caribiske koloniby Cartagena de las Indias er blandt de socialt mest ulige byer i Latinamerika, og samtidig er den Colombias lykkeligste by. De snørklede, farverige gader leder tankerne hen på landets store forfatter Gabriel García Márquez, som i årevis forfattede magisk realisme fra en havestol i en af byens hemmelige gårdhaver. Men selvom Márquez magi bestemt har bidraget til at gøre verden forelsket i landet og byen, har mange colombianere svært ved rigtigt at bifalde deres nobelpristagende digter. En af dem er den unge jurist Oscar Rodriguez på 26 år.

Márquez levede i et parallelunivers, og mange colombianere var frustrerede, da han fik Nobelprisen i litteratur for sin magi, når teksterne var så uberørte af den væbnede konflikt, som huserede uden for hans hoveddør, fortæller Oscar Rodriguez.

LÆS OGSÅ: Er colombianerne lige så lykkelige som danskerne?

Han er flyttet til Cartagena fra sin fattige hjemstavn på landet for at arbejde som frivillig på et værested for nogle af de omkring 440.000 interne flygtninge, som ifølge regeringens statistikker opholder sig i Bolívar-provinsen, hvor Cartagena er hovedby. Oscar Rodriguez er frustreret over Colombias høje rangering i de globale lykkemålinger, fordi den skygger for landets alvorlige konflikter.

Fred er vigtig for lykken, men vi lever i krig. Her er ingen social mobilitet vi fødes og dør inden for den samme samfundsklasse. Derfor kan vi ikke være et lykkeligt folk, og det er en vrangforestilling, hvis vi tror noget andet. Vi ser os nødsagede til at leve, som vi bedst kan efter omstændighederne, og lægge vores lykke i de mål, vi kan opnå inden for vores plads i samfundet. Hvis en colombianer for eksempel ikke har råd til en bil, siger han til sig selv, at det er besværligt at have en bil, fordi han skal betale afgifter af den. Så priser han sig i stedet lykkelig over, at han ikke ejer en bil. Han reducerer sine forhåbninger til lykken og derved reducerer han også sin frihed og sine ønsker om social mobilitet.

Trods kritikken af Márquez virker det magiske univers alligevel fængende på Oscar Rodriguez. Midt i alle de uretfærdigheder, han dagligt er vidne til, finder han nemlig lykken i et parallelt univers fyldt af ord og magi, som han selv skaber.

Jeg ser lykken som en kreativ mulighed for, at du kan realisere dit livsprojekt frit og ubetinget af omstændighederne. Men da jeg ikke har den mulighed i Colombia, skaber jeg min lykke i en verden, som er min alene. Min verden kan være præcis, som jeg ønsker det. Den er en uendelighed af muligheder, og den er min vej til frihed. Her er jeg lykkelig i en drøm om, at vi alle kan være mere forstående og åbne over for hinanden på trods af konflikt og social ulighed, forklarer han.

Cartagena tryllebinder årligt tusindvis af turister, hvis kameralinser retter sig mod frodige afrocolombianske kvinder med farverige skørter og bugnende frugtkasser på hovederne. Men jurastuderende Laura Morelo på 21 år bor som størstedelen af byens indbyggere med sin familie i en af de mørklagte og snavsede forstæder langt fra maleriske kolonigader og rækkerne af skyhøje huse med spejlblanke facader.

Livet er hårdt for mange i Colombia. Der bliver snakket meget om, at vi er konforme, hvis vi føler os lykkelige. Men jeg er sikker på, at colombianere er bevidste om konflikten og de forfærdelige ting, der finder sted i vores land. Jeg bor i et meget udsat kvarter, og min levestandard er meget lav sammenlignet med andres. Alligevel afhænger min lykke ikke af, hvor jeg bor. For mig er lykken en livsanskuelse, hvor du er i fred med dig selv på trods af den smerte, livet uvilkårligt bringer dig, fortæller hun.

I Laura Morelos livsanskuelse udgør troen en vigtig støtte, som giver hendes tilværelse retning og mening. Den hjælper hende til at kæmpe for sit land, sit folk og ikke mindst sin familie.

Alle mennesker har brug for at tro på noget, der er større end dem selv. Det kan være troen på en større eksistens eller på naturen. Du har brug for troen som en motivation til at være lykkelig, og du må tro på dine nærmeste og dig selv. Troen hjælper dig til at blive et bedre menneske og til at have det bedre med dig selv, fordi den giver dig en indre ro. Lykken afhænger af, om du har tiltro til, at der findes en Gud, som vil dig det bedste, og som kan hjælpe dig med at overkomme dine problemer. I et liv uden Gud ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre, siger hun.

Ad støvede veje 30 kilometer uden for Cartagena de Indias ligger Palenque, en afrocolombiansk landsby grundlagt af slaver, der i 1706 flygtede fra den spanske kolonimagt i havnebyen, der i flere århundreder var et vigtigt center for den transatlantiske slavehandel. Foruden spansk taler flertallet af de 3000 indbyggere et sprog, som stammer fra et område i Angola, Cameroun og Congo. En af dem er Ronal Miranda Márquez på 24 år, som bor i et smalt, turkismalet lerhus sammen med sin mor, sine tre søskende og sine bedsteforældre. Han fortæller, at netop de historiske rødder er fundamentet for hans lykke.

Jeg er lykkelig for, at jeg kommer fra Palenque. Min landsby er beskeden, men utrolig hyggelig. Her kender vi alle sammen hinanden og vi siger altid hej, onkel, når vi mødes på gaden også selvom vi ikke er i familie. Alle besøgende forelsker sig i den ro, vi lever med her. Faktisk tror jeg ikke, mine ord rækker til at beskrive dette sted, som er så magisk for mig, siger han smilende.

Til daglig studerer Ronal historie i Cartagena, og han drømmer om at samle sine forfædres historie, så omverdenen kan lære den at kende.

Traditionerne og kulturen i Palenque gør det muligt for mig at komme i kontakt med en skøn virkelighed uden besværligheder, modernitet og forurening. Her finder jeg øjeblikke af ro og lykke. Når jeg er hjemme, bliver jeg mindet om min barndom, som var så fuld af lykke og overflod fattigdommen til trods.

Skønt Colombias historie har været præget af alt andet end fred og ro, tror Ronal, det er muligt for colombianerne at være lykkelige midt i den væbnede konflikt.

I Colombia fejrer vi i høj grad de lykkelige øjeblikke, fordi vi historisk set har været udsat for så meget vold. Vi prøver at få det bedste ud af hvert øjeblik for ikke at følge voldens, men lykkens vej, siger han.

De tre unges fortællinger vidner om, at der på trods af og på sin vis også i kraft af konflikten og de store sociale uligheder i Colombia også er plads til den enkeltes søgen efter lykke. Samtidig med, at colombianerne på nærmeste hånd mærker konfliktens alvorlige konsekvenser, stimulerer konflikten dem til groft sagt til at finde lykke i andre værdier.

Ifølge Manuel Guzmán, der er lektor ved Universidad del Rosario i Bogotá, har colombianernes lange sameksistens med konflikten lært dem at tilpasse sig døden, uretfærdigheden og frygten.

Jeg tror, at vores opfattelse af lykken er en slags forsikring mod desperationen, som vi har skabt kollektivt. Måske er det netop dette, som kendetegner colombianerne i modsætning til andre folk i verden, siger han.

Tilbage står spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at oversætte lykke på tværs af sproglige og kulturelle grænser, som det sker i statistiske lykkemålinger. Taler danskerne og colombianerne om den samme lykke?

Meik Wiking, der er direktør for Institut for Lykkeforskning, understreger, at der kan være stor forskel på at tale om den langvarige lykke som en grundlæggende tilfredshed med livet og den euforiske lykkefølelse, som man kan opleve i mere flygtige øjeblikke. Hvor danskerne ofte er topscorer i tilfredshed, rangerer vi to tredjedele nede på listen, når det drejer sig om den euforiske lykke, som colombianerne i stedet scorer højt på. Forskellige parametre er udslagsgivende, når den diffuse lykke bliver omregnet til en global målestok. Meik Wiking mener dog ikke, at den statistiske støj underminerer lykkeundersøgelsernes troværdighed eller vigtighed snarere tværtimod.

Heldigvis er folk ret dygtige til og i parentes bemærket de eneste dommere og eksperter på, hvordan de egentlig har det. Et af de vigtigste spørgsmål, vi kan stille os selv, er: Hvor lykkelig er jeg?.

”Jeg er lykkelig for, at jeg kommer fra Palenque. Faktisk tror jeg, at mine ord ikke rækker til at beskrive dette sted, som er så magisk for mig,” siger den 24-årige studerende Ronal Miranda Márquez, her sammen med sin bedstemor. – Foto: Annika Isfeldt.
Colombia er mærket af enorm social ulighed og en årelang væbnet konflikt. Alligevel er landet adskillige gange blevet kåret som et af verdens lykkeligste.
Colombia er mærket af enorm social ulighed og en årelang væbnet konflikt. Alligevel er landet adskillige gange blevet kåret som et af verdens lykkeligste. – Foto: Kathrine Dalsgaard.
Cartagenas maleriske kolonigader tryllebinder årligt tusindvis af turister, men langt de fleste af byens indbyggere bor i de mørklagte og snavsede forstæder. – Foto: Annika Isfeldt.
”Her er ingen social mobilitet – vi fødes og dør inden for den samme samfundsklasse. Derfor kan vi ikke være et lykkeligt folk, og det er en vrangforestilling, hvis vi tror noget andet,” mener Oscar Rodriguez. Her demonstrerer studerende i Cartegena.– Foto: Annika Isfeldt.