Når abort er et kristent kald

Willie Parker er sort, dybt kristen og en af få abortlæger i USA’s bibelbælte. At hjælpe kvinder med at få aborter er en åndelig og moralsk forpligtelse, siger han

”Jeg har aldrig været naiv omkring de risici, der er forbundet med at bryde konventioner og dogmer. Men kampen for retfærdighed kan ikke kæmpes i skjul. Åbenhed er den eneste vej fremad, især når det gælder et emne, der er så stigmatiseret som abort,” siger Willie Parker, der arbejder som abortlæge i flere sydstater. –
”Jeg har aldrig været naiv omkring de risici, der er forbundet med at bryde konventioner og dogmer. Men kampen for retfærdighed kan ikke kæmpes i skjul. Åbenhed er den eneste vej fremad, især når det gælder et emne, der er så stigmatiseret som abort,” siger Willie Parker, der arbejder som abortlæge i flere sydstater. – . Foto: Redux/Ritzau Scanpix.

I første halvdel af sin karriere som fødselslæge og gynækolog afviste Willie Parker at udføre aborter. Den dybt kristne læge voksede op i en forarmet del af sydstaten Alabama, hvor socialt konservative afroamerikanske kirker satte dagsordenen, betragtede provokeret abort som uforenelig med sin gudstro.

Men i 2002, da han levede et mageligt lægeliv i en funklende luksuslejlighed i Hawaii langt fra sit bliktagsbeklædte barndomshjem i Alabama, fik Willie Parker det, han kalder en åbenbaring. Abortmodstandere var begyndt at fyre op under USA’s abortkrig, og abortspørgsmålet kom helt tæt på den da 41-årige læge, da en gruppe unge kvindelige kolleger gjorde oprør mod en ny klinikleder, der havde besluttet, at de ikke længere måtte udføre aborter.

Willie Parker kunne ikke længere, som han selv beskriver det, gemme sig bag sin kristne identitet og undlade for alvor at tage stilling til modsætningsforholdet mellem sine trosprincipper og sine lægelige principper.

Efter at have lyttet til en optagelse af borgerrettighedsforkæmperen og præsten Martin Luther Kings sidste prædiken, der handlede om lignelsen om den barmhjertige samaritaner, indså Parker, at han havde undladt at hjælpe abortsøgende kvinder alene af frygt for, hvad andre kristne ville tænke om ham.

”I Kings fortolkning var det, som gjorde samaritaneren god, at han i modsætning til de øvrige forbipasserende ikke tænkte på, hvad han selv risikerede ved at hjælpe et medmenneske i nød. I stedet spurgte han, hvad der ville ske, hvis han ikke standsede op og hjalp. Det hjalp mig til at se min gudstro i et nyt lys. Min moralske forpligtelse til at hjælpe min næste begyndte at veje tungere end nogle af mine trosfællers fortolkning af, hvad evangelierne siger om abort. For Bibelens samaritaner var den nødlidende en medtaget, hjælpeløs rejsende. For mig var den nødlidende en gravid kvinde, der bad om hjælp til en sikker afbrydelse af en uønsket eller ubæredygtig graviditet,” forklarer Willie Parker.

Åbenbaringen førte til, at han lærte at udføre aborter og to år senere forlod Hawaii for at blive omrejsende abortlæge i bibelbæltestaterne Alabama, Mississippi og Georgia.

I dag er Willie Parker 55 år og en af de mest fremtrædende amerikanske fortalere for abortretten i USA. I fjor udgav han besteller-erindringerne ”A Life’s Work: A Moral Argument for Choice” (Et livsværk: Et moralsk argument for valgfrihed), og han betegner sit arbejde som et kristent kald.

”Min beslutning om at udføre aborter har at gøre med kristen medfølelse og social retfærdighed. Jeg forsøger fordomsfrit at hjælpe kvinder, som ingen andre vil hjælpe. Det er et kald, der opfylder et konkret menneskeligt behov. For mig er det, som er helligt, kvinders ret til at træffe egne beslutninger om deres liv og deres kroppe. Jeg siger ikke, at alle kristne skal tænke som mig, men jeg vil argumentere for, at moral indebærer respekt for kvinders lige ret til selvbestemmelse og til at handle i overensstemmelse med deres egen samvittighed. Gudstro er en personlig ting, og det er fint at mene, at abort er forkert. Men det er ikke fint at trække den holdning ned over hovedet på andre,” siger Willie Parker.

Og han mener, at de religiøse argumenter imod abortretten er fejlbehæftede.

”Vi har i alt for lang tid ladet kristne fundamentalister kapre abortdebatten, hvor de har fået moralsk overhånd ved at underminere religiøs lære og videnskabelige fakta. Hvis du tager antiabortretorikken for pålydende, vil du formode, at abortmodstanderne har testamenterne med sig. Men det har de ikke. Der står ikke et ord om abort i Bibelen,” siger Willie Parker.

Hans beslutning om at arbejde i USA’s såkaldte Deep South (det dybe Syden), hvor antallet af abortudøvere er forsvindende lille, og hvor kvinder har dårligst adgang til svangerskabsafbrydelser, er dybt personlig.

”Det handler om en forpligtelse over for mine rødder. Hvis ikke jeg kunne gøre kvinder i Syden – hvoraf mange er fattige og sorte, hvilket er min egen baggrund – til en prioritet, hvem ville så gøre det?”, spørger han.

Willie Parker, der er efterkommer af slaver, sammenligner retten til abort med individets ret til frihed.

”De fleste mænd, især ikke-farvede mænd, har ingen referenceramme til at forstå, hvordan det føles, at andre mennesker afgør dit livsforløb. Jeg er af et folk, der ved, hvad det vil sige, at andre mennesker bestemmer over din krop og dit liv. Når kvinders reproduktive beslutninger er underlagt samfundets kontrol, er kvinder ufrie. For du har ingen kontrol over dit liv og din fremtid, hvis du ikke selv bestemmer over din krop,” siger han.

Hver eneste kvinde, der får en abort, har en årsag til det, tilføjer den amerikanske læge. I de lokalsamfund, hvor han arbejder, er årsagerne ofte økonomiske og sociale.

”Kvinder kan udmærket finde ud af rationelt at træffe de beslutninger, som er bedst for dem selv. Mange af de velhavende hvide mennesker, der insisterer på, at fattige kvinder og farvede kvinder skal gennemføre deres uplanlagte graviditeter, er de samme mennesker, der vil gøre det af med de få tilbageværende ressourcer og ydelser, som gør det muligt for disse kvinder at opfostre et barn med et minimum af menneskelig værdighed. Du kan ikke moralsk set være abortmodstander og samtidig være imod sociale ydelser. Det er diabolsk,” mener han.

Da Kristeligt Dagblad fanger Willie Parker på telefonen, sidder han i sin bil på vej fra Birmingham i Alabama, hvor han bor, til en abortklinik i en anden del af delstaten, hvor adskillige kvinder – og en håndfuld demonstranter – venter på ham. Takket være sin kompromisløse opbakning til abortretten og sin beslutning om at stå frem offentligt befinder Parker sig på frontlinjen i den amerikanske abortkrig, og han er vant til at tage sine forholdsregler.

Han giver aldrig sit telefonnummer til fremmede. Han parkerer aldrig på den samme plads, når han ankommer til en af de klinikker, hvor han arbejder. Han sørger for at spadsere roligt og med oprejst pande – ikke for hurtigt, ikke for langsomt – når han går forbi demonstranter, der råber, at han er en ”baby-morder”. Siden 1993 har fanatiske abortmodstandere myrdet mindst 11 personer i USA, heriblandt Parkers bekendte og kollega, abortlægen George Tiller, som blev skudt i en kirke i 2011.

”Jeg har aldrig været naiv omkring de risici, der er forbundet med at bryde konventioner og dogmer. Men kampen for retfærdighed kan ikke kæmpes i skjul. Åbenhed er den eneste vej fremad, især når det gælder et emne, der er så stigmatiseret som abort,” siger Willie Parker.

Han understreger, at han udfører sit arbejde i henhold til den gældende lovgivning. I USA har højesteret afgjort, at kvinders ret til en provokeret abort som minimum gælder frem til det øjeblik, hvor fosteret er levedygtigt uden for livmoderen, hvilket almindeligvis opfattes som 24. svangerskabsuge, om end så sene aborter kun udføres yderst sjældent.

”Mine etiske grænser er vide, men de er ikke fraværende. Enhver kvinde har ret til at spørge mig, om jeg vil udføre en abort på hende, men hun har ikke en ret til at insistere på, at jeg siger ja. Jeg udfører ikke abort pr. bestilling, som mine modstandere hævder. Jeg vil eksempelvis ikke afslutte en ellers sund graviditet med et levedygtigt foster efter 24 uger,” siger han.

I USA mener mange abortmodstandere, at livet både teologisk og biologisk begynder ved undfangelsen, og at fostre derfor har menneskerettigheder. For Willie Parker forholder det sig anderledes.

”Livet er en proces. Det er ikke et lys, der pludselig tændes, som når du trykker på en stikkontakt. Vi kan skændes dagen lang om, hvornår et foster er et menneske, men for mig er det centrale spørgsmål: Hvornår ophører en kvinde med at være et menneske? Hvornår mister hun sin uafhængighed? Når du giver et foster rettigheder, fratager du kvinden hendes rettigheder. Samfundet har gjort forplantning og fødsel til en fetich, og det sker på kvinders bekostning,” siger han.

Willie Parker betoner dog samtidig, at abort filosofisk set er mere end blot et medicinsk eller kirurgisk indgreb:

”Jeg påstår ikke, at abort ikke er afslutningen på en livsproces. Det er det. Men det er ikke mord, for et foster er ikke en person, hverken i lovens, i videnskabens eller i de fleste religiøse traditioners øjne.”

Willie Parker ved, at han er et paradoks i et land, hvor en stærk kristen tro ofte er lig med modstand mod abort. Og han er realistisk omkring den kendsgerning, at hans arbejde formentlig kun bliver vanskeligere. I dag er den abortklinik i Mississippi, hvor han jævnligt arbejder, delstatens eneste, og en ny lov kan tvinge den til at lukke. I hans hjemstat, Alabama, findes der i dag blot fire klinikker, hvor kvinder kan få abort.

”Den nuværende regering fylder domstolene med folk, der vil fortolke loven og forfatningen konservativt, og det er meget sandsynligt, at vi i min livstid vil opleve en omstødelse af retten til abort i USA. Men jeg synes ikke, at vi skal lade det ske uden at tage kampen op,” siger han.