Prøv avisen
Fransk genåbning på landet

Fransk borgmester er ene mand på skansen under corona: Det er et kald

”Borgmesteren repræsenterer den franske republik, og det er et smukt hverv at bære trikoloreskærfet ved offentlige lejligheder,” siger Jean-Pierre Muselier, borgmester i Saint-Myon, der her deltager i en højtidelighed den 11. november 2019 ved monumentet over landsbyens faldne i Første Verdenskrig. – Privatfoto.

I landsbyen Saint-Myon er det borgmesteren, der har holdt kontakt til de 512 indbyggere under coronakarantænen og bekymret sig om alt fra indkøb til ensomhed, depression og familievold. At være borgmester i en af Frankrigs utallige landkommuner er ikke et offentligt hverv. Det er et kald, siger Jean-Pierre Muselier

Det første, Jean-Pierre Muselier gjorde, da han fik at vide, at Frankrig ville blive lukket ned fra den 17. marts, var at samle sin kommunalbestyrelse. I landsbykommunen Saint-Myon i den franske bjergregion Centralmassivet er der ingen sundhedsmyndigheder, der lægger kriseplaner, ingen embedsmænd, der læser sig igennem stablen af påbud, anvisninger og dekreter om hjemmekarantænen og alle dens konsekvenser. Der er i det hele taget ingen offentligt ansatte ud over en halvtidssekretær og altmuligmanden, der holder landsbyen ren og sørger for blomsterudsmykningen for de 512 indbyggere om sommeren.

Men der er borgmesteren. Og da rådhuset var lukket under karantænen, var det hans private mobilnummer, man skulle ringe til, hvis man ville i kontakt med ”kommunen”. Jean-Pierre Muselier ringede selv rundt til landsbyens ældre og sikrede sig, at de havde det godt og fik fyldt køleskabet, hvis de ikke selv kunne køre til nabobyen og handle.

”Da vi blev lukket ned, var jeg bekymret for, hvordan indbyggerne ville reagere. Et par gange har jeg været nødt til at sige til folk, at de ikke måtte stå og tale sammen. Jeg var også meget opmærksom på risikoen for vold i familierne under karantænen. Jeg kender jo familierne. Det rygtes, når der er konflikter i en sammenbragt familie mellem den nye mand og et af børnene. Så jeg var forbi – bare for at se, hvordan det gik. Heldigvis var alt i orden,” fortæller Jean-Pierre Muselier.

Siden 2001 har han været borgmester i en af Frankrigs 34.968 kommuner. Intet andet land i Europa har så mange kommuner med så få indbyggere. Hver anden kommune har færre end 500 indbyggere, og affolkningen fra landdistrikterne har ikke flyttet nævneværdigt på kommunegrænserne. Ingen tør røre ved dette historiske monument over folkets styre, som blev oprettet ved revolutionært dekret i 1789, da den nye nationalforsamling efter den franske revolution besluttede, at ”der skal være en kommunalbestyrelse i hver by, landsby eller sogn.”

Jean-Pierre Muselier bærer denne historiske arv med stolthed.

”Som borgmester er det mig, der repræsenterer den franske republik. Det er et smukt hverv at være borgmester og bære trikoloreskærfet ved officielle lejligheder. Vi er den yderste ringmur i beskyttelsen af borgerne. Og vi er tit den sidste offentlige instans, der er tilbage. Posthusene er nedlagt, skolerne lukker. Der er ikke råd til at have offentligt ansatte i alle landsbyer. Borgmesteren er sidste mand på skansen,” siger den 68-årige borgmester.

Han og hans hustru købte et lille landsted i Saint-Myon, hvor de kunne holde ferie og tilbringe weekenderne med de tre børn, mens de boede i den regionale hovedby Clermont Ferrand 33 kilometer borte, hvor Jean-Pierre Muselier var forsikringsagent. Da den yngste datter flyttede hjemmefra i 1995, blev de fuldtidsindbyggere i landsbyen.

Skolen er forlængst lukket, og det er den sidste butik også. Frisøren kommer to gange om ugen, og pizzabilen om fredagen. Efter coronanedlukningen er kroen, byens sidste virksomhed, truet af fallit.

Men landsbyen lever under ledelse af sin altmuligmand af en borgmester, der skal tage sig af alt fra renoveringen af byens lille romanske kirke til udvidelsen af rensningsanlægget.

”Alt ender med at falde tilbage på borgmesteren. Hvis strømmen bliver afbrudt, eller der er knas med vandforsyningen klokken syv om morgenen, er det mig, beboerne ringer til. Hvis der er tre heste, der er sluppet ud af en indhegning, ringer politiet til borgmesteren for at finde ud af, hvem de tilhører,” fortæller Jean-Pierre Muselier.

Kommunen har ansvaret for at vedlige-holde skolerne. Den vedligeholder en del af vejnettet, står for snerydningen og behandling af spildevand. Og selvom socialpolitikken er amternes ansvar, går visse ansøgninger gennem kommunerne, ligesom nogle byggetilladelser gør det. Alt skal ske i respekt for gældende normer, og det sker i halvdelen af landets kommuner stort set uden anden kommunal ekspertise end borgmesterens og de folkevalgtes egen erfaring.

Blandt andet derfor bliver det stadig vanskeligere at finde kandidater til borgmesterposterne i de små kommuner, og Jean-Pierre Muselier lægger ikke skjul på, at hvervet tager det meste af hans tid. Og at hans baggrund som jurist kommer ham stærkt til gode. Men tiden er ikke vokset fra de små kommuner, mener han.

”Alle kommuner deltager i et fælleskommunalt samarbejde med en vis deling af ansvaret. Og på det menneskelige plan har vi en strålende fremtid. Vi er ikke som storbyerne. Som folkevalgte er vi tæt på borgerne. De ved, hvem der behandler deres ansøgninger. Vi er så tæt på hinanden, at folk ofte betror mig deres personlige problemer. Det vanskeligste er, når man skal informere folk om, at der er sket deres nærmeste noget. Jeg sad i to timer og talte med en mor, jeg skulle underrette om, at hendes søn havde begået selvmord,” siger Jean-Pierre Muselier.

Men dette meget bogstavelige nærdemokrati gør også borgmesteren udsat. Sidste år blev Jean-Pierre Muselier landskendt, da han blev overfaldet med en kniv.

”Det var i august. Min viceborgmester ringede og sagde, at der var madrester, der lå og flød i solen i hans nabos have. Familien var kendt for at være i økonomiske og sociale vanskeligheder. Da vi kom derhen, var skodderne for vinduerne lukkede, så jeg bankede på og sagde: ”Det er borgmesteren, monsieur Muselier’.”

”Og så er det, at døren bliver slået op og manden kaster sig over mig med en kniv og sårer mig i armen. Heldigvis lykkedes det min kollega at overmande ham. Men man bliver naturligvis bange, når man ser et fuldvoksent mandfolk kaste sig over én med en 30 centimeter lang køkkenkniv,” siger borgmesteren, som i løbet af de næste uger blev symbolet på en voksende bekymring blandt de franske borgmestre.

For Jean-Pierre Muselier er ikke den eneste, som er blevet korporligt overfaldet. Få dage inden var borgmesteren i den lille by Signes i Sydfrankrig blevet dræbt, da han blev påkørt af en far og hans søn, som flygtede, da borgmesteren overraskede dem i at smide byggeaffald i en vejgrøft.

Det franske Senat iværksatte efterfølgende en spørgeskemaundersøgelse. 10 procent af landets borgmestre svarede, og de havde næsten alle været udsat for fysisk vold, trusler eller chikane.

Alligevel stillede Jean-Pierre Muselier igen op ved lokalvalget den 22. marts og blev valgt med over 50 procent af stemmerne i første valgrunde ligesom 30.000 af landets andre borgmestre. På grund af coronakrisen og nedlukningen af Frankrig blev anden valgrunde aflyst i de kommuner, hvor ingen partier fik flertal fra starten.

Her skal vælgerne til valgurnerne igen på et senere tidspunkt. Men Jean-Pierre Muselier sidder allerede sikkert i borgmesterstolen i det lille rådhus i Saint-Myon i yderligere seks år.

Og nu er det så også ham, der har ansvaret for genåbningen og for at sikre, at alle 512 indbyggere har ansigtsmasker til rådighed og fortsat overholder regler om at holde afstand. Men eftersom skolen er lukket, og børnene går i skole i nabobyen, slipper han for at administrere den omdiskuterede genåbning af skolerne, som giver mange borgmestre hovedbrud, når der skal være færre elever i klasserne.

”Jeg deltager ikke i kritikken af præsident Emmanuel Macrons håndtering af epidemien. Der er måske sket fejltagelser, men regeringen gjorde sit bedste. Og i Saint-Myon vil vi blive ved med at være påpasselige og holde os inden døre. Mange af os er i den aldersmæssige risikogruppe,” forklarer borgmesteren.

”I kommunalbestyrelsen er vi en sammentømret gruppe, der er enige om det meste. Det er før sket, at der har været dissidentlister, og at to kandidater blev valgt på personlige stemmer. Dem fik jeg hurtigt kørt ud på et sidespor. Jeg kan jo ikke lave politik med nogen, der ønsker en anden politik end den, jeg står for. Her handler det ikke om at være til højre eller til venstre. Det handler om at løse praktiske problemer.

”Det, der driver mig, er at udrette noget og være til nytte for andre. At se at folk er tilfredse. Min bedstefar var admiral og med til at grundlægge de frie franske styrker med Charles de Gaulle. Det har sat et ideal i familien. Det er en smuk funktion at være borgmester; at bære trikoloreskærfet. Og så har jeg altid kunnet lide at være bossen. At være nummer to er ikke godt nok,” indrømmer Jean-Pierre Muselier.

I Saint-Myon vil vi blive ved med at være påpasselige og holde os inden døre. Mange af os er i den aldersmæssige risikogruppe

Jean-Pierre Muselier, borgmester i Saint-Myon
Hver anden kommune i Puy-de-Dôme-departementet ved det franske centralmassiv har færre end 500 indbyggere, hvilket gælder for halvdelen af Frankrigs 34.968 kommuner. Borgmestrene er politiske altmuligmænd i de små kommuner, hvor de tager sig af alt fra vedligeholdelse af skolerne til bortløbne heste til en løn på knapt 7500 kroner om måneden. – Foto: Godong/Universal Images Group via Getty Images.
Jean-Pierre Muselier har været borgmester i Saint-Myon siden 2001. Landsbyen har 512 indbyggere, og det er borgmesteren selv, der har ringet til indbyggerne under coronakarantænen for at sikre sig, at alle var ved godt mod og fik køleskabet fyldt. – Foto: Privat.