Prøv avisen

Franck Terrier forsøgte at standse et terrorangreb. Nu er hans verden gået i sort

På etårsdagen for terrorangrebet i Nice tildelte byens borgmester, Christian Estrosi (th.), Frankrigs fineste fortjenstmedalje, Æreslegionen, til Franck Terrier ved en ceremoni den 14. juli 2017. – Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix.

Franck Terrier kaldes ”helten fra Strandpromenaden”, men er aldrig blevet den samme igen, efter at han forsøgte at standse terrorlastbilen i Nice den 14. juli 2016. Hverdagshelte betaler samme høje psykiske pris som terrorofrene, forklarer psykolog

Franck Terrier har aldrig følt sig som en helt. Selvom han har fået Frankrigs fineste fortjenstmedalje, Æreslegionen, fæstnet med rødt bånd på sin habitjakke og er blevet kendt i hele landet som ”helten fra Strandpromenaden”, er det kun ubærlige billeder af kaos og død, der kører i ring i hans hoved. Billederne af de kaotiske minutter i 2016, da han hagede sig fast i en løbsk lastbil på Strandpromenaden i Nice.

Det var på Bastilledagen den 14. juli 2016. Franck Terrier fulgte sit instinkt i et desperat forsøg på at forhindre en terrorist i at meje uskyldige mennesker ned i det tredje store islamistiske terrorangreb i Frankrig på 18 måneder.

”Jeg er bare et helt almindeligt menneske, der kom til at gøre noget ualmindeligt,” har han gentaget efter angrebet, der kostede 86 mennesker livet.

Nu er det helt almindelige menneske gået ned med flaget. Franck Terrier blev fundet i en tilstand af forvirring på gaden foran sit hjem i Nice lige efter frokost den 10. oktober i år og lukkede sig derefter inde i sin lejlighed, hvor han forsøgte at tage sit eget liv. Kun takket være politiets hurtige intervention lykkedes det at redde den 53-årige mand.

”Vi frygtede det værste. Han bragte sig selv i fare. Alle har set ham som en helt, og det er han også. Men bag denne kæmpe, der ikke viger tilbage for noget, skjuler sig en stor skrøbelighed,” har borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, sagt til den lokale tv-station France 3.

Ligesom tusindvis af ofre, vidner og pårørende til afdøde under terrorbølgen siden 2012 er Franck Terrier ramt af posttraumatisk stress. Billederne af blodige ofre, angst og panik har fæstnet sig i hans bevidsthed som et mareridt, der vender tilbage igen og igen.

”Ofre for terroraktioner kan lide af depressioner og angst-anfald selv flere år efter,” forklarer psykolog Carole Damiani, der har hjulpet flere af de franske terrorofre med at overvinde traumerne.

”Nogle bliver nødt til at opgive deres arbejde. Det gælder også de, der udviste heltemod. Vi har brug for at skabe helte, når vi står i dramatiske situationer. Helten er modvægten til den ondskab, der rammer os via terrorangrebet. Men det kan være en tung byrde at bære. For heltene skal jo leve op til deres heltestatus. De føler ikke, de har lov til at vise svaghed,” siger Carole Damiani.

Franck Terrier var 50 år og en helt almindelig familiefar, da han befandt sig på Strandpromenaden i Nice sammen med den ene af sine to sønner og sin kone den aften. Han sad på sin scooter, som han langsomt trillede af sted på ved siden af familien. I bakspejlet så han lastbilen, som med ualmindelig høj hastighed drønede hen ad Strandpromenaden, mens folk sprang for livet.

Bag rattet sad den tunesiskfødte Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, som omhyggeligt havde planlagt at følge Islamisk Stats opfordring til at dræbe så mange mennesker som muligt med et hvilket som helst våben, inklusive køretøjer.

Instinktivt kastede Franck Terrier sin scooter ind foran forhjulene i håb om at bremse den 19 tons tunge lastbil. Så satte han i løb, nåede op på siden af førerkabinen og hagede sig fast i døren til førersædet.

”Jeg ville rive ham ud af førerkabinen,” fortalte han efter angrebet til det katolske dagblad La Croix.

”Jeg er ansigt til ansigt med ham. Han har et våben i hånden. Han prøver at skyde. Pistolen virker ikke. Men jeg var parat til at dø. Hans ansigt var fuldstændig udtryksløst. Jeg tror, jeg destabiliserede ham lidt.”

Efterforskningen har vist, at pistolen gik i baglås. I stedet hamrede terroristen pistolen mod Franck Terriers hoved. Han faldt ned og blev grebet af politifolk, der først troede, at han var en medskyldig. Og lastbilen fortsatte sit dødsræs mod i alt 86 ofre, inden det lykkedes politiet at dræbe terroristen. Måske takket være Franck Terrier, der distraherede ham og forhindrede et endnu højere dødstal.

Men Franck Terrier kan ikke tænke den tanke.

”Jeg kan ikke se på det sådan. 86 ofre er alt for mange. Jeg føler mig på en måde skyldig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg bare havde kigget i det bakspejl lidt før, kunne jeg måske have reageret lidt hurtigere, så færre mennesker var blevet dræbt. Jeg har svært ved at stå ved siden af de familier, der har mistet pårørende. Det må være forfærdeligt. Jeg har jo ikke mistet nogen. Og alligevel har jeg det så skidt,” har Franck Terrier forklaret i et langt interview med dagbladet Nice Matin.

En måned efter angrebet gik han ned første gang. Han måtte opgive sit job i lufthavnen i Nice, og i stedet har bystyret i den sydfranske middelhavsby givet ham et job på det lokale marked. Men for tre uger siden knækkede han igen.

”Franck Terrier har ligesom terrorofrene set døden i øjnene,” siger Carole Damiani.

”Vi ved alle, at vi skal dø. Men for almindelige mennesker er det en abstrakt realitet, som vi ikke rigtigt tænker på. For de, der har stået ansigt til ansigt med døden, er den nærværende hele tiden. De kan ikke skubbe den fra sig. Det kan udløse depression eller angstanfald og kan ende med selvmordsforsøg,” siger psykologen.

Franck Terrier bliver aldrig den samme igen. Han er blevet en helt. Men han er også gået i stykker.