Min mand og jeg har en film, som vi omtaler som ”den unævnelige”. Filmen er ”Vejen”, som er baseret på den knugende og uafrystelige roman af samme navn af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy. Filmens skildring af menneskelig armod og afstumpethed i et postapokalyptisk USA udløste en så lammende rædsel i os begge, at vi så den i bidder over et par aftener med lukkede vinduer, låste døre, tæpper for øjnene og hjerterne i halsen. Da rulleteksterne endelig forløste vores forslåede sind, blev vi enige om at skåne hinanden for nogensinde at skulle tænke på den igen.
Forleden brød jeg løftet. Det skete, da vi vågnede op til en himmel, der til forveksling lignede den, som de to figurer i ”Vejen”, en navnløs far og hans lille søn, ser op på under deres vandring henover et udbrændt askegråt landskab, hvor intet kan gro, og hvor den trøstesløse farveløshed kun brydes af blege lyn og det dystre orange skær fra fjerne skovbrande. I ”Vejen” står solen aldrig op, og det gør den heller ikke for øjeblikket i Los Angeles i Californien, hvor vi bor.
I midten af august begynder det, som man herovre kalder ”wildfire season”, skovbrandssæsonen. I år er den af historiske proportioner. Flere rekordstore brande raser hæmningsløst i Californien, Oregon og Washington. Kvælende røgskyer har i flere dage hængt som et slør over det meste af den amerikanske vestkyst. Nogle af dem rækker 16 kilometer op i himlen – højere end et passagerflys typiske flyvehøjde.
Skovbrandene har skabt deres eget lokale vejrsystem, hvor den varme luft og røgen fra ilden danner tordenskyer, der sender lynnedslag ned for at antænde nye skovbrande. Hele byer flygter fra flammerne, der indtil videre har kostet mindst 35 mennesker livet. Og coronapandemien gør situationen værre. Smittefaren giver folk færre steder at tage hen, hvis de er tvunget til at forlade deres hjem, og evakueringscentre står over for store logistiske udfordringer. Et andet problem er, at Californien i årevis har brugt straffefanger som billig arbejdskraft til at bekæmpe brande, men på grund af pandemien blev tusindvis af dem løsladt tidligere i år. Endelig kan røgen svække lungerne og gøre folk mere modtagelige over for luftvejssygdomme såsom covid-19.
I Los Angeles dukkede de første tegn på fare op, da vores havemøbler onsdag i sidste uge var dækket af et tyndt lag hvid aske. Så var der den sære, skarpe orange glød i himlen. Det lignede en solnedgang, men uret viste kun lige over middag. En lugt af lejrbål rev i næsen. Kilden til elendigheden viste sig at være den ubændige Bobcat fire (rødlos-brand) i den store Angeles nationalpark cirka 30 kilometer fra downtown Los Angeles.
Siden har vi intet set til solen, selvom den ifølge vejrudsigten burde stråle fra en skyfri himmel. Himlen har en skarp grågul glød, og alt, som efterlades udenfor, bliver dækket af sod og aske. Luftforureningsindekset stiger og stiger, og vi barrikaderer os indenfor med lukkede vinduer. Naboerne gør det samme. Gaderne er tomme.
Der er noget atomvinter over det, og det er svært at holde selvynken og dommedagstankerne fra døren. Vi er midt i en pandemi, der i forvejen skaber død og ødelæggelse.
I Los Angeles og andre dele af USA fortsætter nedlukningen af samfundet på sjette måned. Mange mennesker har mistet deres arbejde, og børn kan ikke komme i skole. Museer, indkøbscentre, legepladser og mange andre offentlige rum er fortsat lukkede. Og nu er det sundhedsfarligt bare at gå en tur udenfor.
Langt værre er det, at skovbrandssæsonen på grund af klimaforandringerne ventes at blive endnu værre i de kommende år. Dette års brande kommer efter en rekordvarm, knastør sommer. Økosystemerne i Californien er under forandring, og højere temperaturer, mindre nedbør og mere tørt træ kombineret med stærke vinde om efteråret, er en dødelig cocktail.
Nogle dele af det vestlige USA oplever lige nu et rent helvede på jord. Her i Los Angeles har vi røg, men lykkeligvis ingen ild. På et tidspunkt kommer regnen, og skovbrandssæsonen vil være slut. Men den kommer tilbage næste år, og så vil det igen være vanskeligt at holde tankerne om Cormac McCarthys sørgmodige dystopi fra døren.