Hvad handler det forestående valg om. Hvilket emner er vigtigst for jer?
Irit Milo: ”For mig er der kun en ting, der er vigtig: at Bibi (Benjamin Netanyahu, premierminister, red.) bliver fjernet fra magten. Jeg taler ikke om politiske holdninger, højre eller venstre, det er helt irrelevant. Han er farlig for os, han legitimerer korrup- tion, og han er farlig for demokratiet. For at holde sig ved magten splitter han befolkningen og kalder enhver, der helt legitimt ikke er enig med ham, for forræder. Ved valget har vi en mulighed for at skabe et så stærkt alternativ til Bibi, at selv hans eget parti, Likud, vil udspy ham. Modsat frygter jeg en situation, hvor han bliver genvalgt og i stedet for at styre landet kun beskæftiger sig med at slås imod korruptionsanklagerne i retten.”
Michael Munk: ”Jeg stemmer aldrig på dem, der vinder valgene. Jeg hører til mindretallet, til de skuffede. Jeg mener, at landet skal have nye ledelse. Skal jeg se reelt på det, så står folket faktisk bag Bibi og betragter ham som konge. Der er mange gode ting i dette land, men de fleste forstår ikke, at Netanyahu-regeringen blandt andet har ansvar for, at leveomkostningerne i dette land er enorme, for at vejene er tilstoppede, og ja, vi aftjener stadig alle sammen værnepligt. Men jeg tror, der er en reel mulighed for, at Netanyahu med et retsligt tilbud, der indebærer en eller anden form for strafnedsættelse i de tre korruptionssager, vil trække sig – inden valget.”
Påvirker sikkerhedssituationen i Mellemøsten, forholdet til palæstinenserne, situationen i Gaza og den byrde, det lægger på militæret – mere direkte på jeres børn – den måde, israelske vælgere stemmer på?
Odette Munk: ”Ja, det påvirker i hvert fald mig. Jeg er aktiv i en bevægelse, der hedder Women Wage Peace (Kvinder erklærer Fred), hvor vi er fuldstændig apolitiske. Vi er jødiske og arabiske, religiøse og sekulære, vi er hverken venstre- eller højrefløj. Vi kræver en løsning på konflikten, og at vores ledere ikke bliver ved med at køre i de samme riller. Jeg tror, at Ne-tanyahu havde kunnet – eller ville have kunnet – nå en løsning, men nu er jeg dødsensangst, for han har så travlt med at klamre sig til magten. Så dette valg handler ikke om en fredsløsning, men først og fremmest om, at dette land må have ledere, der kan føre en normal politisk dialog og bringe os tilbage til de basale demokratiske værdier. Bibi må væk. Desværre tror jeg ikke, han går, før han – måske en dag om lang tid – bliver dømt for korruption.”
Er landets fremtid og dermed også jeres børns fremtid med i jeres overvejelser om, hvem I stemmer på?
Amir Milo: ”Jeg er bekymret for mine børns fremtid. Men ikke kun her i landet. Valget i Israel er kun en mikroudgave af hele den globale uretfærdighed, vi ser med Donald Trumps valgsejr, de ekstreme højrebevægelser, der vinder frem i Europa, fattigdom i Afrika og klimakrisen. Så det centrale spørgsmål er ikke Bibi eller ej. Bibi er for længst holdt op med at interessere sig for det israelske samfund, og hans standard for korruption er skadelig for landet. Han skal skiftes ud. Som forælder er jeg bekymret for, hvilke politikere der i fremtiden skal tage beslutninger om en militæroperation, der kan betyde liv eller død for vores børn. Der sidder personer i den nuværende regering, der kan komme til at sidde i den næste, som jeg ikke ville tiltro mine børns liv. Min stemme bliver afgivet på baggrund af værdier, integritet og social retfærdighed, og jeg vil også denne gang – som jeg har gjort i 35 år – stemme på (det venstresociale) Meretz.”
Ved I allerede, hvem I agter at stemme på?
Eyal Duzy: ”Som borger i et demokrati føler jeg, at jeg har medindflydelse på min fremtid. Men modsat tidligere valg, hvor vi stemte på baggrund af partiprogrammer, handler det i dag om enkelte personer. Det er noget, man ser ske over hele verden, for eksempel i USA med Trump. Men det er ikke en god ting for demokratiet, at vi ikke vælger et program, en ideologi, men en person. Jeg har endnu ikke besluttet, hvem jeg stemmer på. Jeg ved, på hvilken side af det politiske landkort jeg vil stemme, men ikke på hvem. For mig er det væsentlige, hvordan partierne har indgået valgalliancer, og hvordan blokkene ser ud på valgdagen – for ikke at spilde min stemme.”
Irit Milo: ”Det er jo lige netop et af problemerne med den Blå-Hvide-bevægelse, at det er en samling personer, men med meget forskellige holdninger: Tidligere forsvarschef Benny Gantz, tidligere tv-journalist Yair Lapid, tidligere forsvarsminister Moshe Ya’alon. Det eneste, der samler dem, er, at de er ikke-Bibi, og at de ikke vil sidde i regering med Netanyahu.”
I taler om korruptionen og bekymringen for selve demokratiet, hvordan bevarer man det?
Ayelet Israel: ”I gymnasiet underviser vi i samfunds- videnskabstimerne i det demokratiske samfunds institutioner og opbygning. Og generelt giver vi så vidt muligt i alle faglige sammenhænge eleverne redskaberne til at tænke selvstændigt og stille spørgsmål.”
Eyal Duzy: ”I vores børns skole har man taget eleverne til Knesset og har vist dem, hvordan demokratiet virker. For en dag fik de lov selv at prøve at fremme en sag i udvalgene og bygge koalitioner, så de kunne forstå systemet. Der bliver også kørt valgdage her op til valget, hvor alle partier sender repræsentanter, der holder oplæg.”
Odette Munk: ”Vores datter fortalte om deres prøvevalg på gymnasiet. Hun blev ikke klog på, hvilket parti hun eventuelt ville støtte, hvis hun havde valgret, men var rystet over, hvor grimt repræsentanterne for de forskellige partier havde talt til hinanden.”
Peter Israel: ”Lad mig forklare, hvor absurd denne valgkamp er. Jeg ved, at der er en hel del især unge, som reelt sidder og overvejer, om de skal stemme Meretz eller Zehut. Meretz er yderste venstre, taler om to stater og fred med palæstinenserne. Zehut er den yderste religiøse højrefløj, ønsker én jødisk stat og ingen stat til palæstinenserne, og så vil de fjerne Klippemoskéen og al-Aqsa-moskéen i Jerusalem og bygge det tredje jødisk tempel på Tempelbjerget i stedet. De to partier har et eneste fælles punkt: legalisering af cannabis. Folk læser ikke partiprogrammerne, de gider ikke. Og jeg ser det som et udtryk for, at mange ikke føler, at de har indflydelse på nogen af de store emner, og så hænger de sig i en lille ting, legalisering, og ser bort fra alt andet.”