Prøv avisen

Når jøders nattesøvn og muslimers bønnetradition kolliderer

Tawfik Elayan er muezzin i den muslimske bydel Beit Zafafa i Østjerusalem og kalder her sine muslimske trosfæller til bøn via moskéens højttaleranlæg. ”Jeg ser det her som min religiøse pligt,” siger han og undrer sig over, at nogle opfatter kaldet til bøn som larm. – Foto: Nikolaj Krak

Den politiske højrefløj i Israel ønsker at forbyde muslimers kald til bøn fra minareter ved lov. Vi vil gerne kunne sove om natten, siger jødisk leder, men ripper dermed op i et følsomt spørgsmål om, hvem der skal indordne sig hvem i det splittede land

Larm?

Den 50-årige palæstinenser Tawfik Elayan smager uforstående og en anelse fornærmet på ordet. Han står midt i en moské i den muslimske bydel Beit Zafafa i Østjerusalem og har svært ved at se, hvad det ord har med ham at gøre.

Med et klik sætter han strøm til en lille mikserpult og en mikrofon. Han lukker øjnene i koncentration, og efter et par sekunders stilhed fylder han det tæppeklædte rum med en sørgmodig sang om, at Allah er den største, og at det er tid for muslimer at bede.

De snirklede toner stiger op i moskéens tårn, minareten, hvor en række høtjtalere sender dem videre ud over bydelens flade tage og kalder muslimerne til bøn. I små tre minutter klinger Tawfik Elayans sang ud over det palæstinensiske boligkvarter.

”Jeg ser det her som min religiøse pligt. Der hviler en helt særlig velsignelse over at kunne få lov at samle muslimer flere gange om dagen. Profeten Muhammed har selv sagt, at den, der kalder til bøn, vil blive dømt ekstra mildt på dommens dag,” siger han.

Titlen som bønnekalder hedder en muezzin, og Tawfik Elayan begyndte allerede at kalde offentligt til bøn, da han var 13 år. I dag er hans egne børn så småt ved at tage over de dage, han ikke selv kan komme hen til mikrofonen i moskéen.

”Det er en af de ældste muslimske traditioner. Og der er blevet kaldt til bøn her i mere end 1000 år,” siger han, mens enkelte unge mænd begynder at dukke op i moskéen for at knæle til bøn.

Men problemet er, at Tawfik Elayans sang ikke stopper ved de palæstinensiske tage. Det arabiske bønnekald flakser videre i vinden og direkte op til den jødiske nabobydel Gilo få hundrede meter væk. Og her forvandler de velsignede toner sig som med et trylleslag til en forbandet larm, inden de når ind i de jødiske stuer.

Ofer Ayoubey er administrativ leder af Gilo og har slet ikke tal på, hvor mange klager han har modtaget over bønnekaldene, der lyder fem gange dagligt spredt ud over hele døgnet.

”Selv palæstinensere fra Beit Zafafa ringer til mig og hører, om jeg ikke kan gøre noget ved det. De tør ikke tage det op med deres egne ledere. Ingen har lyst til at bo i sådan en larm,” siger han.

Problemstillingen er langtfra unik i Israel, hvor det skønnes, at flere hundrede tusinde jøder bor op ad muslimske områder, hvor der bliver kaldt til bøn over højttalere dagligt. Over den seneste tid har det udviklet sig til et brandvarmt politisk emne, efter den politiske højrefløj har lanceret et lovforslag støttet af premierminister Benjamin Netanyahu, der vil forbyde eller begrænse de muslimske bønnekald.

Idéen om et forbud har været på den politiske dagsorden i årevis, men det er først nu, hvor højrefløjen sidder solidt på magten, at et lovforslag ser ud til at have en reel chance for at blive vedtaget. Det er allerede blevet godkendt af regeringens ministre og er i øjeblikket ved at blive behandlet i parlamentet, Knesset, hvor iagttagere vurderer, at det har en god chance for at blive vedtaget.

Målet er, at Israel skal komme til at ligne de europæiske lande, hvor forskellige anordninger og love gør, at der i langt de fleste byer heller ikke bliver kaldt til muslimsk bøn. Det forklarer den israelske parlamentariker Robert Ilatov fra det nationalreligiøse parti Jødisk Hjem, der står bag lovforslaget.

”Det er en meget høj og aggressiv lyd, der generer utrolig mange flere gange om dagen. Og det er jo en relativ ny idé, at det skal ske over højttalere. Tidligere var det ikke nødvendigt. Det virker kun rimeligt, at vi kommer tilbage til den ordning,” siger han.

Oprindeligt lød lovforslaget, at al kald til bøn over højttalere skulle forbydes. Men det mødte modstand fra de jødiske, ultraortodokse politikere. De var bange for, at loven dermed også ville forbyde den sirene, der lyder over jødiske bydele hver fredag eftermiddag, når sabbatten går ind.

Derfor blev forslaget ændret, så det kun forbyder bønnekald om natten og morgenen samt sætter støjgrænser på kaldene resten af dagen. Ligesom det også kun forbyder bønnekald over højttalere og derfor heller ikke ændrer ved kirkernes klokkeringning.

Lovforslaget er både blevet kaldt islamofobisk og beskyldt for at opildne til religiøse stridigheder i et land, der i forvejen kæmper med at få religionerne til at eksistere fredeligt sammen. Og det er da også noget af en provokation, mener den muslimske parlamentariker Ahmad Tibi, der sidder i Knesset for Fælleslisten, en samling af primært palæstinensiske partier.

”Når man vælger at bygge sine byer på land stjålet fra os palæstinensere, bør man være noget mere ydmyg med, hvad man kræver. Vi kommer aldrig til at acceptere, at jødiske partier skal sætte grænser for muslimsk bøn,” siger han.

På samme måde undrer Muhammed Elayan sig over lovforslaget. Han er muslimsk leder, en såkaldt mukhtar, i bydelen Beit Zafafa og har svært ved at forstå, hvad al den vrede mod de traditionelle bønnekald handler om.

”Vi ønsker selvfølgelig ikke at genere vores naboer. Men sådan har det lydt her, længe før jøderne flyttede hertil. Det er en del af lydbilledet ved at bo i Mellemøsten. Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor det efter alle de år pludselig skal være et problem,” siger han.

Selvom der er blevet kaldt til muslimsk bøn i mange hundrede år i området, var det først i starten af 1960’erne, at det begyndte at ske over højttalere. Det var en konsekvens af, forklarer mukhtaren, at bydelen voksede, og folk begyndte at bo mere spredt. I dag vil det ikke være muligt at få muslimer til at høre bønnekaldet over hele byen uden brug af højttalere, siger han.

”Bønnekaldet er en direkte ordre fra Allah. Hvis vi skal kunne bo her, kræver det, at vi har plads til at praktisere vores religion,” siger han.

I den jødiske nabobydel Gilo har administratoren Ofer Ayoubey dog svært ved at se, hvorfor bønnekaldet skulle være et vilkår ved at bo i Mellemøsten.

”Det her handler ganske enkelt om, at vi gerne vil kunne sove klokken fire om natten. Og det virker, som om lydstyrken bliver højere og højere for hvert år,” siger han.

Alligevel er han ikke tilhænger af det nye lovforslag. Det vil blot hælde benzin på bålet i konflikten mellem israelere og palæstinensere, mener han. Problemet skal i stedet løses lokalt, og Ofer Ayoubey har derfor de seneste år forsøgt at finde en løsning i fællesskab med de muslimske ledere i nabobydelen. Det har ført til, at lyden er dæmpet betragteligt. Derudover har de også fundet en teknisk løsning til et andet og smartere højttalersystem, som de dog endnu ikke har kunnet få finansieret.

”Det sker stadig, at lydstyrken ryger alt for højt op. Men i det mindste er vi nået dertil, at jeg bare kan tage telefonen og ringe til Muhammed og sige, at nu kan vi igen ikke sove,” siger han.

Det skønnes, at flere hundrede tusinde jøder i Israel bor op ad muslimske områder, hvor der bliver kaldt til bøn fem gange i døgnet. Den politiske højrefløj kalder det larm og vil have bønnekaldene – som her i Jerusalems gamle bydel – forbudt. – Foto: Dominic Dudley/Pacific Press via ZUMA Wire/Polfoto