Prøv avisen

For 46-årige Abeer Matti var kærligheden stærkere end troen

Abeer Abdulsalam Matti kalder sig i dag kristen muslim og siger, at hun elsker begge religioner. Hun var oprindeligt kristen og gift med en kristen mand, som hun fik sønnen Sarmad med. Siden konverterede hun til islam efter mødet med sit livs kærlighed Ahmad. – Foto: Thea Pedersen

Hun voksede op blandt Mosuls kristne mindretal, opdragede en søn i Jesu navn, blev forelsket i en muslim, forsvoret af sin familie og bor nu i et hus, der har tilhørt Islamisk Stat. På etårsdagen for Mosuls befrielse fortæller Abeer Abdulsalam Matti, hvad det kostede hende at vælge kærligheden frem for troen

Der er få mennesker, Abeer Abdulsalam Matti kan henvende sig til for hjælp, når livet bliver svært. Selvom hun er et af Guds børn, trofast har fulgt hver eneste søndagsprædiken og bedt sin aftenbøn til Vorherre igennem hele sin opvækst, teenageårene og som hustru og mor, har hendes familie slået hånden af hende. Den kristne gren i hvert fald. For da hun efter nogle år som enke blev gift igen, var det med en muslimsk mand.

”Jeg tænkte selv, hvordan det overhovedet kunne gå for sig, at jeg mødte ham? Så selvfølgelig var det en stor beslutning for mig. Men hvad kan jeg sige… Alt var kærlighed, og kærlighed skaber mirakler,” slår hun mildt ud med hænderne.

Kristeligt Dagblad sidder i den 46-årige kvindes stue i Mosul og hører på den slags fortællinger, der på disse kanter ikke kun er unikke, men også utraditionelle. Og alt andet end accepterede.

Det var verdens mest universelle følelse, der i en alder af 38 år kom på tværs af Abeer Mattis ellers traditionelle livsstil og i 2010 førte til, at hun vendte sin kristne skaber ryggen og konverterede til islam: Født og opvokset i Iraks næststørste by, Mosul, og ind i byens konservative kristne miljø i sig selv umuligt. Men i kærlighedens navn noget af det mest naturlige.

”Jeg blev gift med Emad som 20-årig. Det var et klassisk ægteskab, hvor vi blev introduceret til hinanden via det kristne miljø. Han bad om min hånd, vi blev gift efter traditionerne, men kærlighed, det var der ikke. Nej, nej, nej – slet ingen kærlighed,” understreger hun ved at værge for sig med hånden gentagne gange.

Imens sidder hendes søn Sarmad tavs ved siden af i en sofa, der strækker sig over tre bare vægge og lytter på sin mors ærlige ord om hans egen far. Sarmad er angiveligt det bedste, Abeer Matti fik ud af det ægteskab, der sluttede brat fem år senere, da Emad døde af et hjerteslag.

”Jeg stod alene med en dreng, og mine brødre ville ikke støtte mig økonomisk. Så jeg begyndte at arbejde i en skønhedssalon, i en børnehave og i en Xerox-butik. Jeg havde brug for at komme ud. At få et nyt liv. Også for min søns skyld.”

Og det nye liv, Abeer drømte om, kom i den grad. I form af et par mørke øjne, som hun først spottede fra en bil og næste dag udvekslede blikke med, da ejermanden stod på gadehjørnet tæt på hendes hus i det østlige Mosul

Selvom byen har oplevet en reel udvandring af kristne, der senest flygtede for livet, da Islamisk Stat indtog byen i 2014, var visse nabolag dengang udelukkende beboet af kristne enklaver. Abeers familie levede dog selv i et kvarter med både kristne, muslimer, kurdere og arabere.

”Jeg vidste jo ikke, at Ahmad var muslim. Jeg blev bare forelsket og har elsket ham lige siden. Da han erklærede mig sin kærlighed, vidste jeg, at jeg ville være muslim,” smiler Abeer Matti og retter på sit sorte hovedtørklæde, netop som strømmen går, og alt i huset bliver mørkt.

Præcis som de konsekvenser, der fulgte med, da hun indviede sin familie i beslutningen.

Hun forsvinder kort fra stuen og vender så hastigt tilbage med en lygte og fortsætter:

”Alle i min familie var imod. For Ahmad var også allerede gift og havde børn. De sagde, han ville blive ved med at finde koner. Men til sidst konkluderede min ene bror, at jeg var voksen nok til at træffe mit eget valg. Siden har de brudt forbindelsen med mig. I dag har jeg kun kontakt med min søster i Bagdad. Resten vil ikke have noget med mig at gøre. I det kristne samfund bliver man ikke dræbt, men udstødt,” forklarer hun og slår blikket ned.

Som betingelse for det muslimske ægteskab skulle Abeer Matti ikke kun afsværge sin kristne tro og konvertere til islam. Hun måtte også acceptere kravet fra Ahmads første hustru og indgå en ubrydelig uskreven kontrakt om aldrig at få børn med ham.

Med ét vender strøm, lys og luftblæsere tilbage. Mosuls over 40 graders sommerhede, der på få sekunder er trængt ind i stuen, synes lige så varm, som Abeers kærlighed.

”Jeg elskede ham så meget og ville gøre alt for ham. Afgive min tro og afvige fra at få flere børn,” erkender hun.

Men endte han så med at tage en tredje kone?

”Ja. Han giftede sig igen i 2013. Så min familie fik jo ret. Men man kan ikke opponere som anden-hustru. Hvis hans første hustru accepterer det, så skal jeg også. Den tredje kone måtte heller ikke få børn,” siger Abeer Matti og forklarer, at de tre koner dog boede i hvert sit hus.

Blev din nye tro sat på prøve der? Fortrød du?

”Nej, men jeg havde virkelig brug for min familie dengang. Det var en svær tid. Men jeg kunne jo ikke kontakte dem. Jeg ved heller ikke, om de ville have grinet eller hånet mig, men jeg måtte acceptere det og fortsætte mit liv.”

Der skulle gå 18 år, før Abeer Mattis søn fulgte sin mors religiøse omvendelse. Opdraget med Fadervor og Bibelen som faste holdepunkter så han som teenager sin mor genskabe Gud i et nyt billede. Selv dyrkede han sin kristne tro på et stadigt dybere plan.

”Jeg læste Bibelen igen og igen og blev ved at opdage nyt om min religion. Også en ny fortolkning af den og endte med at blive del af det evangelikale trossamfund i Mosul,” siger Sarmad Imad Behnam om perioden, der var en lang religiøs rutsjetur.

Iført sin grå muslimske kjortel sammenligner den i dag 25-årige familiefar til to de kristne forgreninger med islams sunni- og shia-fortolkninger:

”I Mosul udgjorde vi evangelikale en hemmelig kirke. Vi mødtes i skjul for at dyrke vores tro og havde ikke vores egen kirke. For andre kristne er deres måde at tilbede Gud ved sang og dans ikke foreneligt.”

Sarmad Imad Behnam bruger udtrykket ’deres’, for efter to år forlod han gruppen. For dernæst som 18-årig helt at vende kristendommen ryggen.

”Jeg var overrasket. Men det er ligegyldigt, om han er kristen eller muslim. Jeg vil jo aldrig slippe min egen søn,” bryder Abeer Matti ind i samtalen.

Da Islamisk Stat indtog Mosul, kunne mor og søn således se deres tidligere kristne trosfæller flygte af frygt og desperation, mens de selv blev tilbage. Ironisk nok var det først under de rettroende jihadisters religiøse regime, proklameret netop fra Mosul, at Sarmad Imad Behnam højlydt en dag udtrykte fortrydelse over at have forladt kristendommen.

”Havde jeg vidst, at I kom til Mosul, ville jeg aldrig være konverteret til islam,” råbte han en morgenstund til en patrulje fra IS’ religiøse politi, al-Hisbah.

Sarmad Imad Behnam var angiveligt endt i håndgemæng efter at være trådt ud på gaden i shorts. Situationen hjalp næppe, da moralpolitiets vogtere hørte, at Sarmad havde en fortid blandt de forhadte ”kuffars” (vantro, red.).

”Det var en frygtelig dag,” fortæller Abeer Matti, mens hun gemmer ansigtet i hænderne og ryster på hovedet:

”Jeg faldt på knæ for dem. Jeg kyssede betjentens fødder for at lade Sarmad være. Børnene råbte ’baba, baba’ (far, far), men de slæbte ham med.”

I dag for nøjagtig et år siden blev Mosul efter tre års religiøst styre og krig officielt erklæret befriet fra Islamisk Stat. Men for blot halvandet år siden var det lig med den visse død at sige IS midt imod.

I det lys var dommen over Sarmad Imad Behnam på 62 piskeslag og en uges fængsel en mild straf. Hvorfor kan hverken han eller Kristeligt Dagblad få svar på. Måske var det Sarmads forhenværende relation til Jesus, der reddede hans liv. For dommen blev afsagt i selvsamme kirke, hvor Sarmad var en fast og flittig kirkegænger i sin barndom og teenageårene.

Satte I aldrig spørgsmålstegn ved at være konverteret, da IS kom?

”Muslimer er ikke det, Daesh (arabisk forkortelse for IS, red.) står for. Vi ved, hvordan de slagtede folk og alt, hvad de har gjort,” siger Sarmad Imad Behnam, der dog overraskende nikker til, at livet havde set anderledes ud, hvis mor og søn var forblevet i den kristne tro.

”Selvfølgelig havde det det. Hvis jeg ikke var konverteret, havde jeg stadig haft min familie, mine forældre og mine søskende,” afbryder Abeer Matti sin søn med vemod i stemmen.

Selv da hun mistede sin elskede Ahmad til sygdom i 2014, netop som IS bankede på Mosuls porte, og da deres hus senere blev ødelagt af en mortergranat, og de stod uden tag over hovedet, forblev tavsheden intakt. En enkelt bror lod dem dog flytte ind i sit tidligere hus, men al kontakt foregik gennem søsteren i Bagdad. Familien nægter fortsat at tale med den ”deserterede” søster.

Som kompensation har hun til gengæld fået næstekærligheden at føle fra sine naboer. Sofaerne, vi sidder i, et enkelt tv og grej til køkkenet er alt sammen anskaffet af folk i kvarteret grundet familiens elendige økonomi.

Da Islamisk Stat en dag truede med at tage Sarmad med, hvis ikke de betalte husleje på omregnet 1200 kroner med det samme, løb hans mor rundt til naboerne, indtil beløbet var skaffet, og mændene fra det religiøse regime bogstavelig talt slap grebet om sønnens håndled.

Huset var nemlig tidligere blevet indtaget af IS som lægeklink. Det er også derfor, forsikrer Abeer Matti hektisk, at jihadisternes velkendte lovprisning om, at ”Allah er størst”, stadig toner frem som et arabisk brændemærke på muren i gården, der kan anes gennem den åbne hoveddør. Familien hævder, den ikke har penge til at male det over.

Vil du betegne dig selv som kristen muslim eller muslimsk kristen?

”Som kristen muslim,” siger Abeer Matti uden at tøve.

”Jeg elsker begge religioner. Jeg beder begge bønner hver dag, jeg læser Koranen og børnebibelen højt for mine børnebørn. Det eneste, jeg hader, er, at det irakiske samfund er så utilgiveligt ved kristne som mig, der konverterer til islam.”

Men at gøre det om igen eller vælge troen frem for kærligheden, det afviser hun stadig.

I dag bor Abeer Abdulsalam Matti, sønnen Sarmad og hans familie i en tidligere IS-lægeklinik, hvor det religiøse slogan ”Allahu akbar” (Allah er størst) stadig står brændemærket på muren i gården. – Foto: Thea Pedersen
Både mor og søn konverterede af egen fri vilje fra kristendommen til islam. For den 46-årige Abeer Abdulsalam Matti var kærligheden i sidste ende stærkere end hendes tro. Og selvom sønnen, Sarmad Imad Behman, har oplevet den religiøse fanatisme fra Islamisk Stat på egen krop, har han heller ikke fortrudt sit valg. Foto: Thea Pedersen