Da de to kvindelige professionelle kampsportudøvere Fallon Fox og Tammika Brents mødtes i en boksering i USA i 2014, var der ingen tvivl om, hvem der var den overlegne part. Allerede inden første runde var overstået, havde Fox givet Brents en hjernerystelse, et knoglebrud omkring øjenhulen og andre alvorlige hovedskader.
For mange kampsportsfans var det blot et opgør mellem to atleter, der selv havde valgt en fysisk brutal sportsgren. For andre var det et rystende eksempel på, hvad der kan ske, når mænd bliver til kvinder og kræver ligebehandling også i sport. Fallon Fox havde otte år forinden skiftet køn fra mand til kvinde, og Tammika Brents beskrev efter nederlaget sin oplevelse således:
”Jeg har kæmpet mod mange kvinder og har aldrig følt den styrke i en kamp, som jeg gjorde den dag. Jeg kan ikke svare på, hvorvidt det er, fordi hun er født som mand eller ej, for jeg er ikke læge. Jeg kan kun sige, at jeg aldrig nogensinde i mit liv har følt mig så overmandet, og jeg er selv en unormalt stærk kvinde,” skrev hun på Twitter.
Eksemplet er dramatisk, men ikke enestående. I 2017 satte Laurel Hubbard fire rekorder i vægtløftning for kvinder i New Zealand, efter at hun i årevis havde deltaget i samme sportsgrens stævner som en mand. Et tidligere medlem af det australske herrelandshold i håndbold, Hannah Mouncey, spiller efter et kønsskifte i 2015 nu på kvindelandsholdet. Beachvolleyballspilleren Gabrielle Abreau blev i 2017 den første transkønnede spiller i den brasilianske topliga, fem år efter at hun ophørte med at spille på eliteplan som mand. Hun har nu gode chancer for at komme på kvindelandsholdet op til De Olympiske Lege næste år. I juni sidste år dominerede to transkønnede teenagere de lokale mesterskaber i pigeatletik i Connecticut, der ligesom mange andre amerikanske delstater tillader skoleelever at deltage i sport som det køn, de selv vælger at identificere sig med.
De vestlige samfunds voksende accept af transkønnede personer har åbnet for en Pandoras æske af dilemmaer i sportens verden, hvor især kvindeidræt påvirkes af det identitetsmæssige skred. For mens nogle mener, at trans-kønnede ligesom alle andre mennesker har en grundlæggende menneskeret til at deltage i sport, så siger andre, at transkvinder i kraft af deres fysik har uretfærdige fordele, og at deres deltagelse i sport truer kvinders rettigheder og kan underminere kvindeidrætten.
Den konservative meningsdanner Rich Lowry, der er redaktør for det amerikanske magasin The National Review, advarer i en klumme, at transkønnede atleters krav på lige rettigheder er begyndelsen på en etisk glidebane, som vil ændre kvindesporten for altid.
”Hvis den moderne konsensus har noget at skulle have sagt om denne sag, så bliver dette den universelle trend. Det forventes, at alle skal ignorere galskaben i det. I sport støder kønsidentitetens påståede subjektivitet sammen med kønnets bio- logiske uafvendelighed,” skriver han.
Tidligere i år skrev tennis-ikonet Martina Navratilova, der i 1981 blev en af verdens første åbent homoseksuelle sportsstjerner, et opinionsindlæg i den britiske avis The Sunday Times, hvori hun argumenterer for, at transkønnede atleter ikke bør få lov at deltage i kvindesportskonkurrencer.
”Det er vanvittigt, og det er snyd. Jeg vil gladeligt tiltale en transkønnet kvinde på hvilken som helst måde, hun foretrækker, men jeg ville ikke gladeligt konkurrere imod hende. Det ville ikke være fair,” skriver hun.
Indlægget fik mange debattører til at stemple Martina Navratilova som ”transfobisk”, og den New York-baserede interessegruppe Athlete Ally (atleters allierede), der støtter inklusion af seksuelle mindretal i sport, fyrede hende fra sin bestyrelse.
”Transkønnede kvindelige atleter forsøger ikke at overtage kvindesporten. De er kvinder og ønsker blot at deltage i den sportsgren, som de elsker, præcis ligesom enhver anden atlet ville,” siger Athlete Ally i en udtalelse.
Det samme mener en af USA’s mest kendte transkønnede atleter, triatleten og aktivisten Chris Mosier, der i 2010 skiftede køn fra kvinde til mand, og som fem år senere brød nye barrierer for transatleter i USA, da han fik plads på herrelandsholdet i duatlon.
”Den største misforståelse i forbindelse med debatten om transkønnede atleter er, at vores identiteter er ’falske’, eller at vi forsøger at vinde en konkurrencemæssig fordel. Det er meget langt fra virkeligheden. Det, som transkønnede mennesker står over for i forhold til diskrimination og stigmatisering, ville aldrig nogensinde opveje nogen sportsmæssig hæder og ære. Vi er nødt til at komme ud over forestillingen om, at vores identiteter – særligt transkvinders identiteter – ikke er ægte. Transkvinder er kvinder, og de hører til i kvindesport. Jeg er en transmand, og jeg bør konkurrere imod mænd,” siger Chris Mosier.
Han mener, at det er dybt forenklet at betragte mandlige kropstyper som værende kvindelige kropstyper overlegne.
”Folk går automatisk ud fra, at enhver, der er født som dreng, vil være større, hurtigere, stærkere og mere kompetent end enhver, der er født som pige. Disse forældede sexistiske antagelser er roden til vor tids transfobi. De skader transmænd som mig selv, men de skader trans-kvinder endnu mere. Folk formoder, at hver eneste transkvinde vil dominere i kvindesport, fordi hun var født som dreng, men i virkelighedens verden oplever vi, at de fleste transkvinder er på niveau med deres ciskønnede modparter (som identificerer sig med det køn, de er født med, red.). Vi må huske på, at der findes en bred vifte af kropstyper, størrelser og evner inden for hvert køn,” siger Chris Mosier.
Der har aldrig været ensartede spilleregler i sport, påpeger også Susan Cahn, der er professor i historie ved University of Buffalo og forfatter til bogen ”Coming on Strong: Gender and Sexuality in Twentieth-Century Women’s Sports” om køn og seksualitet i sport.
”Atleter af det samme køn kan være meget forskelligt genetisk disponeret. Jeg er ikke overbevist om, at de fysiologiske forskelle på transkvinder og ciskønnede kvindelige atleter er større end mellem kvinder generelt. Vi tillader uden problemer meget høje kvinder at spille imod lave kvinder i sportsgrene som basketball og volleyball, hvor højde er udslagsgivende, så det giver ikke mening at udskille transkvinder i denne henseende,” siger hun.
Disse argumenter bakkes delvist op af forskning fra hospitalsfysiker Joanna Harper, der selv er transkønnet kvinde og eliteløber. Hendes undersøgelser viser, at mandlige løbere, der undergår et hormonelt kønsskifte, bliver betydeligt langsommere og mindre udholdende takket være reduktionen af testosteron i deres kroppe og tilførslen af østrogen.
”Kønsidentiteten er ligegyldig. Det er testosteronniveauet, som betyder noget. Trans-piger bør have ret til at konkurrere i sport. Men ciskønnede piger bør også have retten til at konkurrere og få succes. Hvordan balancerer du det? Det er spørgsmålet,” siger hun til avisen The Washington Post.
En anden transkønnet atlet, den 188 centimeter høje og 100 kilo tunge australske kvindehåndboldspiller Hannah Mouncey, havde en anden pointe, da hun i 2017 fik nej til at deltage som kvinde i den nationale liga for Australian Rules-fodbold, som er en slags blanding af rugby og fodbold.
”Tænk over det budskab, som det sender til kvinder og mænd om deres kroppe: Hvis du er for stor, kan du ikke være med. Det er utroligt farligt og tilbageskuende,” skriver hun i et indlæg i den britiske avis The Guardian.
Sportsorganisationerne verden over er ved at tilpasse sig den nye virkelighed. Den Internationale Olympiske Komité, IOC, har siden 2003 tilladt transkønnede personer at deltage i De Olympiske Lege som det køn, de identificerer sig med, men krævede indtil 2016 en forudgående kønsskifteoperation. IOC’s nye retningslinjer, der blandt andet er ansporet af Chris Mosiers aktivisme, fjerner kravet om en kønskorrigerende operation, men påkræver, at transkønnede kvinder dokumenterer, at deres testosteronniveau har været under et fastlagt niveau i 12 måneder før deres første deltagelse i internationale konkurrencer.
En lang række amerikanske og internationale sportsforbund har allerede eller er ved at udforme politikker, der mere eller mindre afspejler anbefalingerne fra IOC.