Det statslige russiske opinionsmålingsbureau, VTsIOM offentliggjorde i begyndelsen af sidste uge, at tilliden til landets præsident, Vladimir Putin, var faldet til 31,7 procent af befolkningen - det laveste niveau siden 2006. Den højeste andel var i 2014 efter annekteringen af Krim, hvor 71 procent af russerne havde tillid til Putin.
Ved ugens udgang viste en ny undersøgelse da også, at andelen af russere med tillid til Putin nu var på 72,3 procent. Det var en fremgang på mere end 40 procentpoint og flere end efter annekteringen af Krim. VTsIOM havde ændret spørgeteknik – efter indgriben fra Kreml.
VTsIOM har ellers brugt samme metode i årtier, så hvorfor blande sig nu, når man ikke gjorde det i 2006? Den russiske ledelse i Kreml har ikke selv givet svar på det spørgsmål, men alt tyder på, at der er opstået en ny geopolitisk nervøsitet i Kreml og et behov for at finjustere regimets motor, sådan som man har gjort det så mange gange før de sidste 20 år.
I 2006 gik det rigtig, rigtig godt. Oliemilliarderne strømmede ind i Rusland og blev ikke blot fordelt blandt Putins inderkreds, men også i befolkningen generelt. Russerne oplevede den største velstandsfremgang i 100 år. For Kreml var tilliden til Putin fra befolkningen ikke afgørende – for han gav dem velstand, og geopolitisk havde Rusland ingen betydende fjender. For en Godfather-figur, er tillid ikke væsentligst, det er respekt – og det havde Putin i 2006 på både ude- som hjemmebane.
Den sidste store justering af regimets motor kom med Ukrainekrisen i 2014. Det var ikke en velkommen krise, men den skabte en ”belejringsånd”, der fik russerne til at stå sammen om Rusland og Putin, og i de øverste magtcirkler har man siden troet på, at et vist niveau af konflikt med Vesten er godt for styrets indre sammenhængskraft, trods økonomiske omkostninger.
Det nye er to udviklinger, der tester styrets sammenhængskraft i to forskellige retninger. Den ene er, at ”Krim”-effekten i befolkningen er udvandet. Ruslands udenrigspolitiske engagementer belønnes ikke længere af befolkningen. Det andet er, at geopolitik ikke desto mindre bliver stadig vigtigere for Rusland. Landet er i en intens og ulige geopolitisk konkurrence med Kina og USA om omformningen af verdensordenen, efter at USA har opgivet sit globale lederskab. Her er Rusland en klar ”underdog” med den klart mindste økonomi af de tre, og på grund af konflikten med Vesten er man kastet i armene på Kina, hvilket ikke er holdbart på langt sigt.
Det kræver, at den russiske ledelse kan stå stærkt på andre parametre, og i et russisk perspektiv handler det om at være den Godfather – mellem præsident Donald Trump i USA og generalsekretær Xi Jinping i Kina – der har mest styr på sit eget hus. Godfatherens omdømme blandt sine egne skal være i top, når man møder Trump og Xi – og sådan blev det. I anden ombæring af sidste uges meningsmåling.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.