Prøv avisen

Når solen tørrer fremtidsmulighederne ud

Under tørken i Zimbabwe har Obvius Muleyg på ni år i lang tid ikke fået nok at spise. I selvsamme periode er han gået fra at ligge fagligt i den øverste halvdel af sin klasse til at ligge i den nederste halvdel. På Bunsiwa Primary School i Binga, hvor Obvius går i skole, klarer mange af børnene sig væsentligt dårligere i undervisningen på grund af sult. – Foto: Karitte Lind Bejer

Det er ikke kun hirsen og durraen, som tørken rammer i Zimbabwe. Børnenes udvikling og fremtid bliver også negativt påvirket

I et af klasseværelserne på grundskolen Bunsiwa Primary School i det nordvestlige Zimbabwe er en plakat med skoleklassens motto hængt op på den grå betonvæg.

På kartonet står der omhyggeligt prentet med store bogstaver:

”Hårdt arbejde fører til velstand, og dovenskab fører til fattigdom”.

Helt så enkel er virkeligheden i Binga-distriktet, hvor skolen ligger, dog ikke skruet sammen.

På Bunsiwa-skolen er fraværet højt blandt eleverne, og mange af de fremmødte børn er trætte, ukoncentrerede og passive, fortæller lærerne. Men det er ikke på grund af dovenskab, at børnene ikke kan lægge kræfterne i undervisningen – det er, fordi de ikke får nok at spise, og kræfterne ikke er der.

Kronisk fejl- og underernæring har vokset sig til et massivt problem på skolen i løbet af de seneste tre års tørke i området, fortæller en af skolens lærere, 34-årige Muleya Dube.

”Ud af de 29 elever i min klasse har over halvdelen problemer med sult,” anslår han.

I undervisningen kan Muleya Dube efterhånden lynhurtigt bedømme, hvem der har fået noget at spise, og hvem der ikke har.

”Elever, der ikke har fået mad, er ukoncentrerede og deltager ikke i undervisningen. Nogle falder i søvn. Når jeg spørger, hvad der er i vejen, er det mest almindelige svar, at de er sultne,” siger han.

Børnenes sult hænger ikke blot som en sky over deres nutid, men også over deres fremtid. Undersøgelser har vist, at langvarig sult hæmmer børns vækst, forsinker hjernens udvikling og kan betyde, at børnene også senere i livet klarer sig dårligere.

I Binga letter det heller ikke fremtidsudsigterne, at mange af de underernærede børn skal gå op til syv kilometer for at komme i skole. Ikke alle magter det, så de bliver hjemme, og andre børn bliver taget ud af skolen af forældrene og sat til at arbejde for at bidrage til den kriseramte familie og sakker derfor bagud i undervisningen.

Regnmanglen har gjort det umuligt for familierne at høste livsnødvendige afgrøder og drevet priserne på den knappe mad i vejret. Det har indlejret familierne i en ond cirkel, hvor de sælger ud af deres sparsomme opsparing i form af kvæg og geder for at købe stadig dyrere basale madvarer i form af den majs, olie, te, grøntsager, salt og sukker, der for mange fattige familier udgør hjørnestenene i ernæringen.

Obvius Muleyg er elev på Bunsiwa-skolen og ni år, men så lille, at han ligner et barn på seks år.

Hans forældre er blevet skilt, fortæller han, og har hver især giftet sig igen og bor nu ”flere hundrede kilometer væk”. I stedet er det nu Obvius’ 25-årige storesøster, Rosemary, og bedstemoderen, som har ansvaret for Obvius og hans tre søskende.

De seneste år er Obvius’ kost blevet mere ensidig end ellers.

”Nogle dage får jeg grød af baobabkerner om morgenen og sadza (stivkogt majsgrød, red.) og grøntsager om aftenen,” siger han.

I skolen spiser han ikke, og under tørken er dagene med to måltider i det hele taget blevet sjældne, fordi Rosemary som hushjælp har svært ved at tjene penge nok til at forsørge familien, og bedstemoderen har heller ikke kunnet høste durra og hirse nok til hele familien.

Obvius’ arme og ben er stilkede, blikket sløvt, og under skjorten i hans skoleuniform stikker skulderbladene ud fra kroppen som aparte små vinger.

Før lå han i den bedste halvdel af sin klasse – som nummer 12, fortæller han. Men i den seneste karakterbog er han røget ned i den dårligste halvdel – som nummer 18. Adspurgt hvorfor svarer Obvius bare:

”Det ved jeg ikke.”

Andre elever på skolen ved ikke længere, hvad nummer de ligger i klassen, for hvis en elevs skolepenge ikke er betalt, tilbageholder skolen karaktererne, indtil gælden er afviklet. Det kan have store konsekvenser for børnenes fremtid, fordi de i værste fald kan ende med at forlade skolen uden deres karakterer.

Obvius er imidlertid kommet i tanke om, at han faktisk engang imellem får mad med i skole hjemmefra:

”Så får jeg en lille pose chips med,” siger han.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Zimbabwe af Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke.

Kronisk fejl- og underernæring har vokset sig til et massivt problem på skolerne i de tørkeramte områder i Zimbabwe. På billedet ses børn foran Chako Primary School i Binga. Foto: Karitte Lind Bejer