Prøv avisen
Nyhedsanalyse

G20-status: Når selv støtte til frihandel kan tolkes som succes

Efter et langvarigt tovtrækkeri lykkedes det lederne af verdens 19 største industri- og vækstlande samt EU at blive enige om en 17 sider lang sluterklæring, som alle parter kan leve med, og som sagtens kunne være faldet helt til jorden. Foto: Michael Kappeler/AP

G20-topmødet blev præget af voldelig ballade udenfor og diplomatisk tovtrækkeri indenfor. Men i det mindste lykkedes det at lande en sluterklæring

Forud for G20-topmødet i Hamborg havde topmødeværten, Angela Merkel, gjort meget ud af ikke at sætte barren for højt. Den globale verdensorden er i forandring, så det er en værdi i sig selv, at topmødet overhovedet finder sted, var den tyske forbundskanslers budskab før fredagens og lørdagens topmøde i hendes nordtyske fødeby. Hun så det som sin opgave at skabe kompromismuligheder og dialog, uden at uenighederne ville blive fejet ind under gulvtæppet.

Bedømt udelukkende på denne målsætning kan Angela Merkel være tilfreds. For efter et langvarigt tovtrækkeri lykkedes det lederne for verdens 19 største industri- og vækstlande samt EU at enes om en 17 sider lang sluterklæring, som alle parter kan leve med, og som sagtens kunne være faldet helt til jorden. I stedet er man nu – på papiret – enig om, at ”vi kan opnå mere sammen, end hvis vi handler alene.”

Selv USA’s præsident, Donald Trump, var, trods sit mantra om at sætte Amerika og amerikanske jobs først, med om bord. Samtlige G20-lande bekendte sig til frihandel, lovede at holde markeder åbne og bekæmpe protektionisme. Det er egentlig en selvfølge i G20-kredsen og faktisk mindre ambitiøst end tidligere, men kan også udlægges som en succes.

For Trump har langet ud mod eksportnationer som Tyskland og Kina og opsagt den store frihandelsaftale TTP med andre stillehavslande, og der herskede bekymring om en handelskrig på stålområdet. Men erklæringen indeholder også en kattelem, som præsidenten kan sælge over for sine vælgere. Nemlig kritik af såkaldt unfair handelstiltag, som G20 nu efter amerikansk pres har sagt god for, at man må beskytte sine egne markeder imod.

Den amerikanske præsident var i Hamborg overraskende medgørlig og syntes, at topmødet havde været utrolig godt arrangeret. Han kan da også være tilfreds med, at hans første direkte – og over to timer lange – samtale med den russiske præsident, Vladimir Putin, er mundet ud i en våbenhvile i det sydlige Syrien, som trådte i kraft i går.

På klimaområdet, som der på forhånd var endnu større spænding om efter Trumps farvel til Paris-aftalen, nyttede de mange møder ansigt til ansigt til gengæld ikke noget. Her enedes man om at være uenige ved at erklære, at alle bortset fra USA støtter klimaaftalen og vil arbejde for at implementere den hurtigt.

At den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, efterfølgende såede tvivl om sammenholdet af de 19 andre mod USA ved at antyde, at Tyrkiet nok heller ikke ratificerer Paris-aftalen, blev i går nedtonet af tyske regeringskilder. Tyrkiet nægter at blive opfattet som industriland, der skal betale penge til en global klimafond fremfor som udviklingsland at blive belønnet for at reducere sit CO2-udslip, men det er velkendt, og det skal der nok blive fundet en løsning på, forlød det fra Berlin.

Merkel-regeringen har gode grunde til at prøve at sælge topmødet som en succes. For det er næppe hendes håndtryk med Trump, der vil blive husket, men billederne af voldelige demonstranters raseren af kvarteret ved siden af G20-topmødets messecenter.

Natten til lørdag måtte kampklædte betjente rykke ind i det alternative Schanze-kvarter bevæbnet med maskinpistoler, da de autonomes hærgen var ved at udvikle sig til borgerkrigslignende tilstande med voldelige angreb, plyndrede butikker og brændende biler. Siden de første demonstrationer den 22. juni er 186 personer anholdt, og 225 er fængslet.

Der er kun 11 uger til forbundsdagsvalget, og tyskerne stoler ifølge rundspørger på Merkels ledelsesevner på den internationale scene. Derfor var G20-topmødet noget nær det perfekte afsæt for hende i valgkampen.

Nu kan det give bagslag, at hun var så naiv at placere et topmøde, som er en rød klud for globaliseringsmodstandere, midt i højborgen for Tysklands yderste venstrefløj. Hamborg er kendt for sin venstreautonome scene, men alligevel var de 20.000 udkommanderede betjente overbebyrdede, og 476 af dem blev såret. Selvom Schanze-beboerne er blevet lovet statsstøtte til genopbygningen af deres kvarter, må det i dag virke som en hån på dem, at den socialdemokratiske overborgmester, Olaf Scholz, forud for topmødet sammenlignede arrangementet med storbyens årlige havnefødselsdag.

Selvom optøjerne er blevet fordømt på det skarpeste af Merkel og hele det politiske spektrum, risikerer de nu at forfølge hende frem til valget den 24. september. Det højrenationale Alternativ for Tysklands spidskandidat, Alice Weidel, langer således hårdt ud efter ”ekstremismekansleren”, der ikke engang er i stand til at sørge for orden og sikkerhed i sit eget land.

Den tyske valgkamp har pludselig fået et tema. Også selvom Donald Trump roste kansleren for at have gjort et fremragende job som topmødevært.