I mandags tog statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, og hans store redegørelse om dansk udenrigspolitik og strategien frem mod 2030 en pæn portion af nyhedsstrømmens overskrifter.
For mange udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktører er den et væsentligt pejlemærke. Og ikke mindst i Moskva er der mindst tre grunde til, at redegørelsen læses og analyseres i detaljen og gennemgås efter en velkendt tjekliste:
Nato.
Her hæfter man sig ved, at redegørelsen anbefaler øgede midler til oprustning. Og at Danmark fortsat skal bidrage til forsvarsalliancens missilskjold, der er en torn i øjet på russerne – uanset hvor meget vi betoner, at det ikke er vendt mod Rusland. Men man hæfter sig lige så meget ved, at anbefalingen om flere penge til forsvaret ikke finder markant støtte hos et flertal af Folketingets partier.
Det læses som en svækkelse af den danske regering og dens statsminister. Det er næppe den hjemlige tolkning, men i Rusland ser man sammenhængen således, at hvis landets leder udbeder sig en redegørelse fra en personligt udpeget rådgiver, så må denne rådgiver også repræsentere statsministerens synspunkter. Og efter den logik har statsministerens tanker lidt et nederlag.
Sanktioner.
Danmark er et af de lande, der er med til at sikre EU-landenes sammenhold. Rusland ved, hvor stor en opgave, det er at fastholde europæisk enhed mod Rusland, fordi enkeltlande ser en individuel gevinst ved at ophæve sanktionskursen.
Her rummer redegørelsen ingen gode nyheder for Moskva, og det var heller ikke ventet. Danmark er et hardliner-land i den nye Øst-Vest-konflikt. Og Taksøe formulerer da også, at kampen om Ukraine – og andre postsovjetiske lande – er en strid om den rette samfundsmodel: En europæisk model, der er lovfunderet, og en postsovjetisk, der fremmer autoritære regimer.
Arktis.
Én af de største territoriale dagsordener for Rusland de kommende år er Arktis. Og her er Danmark – i kraft af Grønland – ikke en småstat, men en stormagt. Det anerkendes i Moskva. I Arktis er Danmark én af de store ved forhandlingsbordet. Vi har præsenteret krav, der i høj grad er i konflikt med Ruslands.
Her hæfter man sig i Moskva ved, at Taksøe er klar over, at Rusland af proceduremæssige grunde har en fordel i den videre proces. Og at den russiske oprustning i området kan give sikkerhedspolitiske udfordringer. For læseren i Moskva er udfordringen, at man ikke ved, hvad de danske politikere tænker herom, og hvad man vil forpligte sig på.
Efter endt læsning er konstateringen, at der med russiske øjne ikke er meget nyt fra København. Og dog. Taksøe introducerer som princip en ”interessebaseret udenrigspolitik”. Det vækker genklang i Kreml. For er der noget, russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er og altid har været – bag al teatertordenen – er det interessebaseret.
Det er i russisk optik ren, sund fornuft. Så ved vi, hvad vi taler om, når vi taler sammen. Det er trods alt ikke det ringeste, når vi skal håndtere den nye Øst-Vest-konflikt i årene fremover, for den bliver langvarig.