Når vold er hverdag i skolen: For afrikanske Joy endte det fatalt

Vold mod børn er et massivt problem i Afrika, hvor mange børn bliver udsat for fysisk afstraffelse i skolerne. I Kenya kostede det en 10-årig pige livet

10-årige Joy Waguthi blev banket til døde af sin lærer og klassekammerater som straf for ikke at kunne læse højt på engelsk i klassen. Billedet er fra hendes begravelse den 9. februar i Solio Village i Kenya.
10-årige Joy Waguthi blev banket til døde af sin lærer og klassekammerater som straf for ikke at kunne læse højt på engelsk i klassen. Billedet er fra hendes begravelse den 9. februar i Solio Village i Kenya. . Foto: Nicholas N. Komu.

Kære læser, glem venligst, at nærværende artikel handler om Afrika.

Forestil Dem i stedet en spinkel 10-årig dansk pige, der går i 4. klasse i en folkeskole. Lad os for nemhedens skyld kalde hende Signe. Fordi Signes mor døde, dengang pigen var to måneder, bor hun nu hos sin 86-årige bedstemor. Hvad der er blevet af hendes far, ved vi ikke.

I skolen beder læreren Signe om at læse højt i klassen på engelsk. Men pigen bliver ved med at snuble i ordene og lave fejl. Måske kan hun ikke engelsk nok til at magte teksten, måske er hun genert, ordblind eller bange for læreren. I hvert fald kan Signe ikke læse op flydende.

Som straf hiver læreren Signe ud af klasselokalet, hvor han ifølge pigens eget udsagn slår hende gentagne gange. Derefter tager han hende med ind i klassen igen og opfordrer to af drengene til ”at lære Signe engelsk” og slå hende, hvis hun ikke kan. Drengene adlyder læreren og sparker Signe igen og igen i ryggen og maven, når hun laver fejl. Til sidst bliver Signe dårlig, og hendes bedstemor bliver tilkaldt for at hente pigen. Ingen vil fortælle, hvad der er sket. På det tidspunkt kan pigen hverken tale eller stå på benene og har problemer med at trække vejret.

Hjemme får Signe det stadig dårligere og klager over smerter i maven og ryggen. Bedstemoderen giver barnebarnet smertestillende piller. Men næste dag har Signe stadig smerter. Bedstemoderen beslutter at tage hende på det nærmeste hospital 30 kilometer væk, men lægerne på hospitalet strejker, og bedstemoderen får blot udleveret flere smertestillende piller med besked om at komme tilbage med Signe en uge efter.

Næste dag bløder Signe fra næse og mund, hendes mave er svulmet op, og hun hverken taler eller spiser længere. Kort efter at hendes bedstemor få timer senere har bragt hende til et andet hospital, dør pigen sidst i januar i år.

Den ulykkelige hændelse har fundet sted. På præcis samme måde og af de samme årsager, der er beskrevet ovenfor.

Blot med den forskel, at skolepigen ikke hed Signe og ikke døde i Danmark. Hun hed Joy Waguthi og levede i Kenya, hvor hun gik på Mukandamia Primary School i byen Solio et par timers kørsel nord for det østafrikanske lands hovedstad, Nairobi. Hele forløbet om hendes tragiske død er baseret på en artikelserie i den kenyanske avis The Daily Nation, der har interviewet Joy Waguthis bedstemor, naboer og forældre til elever på Mukandamia-skolen.

Og Joy Waguthis tilfælde er ikke enestående.

14-årige David Ndung’u døde i oktober sidste år ifølge den kenyanske avis The Standard efter at have fået tæsk af sin lærer på en skole i Subukia nordvest for Nairobi, fordi drengen ikke havde opnået den mindstekarakter, læreren havde angivet, at alle klassens elever skulle opnå.

I maj samme år døde 11-årige Loice Wanjiru fra byen Kiserian i det sydlige Kenya, efter at en lærer ifølge lokale medier havde pisket pigen med et spanskrør og skubbet hende ind i en mur, fordi hun ikke havde de tre kroner, dagens ekstraundervisning kostede.

På ni måneder er mindst tre børn i Kenya døde efter at være blevet udsat for fysisk vold i skolen, til trods for at det store østafrikanske land i 2001 forbød korporlig afstraffelse i skolerne.

Senest har en ny rapport fra landets undervisningsministerium dokumenteret, at mindst 10 skolelever på en af Kenyas fagligt mest respekterede skoler, Alliance High School i Kikuyu, er blevet straffet med stokke, piske, bælter og el-ledninger med ”massive blødninger” og brækkede arme og ben til følge hos flere af eleverne.

Og Kenya er ikke alene om at have et massivt problem. Børn bliver udsat for fysiske afstraffelser og vold i de fleste afrikanske lande.

I Zambia, Uganda og Marokko er volden så almindelig i hjemmene, at mere end hvert andet barn har oplevet at blive fysisk afstraffet af mindst et familiemedlem. Det samme gælder for hvert andet barn i Mali og Etiopien, fastslår den seneste store rapport om vold mod børn, der blev offentliggjort i 2014 af den uafhængige institution African Child Policy Forum, der har spurgt 5380 børn i de nævnte fem afrikanske lande.

I rapporten angiver hvert sjette afrikanske barn, at den seneste afstraffelse efterlod sår eller ar, og hver fjerde fortæller, at smerterne efter afstraffelsen efterfølgende forhindrede dem i at gå i skole eller at lege. Men volden optræder hyppigst i skolerne, konstaterer rapporten:

”Omkring 92 procent af de interviewede elever i Togo, 86 procent af eleverne i Sierra Leone, 73 procent af eleverne i Egypten, 71 procent af eleverne i Ghana, 60 procent af eleverne i Kenya og 55 procent af eleverne i Senegal har været udsat for fysisk vold fra lærere eller klassekammerater,” fastslår den.

Der er et godt stykke fra de kenyanske og togolesiske børns virkelighed til den officielle lovgivning i deres hjemlande, for såvel Kenya som Togo har for længst forbudt alle former for vold mod børn.

På papiret har 26 ud af Afrikas 55 lande forbudt fysisk afstraffelse i skolerne, mens blot syv afrikanske lande har forbudt fysisk afstraffelse af børn i hjemmet, viser tal fra det globale initiativ End All Corporal Punishment of Children (Stop al fysisk afstraffelse af børn), som blev lanceret i 2001.

En spørgeundersøgelse fra Tanzania viser, at der ikke bare er tale om enkelte tjat, når børnene bliver slået. 8 ud af 10 tanzaniske drenge, der angav at være blevet slået eller sparket, berettede også, at volden havde fundet sted i over fem tilfælde. Og i Gambia fortæller hver tredje lærer, at han eller hun slår sine elever ”meget ofte”.

Den fysiske vold har alvorlige konsekvenser for børnene, vurderer leder af institut for psykologi og ph.d. ved det sydafrikanske Cape Town Universitet, Catherine Ward, der i en årrække har forsket i vold mod børn.

”Der findes solid international dokumentation for – også fra flere afrikanske lande – at fysisk afstraffelse af børn fører til angst, depression og aggressiv adfærd hos børnene. Samtidig lærer det ikke børnene, hvad de skal gøre i stedet for det, de har gjort forkert. Fysisk afstraffelse af børn er en skadelig praksis, som er dårlig til at lære børn god opførsel, og det er forbundet med forværret opførsel hos børnene og er potentielt farlig for dem,” siger hun.

Når Catherine Ward kalder fysisk afstraffelse for potentielt farlig, er det netop, fordi voksne risikerer at føre afstraffelserne ud i det ekstreme som i tilfældet med Joy Waguthi:

”I Joys lærers tilfælde kan det for eksempel have handlet om et anfald af blindt raseri, alkohol kan have været indblandet, eller læreren kan være psykopat,” siger hun.

Når lærerne stadig slår eleverne i lande, hvor det er forbudt og har været det i årevis, handler det også om manglen på alternativer, mener Catherine Ward.

”Lærerne har ikke lært nogen ikke-voldelige måder at styre klasserne på og forfalder til fysisk afstraffelse. Samtidig er vold generelt udbredt i mange afrikanske lande, hvilket betyder, at det kan opfattes som en normal måde at løse problemerne på,” siger hun.

Men volden er også knyttet til en ikke-vestlig opfattelse af børn som værende mindre værd og mindre ”menneskelige” end voksne. Det bunder i et menneskesyn, hvor der ikke lægges vægt på det enkelte menneskes livskvalitet og integritet, vurderer professor og barndomsforsker ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet Hanne Warming.

”Og der hersker en opfattelse af, at det er vigtigere, hvad børn bliver til, end hvordan de oplever det her og nu, og der er en fejlslutning, at afstraffelse kan være en vej til at nå det gode resultat,” siger hun.

I Kenya har blot ét af landets tre landsdækkende dagblade beskæftiget sig med Joy Wanguthis død. Læreren blev tilbageholdt af politiet under efterforskningen, men hvorvidt han er blevet sigtet, melder de kenyanske medier ikke noget om. De fire artikler om pigens død har på nuværende tidspunkt affødt to debatindlæg.

Mange afrikanske børn oplever at blive udsat for vold både i hjemmet og i skolerne. Flere steder i Afrika påbyder traditionelle normer, at fysisk afstraffelse af børn er påkrævet i en god børneopdragelse.
Mange afrikanske børn oplever at blive udsat for vold både i hjemmet og i skolerne. Flere steder i Afrika påbyder traditionelle normer, at fysisk afstraffelse af børn er påkrævet i en god børneopdragelse. Foto: Tom Pilston/AP//Polfoto