At Israel er et opdelt samfund, er ingen nyhed. Politisk set spås parlamentsvalget i næste måned at ende lige så uafgjort som de tre forrige valg. Men det israelske samfunds opdeling er ikke kun mellem højre og venstre. Siden statens oprettelse har der eksisteret skel, nogle gange også fysiske, mellem Israels sekulære, ortodokse, nationalreligiøse og arabiske statsborgere. Kløfterne mellem de forskellige dele af befolkningen varer ved og bliver måske med tiden endnu dybere og hadfyldte.
En ny undersøgelse foretaget af Det Hebraiske Universitets aChord Center, som forsker i relationer mellem Israels forskellige befolkningsgrupper, har stillet en række spørgsmål til næsten 1100 voksne israelere mellem 16 og 18 år. De israelere, der vil være med til at præge valg i fremtiden. Resultatet peger på et reelt had og ekstrem intolerance mellem de forskellige befolkningsgrupper.
Undersøgelsen konkluderer, at næsten halvdelen, 49 procent, af de nationalreligiøse unge israelere er tilhængere af at fratage israelske arabiske statsborgere retten til at stemme ved valg.
Hele 60 procent af de adspurgte ortodokse jøder mener, at arabere har lavere evner og grundlæggende er uvenlige. Og næsten halvdelen af de nationalreligiøse jøder mener ikke, at religiøse og etniske mindretal bør have ligeret.
Det samme er tilfældet blandt de adspurgte arabere. Her mener halvdelen, at ortodokse jøder har lavere evner og er uvenlige. Blandt Israels unge sekulære jøder mener 37 procent det samme om deres ortodokse medborgere. Undersøgelsen blev foretaget mellem maj og juli 2020, og er derfor ikke blevet påvirket af de seneste måneders hadfyldte retorik, der har præget coronadebatten. Især er Israels ortodokse befolkning blevet udsat for massiv kritik af andre befolkningsgrupper for ikke at overholde coronarestriktionerne.
”Det er meget bekymrende tal,” siger Ron Gerlitz, grundlægger og direktør for organisationen aChord Center.
”Vi ser et højt niveau af fjendskab og stereotyper – og desværre også had. Et flertal af religiøse teenagere støtter tanken om at fratage arabere stemmeret,” siger han.
Ron Gerlitz er enig i, at splittelser i det israelske samfund ikke er noget nyt fænomen. Sådan har det været siden statens oprettelse i 1948, og undersøgelsen har ikke beskæftiget sig med, hvorfor disse splittelser er opstået.
Men han ved, hvad der får splittelserne til at vokse.
”Den politiske ledelse er ikke optaget af at bygge broer mellem grupperne. Tværtimod. Lad os sige det, som det er. De seneste års undervisningsministre har haft meget problematiske holdninger. Både Naftali Bennett og Rafi Peretz (forhenværende undervisningsministre, red.) har opildnet til had mod arabere. Så hvis de ansvarlige for undervisningsministeriet har den slags holdninger, siger det sig selv,” mener Ron Gerlitz.
Tidligere undervisningsminister Naftali Bennett har blandt andet sagt, at ”vi er omgivet af nogle af de skøreste mennesker i verden” om Israels arabiske naboer. Bennett, der står i spidsen for partiet Yemina (mod højre), forsøger op til valget den 23. marts at placere sig som et alternativ til Benjamin Netanyahu som premierminister.
I øjeblikket er Ron Gerlitz’ organisation aChord involveret i forsøg på at nedbryde de stereotypiske holdninger blandt elever på 20 israelske skoler. Dette sker i samarbejde med Israels undervisningsministerium.
Men det er ikke nogen let opgave. Et af problemerne i Israel er, at der eksisterer flere parallelle undervisningssystemer og dermed en markant, næsten naturlig, opdeling mellem de forskellige grupper. Ortodokse jøder går i egne skoler og bliver undervist i eget materiale. Generelt går sekulære i såkaldte almindelige skoler, mens nationalreligiøse går i religiøse skoler. Den arabiske befolkning har også sine egne arabisksprogede skoler. Antallet af israelske skoler, der er oprettet til at undervise jødiske og arabiske elever sammen, kan tælles på en hånd.
Ron Gerlitz så gerne, at undervisningsministeriet prioriterede nedbrydning af stereotyper højere, og at de 20 skoler, som aChord er tilknyttet, blev til 2000.
For han ved, at det virker.
”I 1990’ernes Israel opprioriterede undervisningsministre dette emne, og resultaterne kunne ses næsten med det samme,” fortæller han.
”Skoleelevers syn på ’de andre’ blev mindre radikalt.”
I dag stiller undervisningsministeriet sit logo til rådighed, når aChord holder konferencer, men så er det næsten også sagt. Man er med på papiret, men i mindre omfang i praksis. Der mangler politisk vilje, og budgettet til at nedbryde stereotyper blandt israelske skoleelever er forsvindende lille.
Rawnak Natour Svendsen er danskboende palæstinenser og rådgiver for Sikkuy, en israelsk organisation, der fremmer civil lighed. Hun er enig med Ron Gerlitz i, at der ikke bliver gjort meget fra undervisningsministeriets side i Israel. Men hun mener, at selve problemet med had mellem de forskellige befolkningsgrupper stikker endnu dybere end manglende budgetter og politikeres udtalelser.
”Problemets rødder går længere tilbage og hænger sammen med den tilgang, man har om at adskille,” siger hun og hentyder til forholdet mellem grupperne.
Her vil de 20 procent arabere med israelsk statsborgerskab altid føle sig udenfor. Netop fordi der eksisterer en sekterisk opdeling i den jødiske stat.
”Teenagernes radikale holdninger er ikke overraskende. Hvis denne adskillelse skal brydes i undervisningssektoren, så er undervisningsministeriet nødt til at give plads til for eksempel det arabiske og palæstinensiske narrativ. Og det narrativ støder sammen med det jødisk-israelske narrativ. Derfor foretrækker systemet at holde tingene adskilt,” siger hun.
Hendes pointeer, at adskillelsen mellem de forskellige grupper fremmaner uvidenhed, intolerance, forudfattede meninger og manglende indsigt i hinandens historie. Både Israels jøder imellem, men især i forholdet mellem jøder og arabere. I israelske medier er araberne ifølge Rawnak Natour Svendsen ikke de almindelige og veluddannede arabere. De rammer ofte kun forsiden, når de er terrorister, og det skaber et vrangbillede.
”Så længe Israel ikke er villig til at indse nødvendigheden i at skabe et samfund, der er fælles for alle dets borgere, og hvor man taler om, hvad dette fællesskab egentlig er, vil det ikke være muligt at nedbryde stereotyperne,” siger Rawnak Natour Svendsen.
For Israels jødiske befolkning er den forenende fællesnævner Israels oprettelse og landets jødiske identitet. Også selvom de forskellige jødiske grupper har helt forskellige forestillinger om, hvad det betyder, og hvad det skal føre til. For Israels arabiske mindretal er Israel stadig en stat, der holder palæstinenserne – de israelske araberes slægtninge på Vestbredden – fast i en besættelse.
”Lad os sige det, som det er. Så længe mit land er i krig med mit folk, vil det være vanskeligt at reparere og definere forholdet mellem Israels arabere og den jødiske befolkning,” siger Rawnak Natour Svendsen.