Prøv avisen
Politisk udvikling

Nationalismen er ved at overtage den konservative verden

USA’s præsident, Donald Trump, har med sin America First-tilgang været med til at give konservatismen et nyt globalt og langt mere nationalistisk ansigt. Her ses han sammen med hustruen, Melania, under fejringen af USA’s nationaldag sidste torsdag i Washington. – Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke blot briterne, der diskuterer, hvad det vil sige at være konservativ, og hvilke værdier deres nye premierminister skal stå for. Konservatismen er under varig forandring i en række vestlige lande

Der er udsolgt på alle rækker til den konference om national konservatisme, som begynder på søndag i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. Konferencen, der finder sted på luksushotellet Ritz-Carlton, er af flere konservative kommentatorer blevet kaldt den vigtigste intellektuelle sammenkomst og politiske konference denne sommer i USA, også vigtigere end henholdsvis Demokraternes og Republikanernes konventer. Fordi – som Ira Stoll, journalist og redaktør, skriver i en kommentar til den konservative nyhedsside Newsmax – ”denne konference kan få Trumps konservatisme til at vare ved”.

En konservatisme, der for dens tilhængere har den centrale pointe, at den bringer nationalismen tilbage som en afgørende bestanddel af den konservative tradition.

Ifølge det britiske magasin The Economists seneste nummer er sejren allerede halvt i hus. Desværre, efter The Economists mening. Magasinet er dybt bekymret over den udvikling, konservatismen undergår i disse år mod det, man kalder en ”reaktionær nationalisme”. Der er tale om en ”trussel” mod den konservative politiske idé, som den er blevet forstået de seneste 200 år i den engelsktalende del af verden, skriver bladet.

Politikere som den amerikanske præsident, Donald Trump, den britiske premierministerkandidat Boris Johnson, den ungarske premierminister, Viktor Orbán, Brasiliens nye præsident, Jair Bolsonaro eller den franske partileder Marine Le Pen fra National Samling underminerer den egentlige konservatisme og trækker den i gal retning med deres insisteren på at sætte deres egne nationale interesser over det meste andet.

Men det er snarere The Economist end de nævnte politikere og deres ligesindede, der har fået konservatismen galt i halsen, siger Christian Egander Skov, postdoc ved institut for sprog og litteratur ved Norges Teknisk-Natur- videnskabelige Universitet, hvor han forsker i konservatisme. Det er korrekt, at mange af de konservative partier, som de har udviklet sig i Vesten siden Anden Verdenskrig, er under pres fra mere højrenationale partier, men selve konservatismen som ideologi er ikke truet. Den er blot under forandring. Og det er ikke første gang.

”Konservatismen har altid positioneret sig i forhold til tidens udfordringer. Det er rigtigt, at konservatismens grundtræk er at forsvare en given samfunds- og verdensorden, men disse ordener er tidsbundne og skifter over tid. The Economist tager udgangspunkt i en bestemt forståelse af konservatismen som forsvarer af den liberale verdensorden, der er bygget op efter Anden Verdenskrig, men ser bort fra, at konservatismen er en historisk størrelse,” siger Christian Egander Skov.

Han peger på, at begreber som nationalstat, folk og kultur altid har været centrale i konservatismen, men i en lang periode har betydet mindre for de konservative partier, som snarere har været optaget af at sikre den liberaløkonomiske idé. I takt med at globaliseringens svagheder har vist sig med udflytning af arbejdspladser, indvandring af billig og fremmed arbejdskraft og større ulighed, er der dog begyndt at ske et skifte tilbage til et fokus på de nationale interesser.

”De populistiske bevægelser opfatter den liberale verdensorden som en udfordring, der skal reguleres meget tættere. Det er ikke i modstrid med konservatismen. Det er bare et udtryk for, at konservatismen endnu en gang står i et historisk vadested,” siger Christian Egander Skov.

Den erklærede nationalkonservative debattør og lærer ved Rønshoved Højskole Søren Hviid Pedersen glæder sig over, at fædrelandet og de nationale værdier er begyndt at fylde mere i konservatismen igen. Efter hans mening er det netop politiske profiler som Donald Trump og Marine Le Pen, der skal redde konservatismen med deres fokus på nationalstaten og befolkningernes interesser.

”Trump og Le Pen er en del af den konservative familie, og uden dem vil den dø. De er udtryk for en revitalisering, der er helt afgørende. Som konservative er vi nødt til at tage bestik af det, der bekymrer folk, og konservatismen er i en forandringsproces til det bedre,” siger han og henviser til den engelsk-irske politiker og filosof Edmund Burke, der regnes for konservatismens grundlægger.

”Han sagde: Vi skal forandre for at bevare, og det er sådan, det er. Konservative har i alt for mange år været optaget af den liberale økonomi og har glemt at være folkepartier, der tog sig af deres egne befolkninger. Men vi kan ikke på en gang have globalisering, et folkeligt demokrati og national suverænitet, og det er det, der er gået op for folk.”

Per Stig Møller, tidligere mangeårigt medlem af Folketinget, minister og partileder for De Konservative, genkender den forskydning, der er sket i retning af mere nationalkonservative værdier, men han mener også, at meget af det er tom snak.

”Det lyder vældig flot at sige ’America first’, men i virkeligheden er det jo indlysende, at det er førsteprioriteten. Jeg er da aldrig gået til valg på at sige ’Sverige first’. Det er fint at være mere nationalt bevidst, men det er ikke fint, hvis det betyder, vi graver os ned i et musehul,” siger Per Stig Møller.

Han er ikke ubetinget enig i, at konservatismen er svækket, sådan som The Economist forstår det. Billedet er mere broget.

”På sin vis kan man sige – med den nu afdøde tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord – at konservatismen har ’sejret ad helvede til godt’, fordi den har formået at sprede sig og sætte sit præg på så mange partier og strømninger, også uden for de egentlige konservative partier. Jo, de konservative er i krise i Storbritannien, men til gengæld har Emmanuel Macron sejret i Frankrig med et tankegods, der i høj grad er hentet fra konservatismen. Og i Danmark er også både Venstre og De Konservative gået frem.”

Selve kernen i den konservative idé, konservatismen, bliver normalt udlagt som ønsket om at bevare (conservare) den eksisterende samfundsorden og dens institutioner. Det kan få et nostalgisk udtryk, som når præsident Donald Trump siger, at han vil gøre USA stort igen, eller Dansk Folkeparti går til valg på sloganet om ”Det Danmark du kender”, men handler først og fremmest om at sikre et givet hierarki, siger Rune Møller Stahl, postdoc ved Københavns Universitets institut for statskundskab, hvor han blandt andet forsker i økonomiske og politiske idéers historie.

”Den orden, man vil tilbage til, er altid en hierarkisk orden, hvor nogle grupper dominerer andre. I gamle dage var det adelen og kongehuset over for bønderne. I dag er det i høj grad den hvide, oprindelige befolkning over for fremmede. Det gælder om at undgå, at de, der er nederst i hierarkiet, ufortjent tiltager sig privilegier og magt på andres bekostning,” siger han.

Ifølge Rune Møller Stahl er det i en konservativ tænkning ikke ensbetydende med, at man foragter eller ønsker noget ondt for de mennesker, der er nederst i hierarkiet. Logikken er, at det er bedst for alle, at der en orden. Til gengæld har de privilegerede en forpligtelse til at tage sig af de svageste – ikke mindst for at sikre et fælles nationalt sammenhold.

”Forestillingen om, at Trump og de øvrige højre- nationale repræsenterer et stort brud med det konservative idékompleks holder ikke. The Economist har et glansbillede af konservatismen. I 1980’erne skiftede vægten fra socialkonservatismen til liberalkonservatismen, og nu skifter den videre til nationalkonservatismen,” siger han og henviser til, at de enkelte skred også indebærer, at den toneangivende magt skifter.

”Der er også altid et element af, at den gamle elite er for svag – at der er brug for en ny elite for at genoprette orden.”