Nationalstaten er tilbage som borgernes beskytter

Trods lukningen af EU’s ydre grænser er det nationalstaterne og ikke EU, der går forrest i krigen mod coronasmitten. Efter at have tabt terræn er nationalstaten kommet til ny ære som handlekraftig aktør, men på bekostning af samarbejde og fælles fodslag, som kan koste unionen dyrt i længden, advarer iagttagere

Mette Frederisken og de øvrige statsledere i EU bekræfter nationalstatens magt i disse coronatider. Men den europæiske unions tværnationale samarbejde lider under landenes suværene beslutninger.
Mette Frederisken og de øvrige statsledere i EU bekræfter nationalstatens magt i disse coronatider. Men den europæiske unions tværnationale samarbejde lider under landenes suværene beslutninger. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Fort Europa har barrikaderet sig bag sine ydre grænser. Fra nu af og i foreløbig 30 dage frem er 440 millioner EU-borgere forskanset bag unionens ydre ringmur i forventning om en langvarig belejring af coronavirus-pandemien.

Efter at hvert tredje EU-land, senest også Sverige, på få dage har sænket grænsebommene og standset den frie bevægelighed, skal lukningen af de ydre grænser nu illustrere det europæiske skæbnefællesskab.

Om de 27 stats- og regeringschefers beslutning under video-krisemødet tirsdag aften er effektiv mod coronavirussen, er tvivlsom. Europa er nu verdens hårdest ramte kontinent, og truslen kommer ikke udefra, men fra yderligere spredning igennem de foreløbig knap 70.000 smittede inden for EU-grænserne.

Det symbolske initiativ skal da også især skabe indtryk af et handlekraftigt EU, der står sammen i krisen. Et indtryk, som står i skærende kontrast til de seneste ugers håndtering af pandemien. For det er ikke EU, men de enkelte medlemslande, der har vist handlekraft under den værste krise, Europa har oplevet siden Anden Verdenskrig. Det er hverken Det Europæiske Råd eller kommissionsformand Ursula von der Leyen, men regeringerne, borgerne har vendt sig mod for at få beskyttelse.

”Det er også netop det, staten skal,” siger professor Ole Wæver fra institut for statskundskab ved Københavns Universitet.

”EU har ingen kompetence på sundhedsområdet, som er et nationalt anliggende. Men mere grundlæggende: Når nationen er truet, er det staten, der skal garantere vores sikkerhed. Kun staten kan sige, at vi står over for en eksistentiel trussel, der berettiger indgreb i vores frihed,” siger Ole Wæver.

I statsteorien er det netop denne funktion, der er statsmagtens legitimitet. Den engelske 1500-talsfilosof Thomas Hobbes så verden som et kaos af individuelle interesser, hvor vi kun giver afkald på en del af vores frihed for at lægge den i hænderne på en central magt til gengæld for beskyttelse.

Staten har monopol på magtanvendelsen, sagde den tyske sociolog Max Weber 300 år senere. Og når staterne under coronapandemien udsteder udgangsforbud og organiserer et samfund på vågeblus, udfylder de deres helt grundlæggende forpligtelser, påpeger også Dominique Moïsi, seniorrådgiver ved Ifri, institut for internationale studier, i Paris.

”Når vi nu i Frankrig ser hæren bygge felthospitaler og transportere patienter fra overfyldte til mindre belastede hospitaler, viser det, at staten er trådt ind i sin mest fundamentale rolle. Ingen andre kan gøre dette,” siger Dominique Moïsi.

Til sammenligning har både EU’s kommissionsformand, Ursula vor der Leyen, og den europæiske centralbankdirektør Christine Lagarde virket tøvende og forsigtige. Frigørelsen af milliarder af kroner til at støtte europæisk økonomi er utilstrækkelig, lyder kritikken.

Samtidig er det ikke lykkedes for de europæiske institutioner at imødegå staternes ensidige beslutninger. Ursula von der Leyens opfordringer til stats- og regeringscheferne om at beskytte det indre marked blev overhørt, og tusindvis af bus- og lastbilchauffører strandede ved grænseovergangene med risiko for både smitte og manglende forsyninger.

Frankrig og Tyskland har forhindret eksport af medicinsk udstyr, som ellers var bestilt og betalt af blandt andet danske og svenske hospitaler. Og selvom det er i nogen grad er lykkedes von der Leyen at få staterne til at trække på samme hammel for eksempel i forhold til fordelingen af hospitalsudstyr, har corona sat krisen i det europæiske samarbejde i relief.

”Kun Kina kom Italien til undsætning, da landet bad om hjælp. Det vil sætte sig spor, når pandemien er slut,” frygter Dominique Moïsi.

”Coronakrisen har afsløret EU’s begrænsninger. En pandemi kan kun løses med internationalt samarbejde. Men i krisetid fristes man til at samle sig om sin nation. Og EU har ikke tilstrækkelig vilje, og institutionens ledere ikke tilstrækkelig vægt til, at deres ord virkelig har betydning,” siger Dominique Moïsi, der drager en trist lære:

”Under den kolde krig sagde den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan, at hvis Mars-mændene kom, ville Vesten og Østblokken stå sammen. Nu er Mars-mændene kommet i form af covid-19. Men europæerne står ikke sammen.”

Pawel Zerka, der forsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Bruxelles, peger på, at coronakrisen kan styrke det synspunkt, at nationalstaterne kan klare sig uden EU. Men krisen kan også være et argument for, at national enegang skader den fælles indsats.

”Hvilket synspunkt, der går styrket ud af krisen, afhænger især af, hvilke lande og statsledere der klarer krisen bedst,” skriver Pawel Zerka på ECFR’s hjemmeside.