Intern tillidskrise skygger for Nato-fejring

Atlantpagtens 70-årsfødselsdag fejres i dag, men kun på ministerniveau af frygt for en ny krise mellem USA’s præsident, Donald Trump, og de europæiske ledere. Samtidig står alliancen over for en ny ydre trussel fra øst, fra russiske stormagtsdrømme til Kinas nye militære ambitioner

Stats- og regeringslederne venter helt til december med at fejre begivenheden, så stærkt svider mindet om panikstemningen ved Nato-ledernes seneste topmøde i Bruxelles sidste år, hvor den amerikanske præsident Donald Trump såede alvorlig tvivl om USA’s fortsatte interesse for Nato, medmindre de europæiske lande bidrager til Natos budget med to eller endog fire procent af deres bruttonationalindkomst.
Stats- og regeringslederne venter helt til december med at fejre begivenheden, så stærkt svider mindet om panikstemningen ved Nato-ledernes seneste topmøde i Bruxelles sidste år, hvor den amerikanske præsident Donald Trump såede alvorlig tvivl om USA’s fortsatte interesse for Nato, medmindre de europæiske lande bidrager til Natos budget med to eller endog fire procent af deres bruttonationalindkomst. Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix.

Festtalerne vil i dag uden tvivl hylde Nato som ”verdens mest succesfulde militæralliance” og den eneste, der har overlevet den kolde krig.

70 år efter underskrivelsen af Atlantpagten den 4. april 1949 kan Nato-landene fejre syv årtier med fred på europæisk og amerikansk jord, som alliancens generalsekretær Jens Stoltenberg sagde i denne uge ved en pressekonference i Washington, hvor han i dag er vært for fødselsdagsfesten.

Men fødselsdagen fejres ikke desto mindre i en stemning af uvished. Næsten 30 år efter afslutningen på den kolde krig, der var anledning til oprettelsen af militærpagten mellem USA og Europa, vokser spændingerne på ny ved Natos østflanke mod Rusland.

Terrortruslen og ustabilitet lurer også omkring middelhavsområdet, trods den militære sejr over Islamisk Stat, og en ny strategisk trussel tegner sig i horisonten i skikkelse af Kina, som ellers havde skiftet ham fra ”den gule kommunistiske trussel” til en ombejlet handelspartner.

Det skorter dermed ikke på sikkerhedsmæssige udfordringer for den 70-årige fødselar.

Alligevel er det ikke stats- og regeringscheferne, men derimod de 29 udenrigsministre, som stik imod sædvanen samles i Washington for at markere militæralliancens jubilæum i dag.

Stats- og regeringslederne venter helt til december med at fejre begivenheden, så stærkt svider mindet om panikstemningen ved Nato-ledernes seneste topmøde i Bruxelles sidste år, hvor den amerikanske præsident Donald Trump såede alvorlig tvivl om USA’s fortsatte interesse for Nato, medmindre de europæiske lande bidrager til Natos budget med to eller endog fire procent af deres bruttonationalindkomst.

”Spørgsmålet om europæernes bidrag til Nato går helt tilbage til 1949 og er blevet diskuteret jævnligt i de seneste 70 år,” siger Kristian Søby Kristensen, leder af center for militære studier ved Københavns Universitet.

”Men det, der adskiller den nuværende debat fra de foregående, er, at Donald Trump har sat spørgsmålstegn ved, om Nato stadig er hovedhjørnestenen i USA’s sikkerhedspolitik. Det har hidtil været en uantastet sandhed. At der kan rejses tvivl om det, har skabt en grundangst blandt de øvrige Nato-lande og kan udefra fortolkes som et svaghedstegn,” mener Kristian Søby Kristensen.

Han peger på, at spændinger og uenighed snarere har været reglen end undtagelsen i løbet af de seneste 70 år. Selv ikke en fælles ideologisk og militær fjende i skikkelse af kommunismen og Sovjetunionen har forhindret Nato-landene i at have forskellige strategiske visioner for militæralliancen.

Allerede Vesttysklands optagelse i Nato i 1955 mødte gedigen modstand i Frankrig, der i stedet forsøgte at etablere et europæisk forsvarssamarbejde med Tyskland. Derefter var det Frankrigs modstand mod at lægge sine militære styrker og atomvåben ind under den fælles, amerikanskledede overkommando, der skabte spændinger og fik den franske præsident Charles de Gaulle til at melde sig ud, ikke af Nato, men af den fælles overkommando i 1967 for først at vende tilbage igen 30 år senere.

Og i 1979 kom så den såkaldte dobbeltbeslutning om både at arbejde for nedrustning sammen med Sovjetunionen og udstationere amerikanske mellemdistanceraketter i Vesteuropa som svar på Warszawapagtens militære overvægt af SS-20-atomraketter. Det udløste den danske fodnotepolitik, hvor et alternativt sikkerhedspolitisk flertal pålagde regeringen at tage en række forbehold for Natos beslutninger.

”Den nuværende situation med spændinger mellem medlemmerne er langt fra den mest alvorlige, Nato har været i,” påpeger Ian Anthony, leder af det svenske center for freds- og konfliktforskning Sipris program for europæisk sikkerhed.

”De interne stridigheder om at sætte militær magt ind mod Irak i 2003 var langt mere bitre, og hidtil har Nato været i stand til at holde sammen. Efter en periode med færre amerikanske tropper i Europa, er USA nu tilbage med flere tropper efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014,” siger Ian Anthony.

Den russiske indblanding i Ukraines indre anliggender og annekteringen af Krim har markeret et vendepunkt i forhold til Rusland, som umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud blev indlemmet i det såkaldte Partnerskab for Fred med Nato.

”Rusland er tilbage i Sovjetunionens rolle som en antagonistisk ideologisk magt til Nato,” sige Kristian Søby Kristensen.

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen mener ligefrem, at Rusland dermed gør Nato en tjeneste ved at skabe fornyet klarhed om alliancens eksistensberettigelse.

”Siden den kolde krig har Nato tilpasset sig en ny situation ved at deltage i fredsbevarende operationer uden for Nato-landene, i Afghanistan og Libyen og tidligere på Balkan under og efter Eksjugoslaviens opløsning. Nu er organisationen tilbage ved sit oprindelige formål, nemlig beskyttelsen af Nato-landenes territorium,” siger han og fortsætter:

”Men den ustabile situation i Middelhavsregionen er også en sikkerhedsrisiko, og der er i dag forskellige opfattelser i Syd- og Nordeuropa af, hvor Natos ressourcer skal bruges.”

Truslen fra øst er desuden ikke først og fremmest af militær art.

”Rusland sørger for at holde sig lige under den militære tærskel, der vil udløse et militært svar fra Nato. I stedet er der tale om for eksempel cyberangreb på de vestlige demokratier, og vi ser derfor, at Nato, men også EU i stigende grad opruster med enheder, der kan imødegå propaganda-angreb fra Rusland. Nato kan bidrage med teknologi, men forsvaret af de vestlige demokratier er i første omgang et anliggende for EU og for medlemslandene selv,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er også Danmarks holdning op til dagens markering af 70-årsdagen, som udenrigsminister Anders Samuelsen deltager i.

”På intet tidspunkt siden den kolde krigs afslutning har den vestlige verdens sikkerhed været så udfordret. Rusland udvikler nye missiler i strid med internationale traktater. Terrororganisationer forsøger at ramme Vesten. Og truslerne fra hacking og andre cyberaktiviteterer er i voldsom stigning. Så der er hårdt brug for Nato og for de tætte sikkerhedspolitiske bånd mellem USA og Europa,” siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse.

I horisonten lurer desuden en ny trussel fra Kina, som allerede viser voksende militær aktivitet i Det Sydkinesiske Hav, hvor USA har betydelige strategiske interesser. Dertil kommer diskussionen om, hvorvidt den kinesiske telegigant Huaweis planer om at etablere et G5-netværk i Vesten udgør en sikkerhedsrisiko og en trussel om spionage.

”Kina er ikke en direkte militær trussel mod Europas territorium. Men hvis Kina får et teknologisk monopol og kontrol med strategiske ressourcer som for eksempel sjældne jordarter, som vi blandt andet diskuterer i Grønland, så risikerer vi at komme i lommen på en global stormagt,” advarer Peter Viggo Jakobsen.

”Og i tilfælde af en konflikt mellem USA og Kina, kan de europæiske lande blive stillet over for forventninger om, at de via Nato bidrager til beskyttelsen af USA’s interesser i Sydøstasien, ligesom USA bidrager til beskyttelsen af Europas interesser,” siger han.