Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Sikkerhedsanalyse

Nato holder 70-årsdag uden at være i festhumør

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg holder pressekonference forud for topmødet i London, som denne gang kaldes blot et møde, ”Nato Leaders Meeting”. Ved at undgå topmøde-betegnelsen skal lederne ikke blive enige om et slutdokument, og det er givetvis belejligt, for vandene skilles i. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix

Forsvarsalliancen indleder i dag i London et fødselsdagsmøde, som overskygges af, at den franske præsident har kaldt et retningsløst Nato for hjernedødt

I dag er statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) i London for at møde deres Nato-kolleger til en fælles to dages markering af den transatlantiske forsvars-alliances 70-årsfødselsdag. Når stats- og regeringslederne møder op i Natoregi, kaldes det i reglen et topmøde, men denne gang kaldes det blot et møde, ”Nato Leaders Meeting” trods den festlige anledning. Ved at undgå top-møde-betegnelsen skal lederne ikke blive enige om et slutdokument, og det er givetvis belejligt, for vandene skilles i Nato.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vakte i sidste måned stor opsigt, da han i et interview kaldte Nato for ”hjernedødt”. Hans analyse var, at Nato de senere år kun har talt byrdefordeling – nemlig kravet om, at de 29 medlemslande hver bruger minimum to procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret – og trods en omverden med mange og diffuse trusler ikke taler strategi. Anledningen var præsident Trumps tilbagetrækning af amerikanske styrker i Syrien, der sendte kurderne, en allieret i kampen mod Islamisk Stat, i en tvivlsom sandwich mellem Syriens diktator, Bashar al-Assad, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Kritikken er mere omfattende og fundamental. Ifølge Macron har Nato ikke klare strategiske svar på en række udfordringer – forholdet til Rusland, terrorisme, flygtninge og migration og forholdet til verdens nye stormagt, Kina, mangler en sammenhængende strategi. Trump har reduceret det amerikanske lederskab i alliancen til et offentligt mundhuggeri om byrdefordeling og har flere gange foran sine allierede sat spørgsmålstegn ved nytten af alliancen og den fælles solidaritet.

De øvrige Nato-ledere har ikke bakket op om Macrons hårde retorik, som han selv har forsvaret som et wakeupcall til sine kolleger. Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, imødegik under et besøg i Paris i sidste uge Macrons kritik. Ifølge Stoltenberg er byrdefordelingen et reelt spørgsmål, for efter Brexit vil Nato-landene uden for EU – USA, Storbritannien, Canada og Tyrkiet – stå for knap 80 procent af Natos samlede forsvarsudgifter, Storbritannien er i øjeblikket det EU-land med det højeste forsvarsbudget, Frankrig er nummer to. Han benyttede lejligheden hos den franske præsident til at påpege, at den franske ambition om en EU-hær af samme grund er illusorisk og splittende for alliancen, og at alliancen tilpasser sig, samtidig med at man i nyere tid ikke har stået over for større og mere komplekse sikkerhedsudfordringer.

Sovjetunionen var årsagen til, at Nato blev etableret i 1949, og Moskva står stadig i en definerende rolle. Ved Nato-topmødet i 2012 så verden fredelig og sikker ud, og man talte på mødet om, at alliancen havde mistet sit formål. Ved næste topmøde i 2014 havde Ruslands præsident, Vladimir Putin, med annekteringen af Krim og krigen i Østukraine genskabt alliancens formål, så det ud til. I dag er Rusland en trussel på mange planer, den tyrkiske præsident Erdogan køber forsvarssystemer hos Putin, og INF-traktaten, der eliminerede mellemdistanceraketter i Europa, er på vej i graven. Samtidig er der med Stoltenbergs – og Macrons – ord kommet nye udfordringer til, der rækker ud over den klassiske øst-vest konflikt og kræver nye værktøjer såsom terrorisme, cyberangreb, angreb mod demokratiske valghandlinger med flere.

Den danske delegation er velforberedt til mødet med sine allierede og ikke mindst til Mette Frederiksens første møde med Donald Trump. Forsvarsminister Trine Bramsen har bebudet, at Danmark skal øge sit forsvarsbudget yderligere, og Forsvarets Efterretningstjeneste er fulgt op med en trusselsvurdering, hvor stormagtskonkurrencen i Arktis og oprustning i det vestlige Rusland er væsentlige punkter. Siden Trumps sommer-melding om køb af Grønland er de sikkerhedspolitiske realiteter gået op for den nye regering. Rigsfællesskabet har brug for USA i Arktis, og USA har brug for Grønland og Thule-basen mod Rusland, derfor må vi betale i Nato. Man vil vise, at man er parat til at yde mere for at fastholde relationen til USA.

Byrdefordelingen er en helt reel problemstilling i forsvarsalliancen, hvor europæerne mangler at finde deres ben. Men Nato mangler også en formel for, hvordan de forskellige udfordringer skrives ind i én ligning, så de styrker både alliancens fokus og solidaritet. Og ingen har svaret på, hvem der kan og skal løfte lederskabet i Vesten.

I 1980’erne udgjorde den amerikanske præsident, Ronald Reagan, og den britiske premierminister, Margaret Thatcher, et stærkt lederskab af Nato, den tyske kansler, Helmut Kohl og den franske præsident, Francois Mitterrand, et stærkt lederskab af EU. Hverken Nato eller EU er sådan stillet i London i dag, og derfor vil lederne i morgen aften skilles uden nogle fælles svar på udfordringerne.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.