Nato-lande vil styrke varmeforsyninger i Ukraine

Tysk udenrigsminister, Annalena Baerbock, kalder russiske angreb på civile for "umenneskelig forbrydelse".

En ukrainske kvinde i landsbyen Horenka, som blev ødelagt mange steder i de første dage efter den russiske invasion. Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, kalder russiske angreb på civile mål for "umenneskelig forbrydelse".
En ukrainske kvinde i landsbyen Horenka, som blev ødelagt mange steder i de første dage efter den russiske invasion. Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, kalder russiske angreb på civile mål for "umenneskelig forbrydelse". Foto: Gleb Garanich/Reuters.

Udenrigsministre fra Nato-landene vil på deres kommende møde i Bukarest diskutere, hvordan de kan gøre mere for at sikre Ukraines energiforsyninger, siger Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, i et tweet torsdag.

- Russiske angreb på civil infrastruktur er en utålelig og umenneskelig forbrydelse. Præsident Vladimir Putin kaster Ukraines befolkning ud i kulden og mørket med sine missiler. Han vil aldrig kunne knække deres vilje til frihed eller vores støtte, siger hun.

Natos udenrigsministre mødes i Bukarest tirsdag og onsdag i næste uge.

Ved et G7-udenrigsministermøde i Tyskland tidligere i denne måned var der på Baerbocks initiativ særligt fokus på støtte til Ukraines strømforsyning.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj sagde tidligere, at Rusland forsøger at bruge vinteren som "et masseødelæggelsesvåben" ved at ødelægge Ukraines energi-infrastruktur.

På dagen, hvor det er præcis ni måneder siden, at Rusland invaderede Ukraine, ligger mange ukrainske byer hen i mørke efter russiske angreb.

Onsdag dræbte en stribe nye russiske missilangreb mindst fire personer i den ukrainske hovedstad, Kyiv, og forårsagede enorme strømsvigt.

I alt døde ti mennesker landet over på grund af angreb, der også tvang atomkraftværker til at lukke og lukkede for vand- og elektricitetsforsyningen mange steder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Zelenskyj har opfordret FN's Sikkerhedsråd til at tage skridt mod at stoppe russiske luftangreb rettet mod civile infrastruktur.

Ukraine og Zelenskyj venter samtidig på at se "en meget hård reaktion" på onsdagens luftangreb fra verdenssamfundet.

/ritzau/Reuters