Mindst én person i Berlin aner denne morgen, at de kommende dage vil forandre tysk og europæisk politik. Et medlem af forbundsregeringen siger under et morgenmadsmøde med nogle journalister, at Tyskland i løbet af de næste 48 timer vil opleve en udfordring, som ikke er set før: ”Folk vil gå over grænsen, de vil ikke længere vente.” For der er rygter i omløb i Irak om, at Tyskland nu tager imod alle.
Det er fredag den 4. september 2015, og det, regeringsmedlemmet forudser denne morgen, kommer faktisk til at ske. Tusinder af flygtninge, som i dagevis har siddet fast i Ungarn, begiver sig på vej fra banegården i Budapest mod nord på motorvejen, og sent om natten beslutter forbundskansler Angela Merkel at åbne grænsen og hente disse mennesker til Tyskland.
Det er en beslutning med voldsomme følger, for der vil komme mange, mange flere end ventet. Snart vil det være omkring 13.000 om dagen, og ved årsskiftet vil næsten en million være ankommet.
Det er en omstridt beslutning, der vil splitte Tyskland og EU, og som overalt vil rejse spørgsmål om, hvor meget indvandring et samfund kan klare.
Dette er en rekonstruktion af weekenden, der forandrede Tyskland og Europa. 12 reportere fra den tyske ugeavis Die Zeit og Zeit Online har samlet trådene overalt i Europa:
Klokken 7.30, Budapest, Østbanegården
Mohammad Zatareyh er vågnet tidligt. Den 25-årige syrer sover dårligt her på banegården, hvor han har været i fire dage. For et halvt år siden rejste han mod Europa via Tyrkiet. Nu kan han ikke komme videre og er bekymret. Alle tog mod vest er stoppet, og 3000 syrere er strandet på banegården. Frem til midten af august er over 150.000 flygtninge blevet registreret i Ungarn. Men for to uger siden sendte den tyske udlændinge- og migrationsmyndighed en besked ud på Twitter om, at Dublin-forordningen er sat ude af kraft, så også uregistrerede flygtninge fra Syrien fremover vil blive anerkendt i Tyskland og ikke sendt tilbage til det EU-land, de først satte deres fødder i. Siden har flygtningene nægtet at lade sig registrere i Ungarn. De vil bare videre til Tyskland. Zatareyh holder udkig efter Ahmed, en lærer fra Damaskus. De har lært hinanden at kende dagen før, og Ahmed er lige så utålmodig som Zatareyh. ”Hvad kan vi gøre? Hvad nu, hvis vi bare begynder at gå mod nord, mod Østrig?” Zatareyh har en fortid i den syriske hær. ”Dér gik vi nogle gange 150 kilometer om dagen,” fortæller han. ”Hvorfor begiver vi os ikke bare af sted mod Wien?”
Klokken 8.30, Berlin, kanslerpalæet
Angela Merkel holder morgenmøde med sine nærmeste medarbejdere i sit kontor. En dag med rutineopgaver i kalenderen venter. Men stemningen på mødet er anspændt. For tre dage siden blev en lille syrisk drengs lig skyllet i land på en tyrkisk strand. For otte dagen siden blev 71 døde flygtninge fundet i en lastbil på en østrigsk rasteplads. Og så er der tv-billederne fra banegården i Budapest. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har dagen før sagt, at flygtningekrisen ikke er et europæisk, men et tysk problem. Det, mener man i Berlin, er helt forkert. Her er holdningen, at ungarerne snød flygtningene, da de lod dem købe billetter og så stoppede et propfyldt tog mod Østrig, som nu sidder fast i den lille by Bicske. Merkels talsmand, Steffen Seibert, skal sige noget om det på regeringens daglige pressekonference.
Klokken 10.30 Uhr, Budapest, Østbanegården
Endelig opdager Mohammad Zatareyh sin nye ven Ahmed, der er omringet af en gruppe flygtninge, som han prøver at overtale til at gå med: ”Hvis vi mindst er 1000, er der ingen, der kan stoppe os.” Zatareyh nikker begejstret. De får fat i en megafon, og Ahmed spreder budskabet: ”Vi marcherer! Vi marcherer! Klokken 12 går det løs!”
Klokken 11.30, Berlin, regeringspressekonference
Over 100.000 flygtninge er på vej mod nord på Balkanruten mellem Grækenland og Ungarn. I Berlin undervurderer man, hvad det officielle tyske myndigheds-tweet betyder for flygtningene. Merkel satser fortsat på, at de vil blive registreret i Ungarn, selvom mange nu nægter dette. Som aftalt på morgenmødet insisterer Steffen Seibert på, at ”Ungarn som del af det vestlige værdifællesskab lever op til sine retlige og humanitære forpligtelser på samme måde, som Tyskland gør det.”
Klokken 12.30, Budapest, Østbanegården
Flere og flere flygtninge samler sig på pladsen foran banegården i middagsvarmen. Uden stort besvær lykkes det Mohammad Zatareyh at få flygtningene til at stille sig op i rækker med fem i hver. En halv time senere er der tale om næsten 100 rækker på fem, og optoget begynder at gå mod Donau. Flere slutter sig til dem, så de er over 2000, der går mod nordvest. Det er øjeblikket, hvor flygtningene tager deres skæbne i egen hånd.
Klokken 12.30, Luxembourg, konferencecenter i Kirchberg
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, ankommer til det halvårlige uformelle møde med sine 27 EU-kolleger. Mens flygtninge i Ungarn er i gang med at gå mod nord, holder ministrene fast i deres dagsorden om Mellemøsten og andre fortærskede emner. Lørdag morgen vil de tale om flygtningekrisen.
Omkring klokken 15.45, motorvejen M1 ved Budaörs
Mohammad Zatareyh er anspændt. Flygtningeoptoget er nået frem til motorvejstilkørslen mod Budaörs. Beboere giver dem vand og store poser med brød og tæpper. Men efter ni kilometers vandring bliver de første trætte, familier med børn halter bagefter. Pludselig blokeres vejen af et stort opbud af ungarske politibetjente, som åbenbart vil presse flygtningene til at skifte kurs over på landevejen. Zatareyh stopper folk et stykke fra politiet, solen brænder, nerverne er tyndslidte. Anførerne snakker ophidset i munden på hinanden. I de lande, de kommer fra, kan politiet finde på hvad som helst. Zatareyh og Ahmed er enige: ”Vi skal blive på motorvejen og i bevægelse, ellers har det været forgæves.” Efter en kort diskussion danner mændene i første række en kæde og begynder at løbe mod politiet. De andre følger efter. Flere tv-hold filmer optrinnet, da menneskemængden støder sammen med politiet, som til sidst undviger.
Klokken 17, Nickelsdorf, politistationen
Den østrigske politiløjtnant Manfred Schreiner møder på arbejde på politistationen Nickelsdorf ved den østrigsk-ungarske grænse. Stationens 44-årige næstkommanderendes opgave på nattevagten lyder på øgede trafikkontroller for at opspore menneskesmuglere. Intet tyder på, at dette bliver den længste dag i hans arbejdsliv.
Klokken 17.15, Essen, Borgpladsen
Kansleren holder en tale for at støtte de lokale CDU-kandidater i kommunalvalgkampen i Nordrhein-Westfalen. Hun bliver mødt af flygtninge med ”Tak Tyskland”-skilte, men også af tilråb fra publikum om, at ”Merkel skal væk”. En helikopter flyver Merkel videre til Köln, og undervejs ser hun på sin iPad for første gang billederne af flygtningemarchen på motorvejen i Ungarn.
Klokken 17.20, Bicske, banegården
350 flygtninge har barrikaderet sig i et tog på den lille banegård og i dagevis nægtet at forlade toget, der blev stoppet på vej til Østrig. End ikke vand har de taget imod. Nu springer et par af dem ud af toget og vil gå i retning mod Wien. Kort tid efter finder politiet en livløs pakistansk flygtning tæt ved togskinnerne. I over tre kvarter forsøger redningsfolk at genoplive manden, men forgæves. Det er uvist, om han er død af dehydrering, blevet mast ihjel eller styrtet.
Klokken 18.30, Köln, Festhuset Flora
Angela Merkel virker afslappet, da hun ankommer til festhuset for at deltage i fejringen af CDU’s 70-årsdag i delstaten Nordrhein-Westfalen. Hun hilser og stiller op til fotografering. I sin tale er der plads til spøg og alvor. Hun taler om flygtningekrisen. ”Det er vores pligt at hjælpe”, siger hun, men tilføjer også, at ”folk, der kun kommer hertil af økonomiske årsager, bør få besked om, at de ikke kan blive.”
Klokken 18.30, Ungarn, motorvej M1
Afstanden fra Budapest til Wien er cirka 250 kilometer, og forrest i flygtningeoptoget går nu en mand og vifter med et EU-flag. En anden har sat et billede af Merkel på sin trøje. En tredje skubber en mand i kørestol. Billedet af de tre bliver hurtigt delt på sociale medier som Twitter og Facebook under betegnelsen håbets march, #marchofhope.
Klokken 19.30, Wien, kanslerpalæet
Den ungarske ambassadør i Østrig skriver i en officiel besked til udenrigsministeriet i Wien, at knap 1000 flygtninge, der ulovligt er rejst ind i Ungarn, er på vej til fods til Østrig. Brevet bliver med det samme ekspederet videre til kansler Werner Faymanns embedsmænd, der opfatter det, som om Orbán spørger, om han skal stoppe flygtningemarchen eller lade folk drage videre mod Østrig. Og man når frem til, at flygtningene nok kun kan stoppes med vold og magt, hvilket for alt i verden bør forhindres. Faymann beslutter sig for at ringe til Merkel, men kan i første omgang ikke få fat i hende, da hun holder tale i Köln.
Klokken 20, Budapest, parlamentet
Den ungarske regerings krisestab holder et ekstraordinært møde under ledelse af Orbáns departementschef, János Lázár. Deltagerne er rystede over, at dele af motorvejen er spærret, fordi der render flygtninge rundt på den. Situationen på banegårdene i Budapest og Bicske er uoverskuelig, en person er død. Flygtningene nægter at parere ordre, og de internationale medier hævder fejlagtigt, at politiet går alt for hårdhændet til værks. Nu skal kontrollen genvindes. Imens er premierminister Orbán på vej til et fodboldstadion i byen for at overvære EM-kvalifikationskampen mellem Ungarn og Rumænien. Han får et opkald af Lázár og prøver så at ringe til kansler Faymann i Wien, forgæves. Faymann er ikke til at træffe.
Klokken 20.15, Köln, Festhuset Flora
Efter 32 minutter er Merkels tale slut. På vej til lufthavnen ringer hun til sin kollega Faymann i Wien. Han taler om en nødsituation, om billederne på motorvejen og advarer om, at Ungarns strategi er at optrappe situationen. Merkel er øjeblikkeligt overbevist om, at flygtningene kun kan stoppes med vold og magt, og at det vil udløse en humanitær katastrofe. Samt at Østrig og Tyskland ikke kan holde deres grænser lukket. Men Merkel ved også, at det er prekært at lukke alle ind. Hun må tale med sine folk først, mens Faymann skal ringe til Orbán. Merkel begynder at ringe rundt.
Klokken 20.40, Budapest, Groupama Aréna
Viktor Orbán sidder i VIP-logen på fodboldstadionet og har lige truffet en afgørelse, der vil få konsekvenser i hele Europa. Den ungarske ambassadør i Berlin, József Czukor, får besked på at underette forbundsregeringen og sender straks en e-mail til kanslerministeriets chef, Merkels højre hånd Peter Altmaier. Ungarn kan ikke garantere for registreringen af de mange flygtninge og sender nu omkring 100 busser af sted for at køre omkring 4-6000 flygtninge til den østrigsk-ungarske grænse. Czukor beder om at blive ringet op og har få minutter senere Altmaier i røret.
Omkring klokken 21, motorvej M1, kilometer 27
Efter næsten 32 kilometers fodmarch daler humøret hos flygtningene. Det er ved at blive mørkt og koldt, mange er udmattede, kvinder og børn kan ikke mere. Da det begynder at regne, kommer folk op at skændes. Mohammad Zatareyh leder efter et område, hvor de kan overnatte uden at blive omringet af politiet. Røde Kors kommer med forsyninger, mange frivillige hjælper til. Situationen er anspændt, men langtfra kritisk.
Klokken 21.15, Budapest, parlamentsbygningen
Efter krisemødet fortæller János Lázár pressen, at busser i løbet af natten vil køre flygtninge fra Østbanegården og motorvejen M1 til Hegyeshalom ved grænsen til Østrig. Hvorvidt flygtningene så kan rejse videre, er op til den østrigske regering at afgøre. Det har Wien ikke meldt noget om trods Orbáns gentagne forsøg på at få Faymann i tale, lyder det fra Lázár. Han tilføjer, at Faymann har stillet sin ungarske kollega en telefonsamtale i udsigt lørdag morgen klokken ni. Men så længe kan Ungarn ikke vente. ”EU og flere medlemslande kræver solidaritet af os, mens de selv på ingen måde er solidariske med os,” siger Orbáns topembedsmand. Med sin udspekulerede beslutning gør Orbán på den ene side det humanitært rigtige. Samtidig flytter han presset over på østrigerne og tyskerne. Senest om et par timer må de beslutte sig: Hvis de fortsat insisterer på at overholde EU-retten, burde de sende flygtningene retur, hvorved de selv vil fremstå hjerteløse. Tager de imod flygtningene, er Orbán sluppet af med dem, og det indenrigspolitiske pres i Østrig og Tyskland vil stige. Han har intet at tabe.
Cirka samtidig ringer Merkel til sin vicekansler, det socialdemokratiske SPD’s formand, økonomiminister Sigmar Gabriel. Hun spørger, om han er indforstået med at hente 7-8000 flygtninge fra banegården i Budapest til Tyskland.
Udenrigsminister Steinmeier har ingen indvendinger, hævder hun. Telefonsamtalen varer kun fem minutter. Gabriel siger, at han er enig, hvis det bliver ved denne ene aktion. Det siger Merkel, at hun også satser på. Efterfølgende ringer vicekansleren til sin partifælle Steinmeier, som afviser at have drøftet sagen udførligt med Merkel, men hans ministerium ser på sagen. Herfra forlyder det, at et medlemsland ifølge EU-traktaten selv kan bestemme, hvor mange flygtninge det vil lukke ind.
Klokken 21.50, motorvej M1, kilometer 27
Flygtningene jubler, da de får at vide, at der skulle være busser på vej fra Budapest for at bringe dem til den østrigske grænse. Andre er skeptiske. Er det sandt eller bare et ungarsk trick? Alle har hørt om toget, der kun kørte til Bicske.
Omkring klokken 22, Berlin
Angela Merkel, der har fortalt, at hun kun kan beslutte sig, når hun har tænkt alting til ende, bliver nødt til at handle hurtigt, under stort pres og uden at kunne overskue konsekvenserne. Den ungarske regerings erklæring er reelt et ultimatum. Senest om tre-fire timer må det stå klart, om flygtningene kan komme over grænsen. Kansleren vil helst vente til i morgen med at åbne grænsen, så der er mere ro på. Men Faymann har sagt i telefonen, at han ikke kan holde stand så længe. Han har bønfaldet hende om at sige ja i nat. Hvad skal hun ellers gøre? Flygtningemarchen kan kun stoppes af vandkanoner, stave og tåregas, er Merkel og hendes folk overbeviste om. Det ville føre til tumult – og skrækkelige billeder. Merkel frygter den slags billeder og deres politiske slagkraft. I hendes inderkreds er man overbevist om, at det faktisk er et spørgsmål om liv og død. Hvem der kommer ind i landet, og om der blandt flygtningene også er IS-terrorister, er ikke noget tema i drøftelserne.
Klokken 22.15, Luxembourg, Cercle Cité
De 28 EU-udenrigsministre spiser aftensmad. Menuen er det eneste, der er tilovers af det, som var planlagt på mødet. Flygtningenes march dominerer snakken. Frank-Walter Steinmeier forlader sammen med sin østrigske kollega, Sebastian Kurz, og den ungarske udenrigsminister Péter Szijjártó middagen for at arbejde på den tekst, der officielt skal meddele, at flygtningene fra Ungarn kan rejse videre.
Efter klokken 22, Berlin
Sent på aftenen sker der noget, som ikke kan rekonstrueres nøje, da oplysningerne er modstridende. Men uomtvisteligt er det, at Merkel sender Horst Seehofer en sms om sin beslutning. Seehofer er ministerpræsident i Bayern, som grænser til Østrig, og partiformand for CSU, søsterpartiet til kanslerens CDU, og en del af regeringskoalitionen i Berlin. Det er lige så uomtvisteligt, at Seehofer ikke reagerer på kanslerens sms. Han er i sit sommerhus i Altmühldalen og siger efterfølgende, at hans mobiltelefon som altid i ferien var slukket om aftenen. Kansleren beder så sin højre hånd Altmaier om at tage kontakt til Karolina Gernbauer, chefen for Bayerns statskancelli. Hun prøver ligeledes at få fat i sin chef, men Seehofer reagerer stadig ikke. Og således går det til, at tusinder af flygtninge får lov til at rejse til Bayern, uden at den tyske kansler har talt med den bayerske regeringschef om det. Hendes folk vil bagefter hævde, at de gjorde alt for at få fat i Seehofer. Samt at der var vigtigere ting at tage hånd om den pågældende aften. Seehofer selv siger, at hvis man virkelig ville have haft fat i ham, kunne man jo have sendt en politipatrulje til hans sommerhus. Og det ville Karolina Gernbauer også have gjort, hvis hun havde vidst, hvor vigtig sagen var. Merkel og Seehofer har i flere uger været på kant i flygtningepolitikken, og derfor får denne ikke-samtale politisk betydning, da CSU-formanden efterfølgende ikke tøver med at kalde kanslerens beslutning for en fatal fejl, der sender et ”fuldstændig falsk signal”.
Efter klokken 23, Wien
Faymann får fat i Orbán og meddeler ham, at flygtningene får lov til at rejse ind i Østrig.
Kort efter midnat, Nickelsdorf
Indsatslederen i Wien ringer til løjtnant Schreiner. Et større antal flygtninge er på vej til forbundsgrænsen. Schreiner og hans folk bør forberede sig på 60 busser. Når de er kommet over grænsen, vil flygtningene blive hentet af østrigske busser. Nærmere besked får han ikke, heller ikke forstærkninger. Imens har Merkel og Faymann set udkastet til de tre udenrigsministres erklæring og besluttet, at Faymann skal meddele det først, for han er tættest på. Det er også aftalt, at nyheden skal lægges ud på Facebook, så folk på motorvejen kan få besked. Den ungarske ambassadør i Tyskland og Merkels vicetalsmand forhandler stadig om den nøjagtige ordlyd. Ambassadøren får presset igennem, at der kun skal stå, at der er tale om en ”nødsituation”, ikke en ”humanitær nødsituation”.
Klokken 00.17, Wien
Det østrigske nyhedsbureau APA melder: ”Østrig og Tyskland tillader, at flygtninge kan rejse videre til deres lande fra Ungarn. Det meddelte forbundskansler Werner Faymann fredag aften efter en samtale med den ungarske premierminister Viktor Orbán.” Beslutningen blev ifølge nyhedstelegrammet truffet ”som følge af nødsituationen ved den ungarske grænse i dag.” Hvis man læser hele telegrammet, er det tydeligt, at Merkel og Faymann mener, at der er tale om en engangsforteelse, og at Ungarn snart vil registrere alle ankomne flygtninge igen.
Klokken 00.30, motorvej M1
Flygtningene camperer tæt på motorvejen i nattekulden. Pludselig nærmer der sig fire busser. Mange er ellevilde, andre er skeptiske. Mohammad Zatareyh beder et par journalister ledsagde ham til buschaufførerne, der bekræfter, at ”ja, vi er på vej til grænsen”. Efter lidt palaver beslutter flygtningene at sende en bus af sted som fortrop, også med journalister i. Ahmed synes dog, det hele er suspekt, han og Zatareyh kommer op at skændes. Zatareyh får sin vilje, en første bus bliver sendt af sted. Også på østbanegården i Budapest dukker der flere busser op, som bliver modtaget med jubel. Hvor mange flygtninge, der tager af sted, er uvist, for ingen tæller dem.
Klokken 1.00, Wien, ÖBB-centralen
I De Østrigske Statsbaner ÖBB’s hovedkvarter står den administrerende direktør Christian Kern. Han beordrer busser sendt til grænsen i Nickelsdorf for at få fragtet flygtningene til Wiens Vestbanegård. Der findes ikke nogen forkromet plan, beslutningen træffes på få minutter. Kern ringer til sin tyske kollega, Deutsche Bahn-chefen Rüdiger Grube, for at aftale, hvordan en del af flygtningene kan komme videre til Salzburg og München, til Tyskland. Kern har på dette tidspunkt ingen anelse om, at begivenhederne denne nat om otte måneder vil gøre ham til ny østrigsk kansler.
Klokken 2.56. motorvej M1
Endelig ringer en flygtning fra den første bus til de ventende på motorvejen. Samtalen transmittes via politiets højttaler, så alle kan høre, hvad der foregår: ”Hvor er I?” ”Ved den østrigske grænse!” Stor jubel, tårer flyder. Folk maser på for at komme ind i busserne. Mohammad Zatareyh kigger i buskadset, så ingen sover over sig og misser bussen. En ungarsk hjælper går ind i hver bus og råber: ”Ladies and Gentlemen, undskyld ulemperne her i Ungarn, nu ønsker vi god rejse til Østrig. Vi ses i Tyskland.” Igen jubel. Busserne kører.
Lidt i klokken 4, Nickersdorf, grænseovergang
De første busser når frem til den østrigske grænse. Folk bliver bedt om at stå af og gå over grænsen til fods. Det regner. ”Det er som en scene i en dårlig film,” tænker politiløjtnant Manfred Schreiner. Han får medlidenhed med de udmattede, apatiske mennesker, mange af dem har kun klipklapper på. De fryser og er sultne. Nogle står ud af bussen og giver Ungarn fingeren.
Omkring klokken 4, Wien
Faymann taler atter i telefon med Merkel. Der er kommet flere flygtninge end ventet. Han er bekymret for at sidde alene tilbage med problemet og frygter, at Tyskland alligevel vil lukke sin grænse. Merkel forsikrer sin østrigske kollega om, at hun fortsat står ved at overtage flygtningene. Efterfølgende prøver Faymann at få fat i Orbán, men den ungarske regeringschef har slukket sin mobiltelefon.
Klokken 5, Nickelsdorf
Ved daggry fortsætter endnu flere flygtninge med at ankomme til grænseovergangen. Med møje og besvær lykkes det Schreiners betjente at holde dem væk fra motorvejen, nogle vil fortsætte med at gå direkte mod Wien, der bliver mast og skubbet. Ingen har tid til at foretage en paskontrol eller en form for registrering. Betjentene vinker folk igennem og prøver at forhindre uheld og slagsmål. Tidligt på morgenen ankommer der forstærkninger, parkeringspladsen bliver fyldt med hjælpere, en kolonne af østrigske busser står parat til at køre flygtningene videre. Ingen vil blive i Nickelsdorf. Mange ved slet ikke, hvad Østrig er, råber kun ”Germany”. Og tilstrømningen slutter ikke. Uanset hvornår Schreiner kigger ud over grænseområdet fra politistationens første sal, er lastbilsporet fyldt med mennesker. På et tidspunkt tænker han: ”Dette er et historisk øjeblik”.
Klokken 7, München, børne- og ungdomsforvaltningen
Som hver morgen i disse dage mødes krisestaben i Münchens bystyre i ungdomsforvaltningen, kun et par skridt fra hovedbanegården i Bayerns hovedstad. Over 20 mennesker er til stede, Münchens overborgmester, Dieter Reiter, kommunalt ansatte, politifolk, frivillige hjælpere med flere. At flygtningene er på vej, er foreløbig kun et rygte. Der findes ikke nogen officiel meddelelse fra Berlin. ”Jeg har hørt, at kansleren har besluttet at åbne grænsen,” siger en fremtrædende embedsmand. Det er uvist, hvor mange flygtninge, München skal forberede sig på i dag. Det eneste, der står klart for alle, er, at der er meget arbejde i vente.
Omkring klokken 8, Schamhaupten ved Ingolstadt
Horst Seehofer ringer til forbundskansleren og siger, at han lige har opdaget, at Merkel har prøvet at få fat i ham aftenen før. Kansleren fortæller, at hun efter aftale med Faymann har besluttet at give flygtningene fra Ungarn lov til at rejse videre til Tyskland. Hun siger det, hun fra nu af vil gentage igen og igen: At der er tale om en humanitær undtagelsesbeslutning, at hun har frygtet, at ungarsk politi og måske endda militæret ville gå i aktion mod flygtningene. Seehofer svarer: ”Angela, det bliver et problem, vi kommer ikke til at kunne sætte proppen tilbage i flasken.” De to taler sammen i en saglig tone. Kansleren siger, hun er ked af Seehofers holdning, men ikke mere. Kansleren meddeler sin beslutning, hun diskuterer den ikke længere. Splittelsen mellem søsterpartierne CDU og CSU og striden mellem de to partiformænd er et faktum i dette øjeblik og flygtningebeslutningens første alvorlige følgeskade. Imens deltager udenrigsminister Steinmeier i et telefonmøde med sine rådgivere i udenrigsministeriet i Berlin. De taler kun om én ting: Den forgangne nats beslutning, som Steinmeier har nikket ja til. Hans embedsmænd er skeptiske. De har kendskab til de tyske ambassaders vurderinger i Mellemøsten og Centralasien og fornemmer, at beslutningen vil udløse enorme håb hos folk dér. Endnu flere vil begive sig på vej.
Resten af weekenden prøver de tyske og østrigske statsbaner og private hjælpere i biler at fragte de enorme menneskemasser igennem Østrig til Tyskland. I første omgang regner man med op imod 5000 flygtninge, men alene i løbet af det første døgn ankommer der 6780 flygtninge til Münchens hovedbanegård, blandt dem også Mohammad Zatharey. Dagen derpå kommer der næsten 11.000. Ifølge det østrigske indenrigsministerium kommer omkring 15.000 til landet via den ungarske grænse over weekenden. De fleste rejser videre til Tyskland, kun 90 søger om asyl i Østrig.
Den tyske kansler holder sig i hele weekenden ude af medierne, men sender både lørdag og søndag sin højre hånd Peter Altmaier i marken, som over for tysk tv taler om en undtagelse, og at man må hjælpe i nøden. Da Merkel lørdag aften kort taler i telefon med Orbán, bekræfter de begge hinanden i, at nattens aktion skal forblive en undtagelse.
I ugen derpå ankommer der dagligt 20.000 flygtninge til Münchens hovedbanegård, og det fortsætter i samme stil. Den velordnede registrering, som Tyskland hele tiden har krævet af Ungarn, er ikke længere mulig i EU’s største land. I november genindføres grænsekontrollen, og først i december får myndighederne atter styr på situationen.
I bagklogskabens klare lys er mange af aktørerne enige om, at Merkel ikke kunne have handlet anderledes. Christian Kern, der i dag har afløst Werner Faymann som kansler i Østrig, siger, at ”alting skete meget spontant dengang”, og at det både var en human og pragmatisk beslutning. Men de fleste er også enige om, at der blev begået fejl. Merkels fejl var det, siger en tysk toppolitiker, at satse på en fælleseuropæisk løsning i flygtningespørgsmålet, som det allerede tidligt stod klart, at der slet ikke var stemning for. En ungarsk topdiplomat siger, ”vores fejl var ikke at bygge grænsehegnet. Vores fejl var, at vi gjorde det alt for sent.” Muligvis vil historikere engang kunne påvise, at den dramatiske situation den pågældende weekend kun kunne opstå, fordi EU-landene ikke længere formåede at kommunikere ordentligt med hinanden. Uanset hvad ville Europas historie nok være forløbet anderledes, hvis flygtningene om morgenen den 4. september ikke havde besluttet sig for at gå af sted.
Artiklen er skrevet af Georg Blume, Marc Brost, Tina Hildebrandt, Aleksej Hock, Sybille Klormann, Angela Köckritz, Matthias Krupa, Mariam Lau, Gero von Randow, Merlind Theile, Michael Thumann og Heinrich Wefing.
Kilde: Die Zeit
Zeitverlag Gerd Bucerius GmbH & Co. KG
Oversat, redigeret og forkortet af Kerrin Linde
