Dokumentaristen, der forsker i menneskeskæbner

Martin Sundstrøm er højst sandsynligt den eneste danske tv-instruktør, der også kan skrive specialist i neuropsykologi på cv’et. Han er lige nu aktuel med den anmelderroste dramadokumentar ”Min fars krig” på DR om en dansk families skæbne under Besættelsen

Som ung gik Martin Sundstrøm naturvidenskabens vej og blev i 2008 specialist i neuropsykologi. Skiftet til tv-branchen stod for ham ikke i kontrast til det tidligere virke, for i begge fag bliver den 44-årige dokumentarist drevet af det samme – sin nysgerrighed. – Privafoto.
Som ung gik Martin Sundstrøm naturvidenskabens vej og blev i 2008 specialist i neuropsykologi. Skiftet til tv-branchen stod for ham ikke i kontrast til det tidligere virke, for i begge fag bliver den 44-årige dokumentarist drevet af det samme – sin nysgerrighed. – Privafoto.

Hører man en historie fortalt gennem en menneskeskæbne, så husker man den. Det mener den 44-årige Martin Sundstrøm, hovedinstruktøren bag den nye DR-dramadokumentar ”Min fars krig”, der handler om Besættelsen fortalt gennem den i dag 86-årige Dorthe Røssells erindringer om en barndom som datter af modstandsfolk. Og det er nok netop grundet den stærke menneskehistorie, at dokumentarserien har fået så god en modtagelse, tror Martin Sundstrøm, der også er forfatter og udviklingschef.

”Dorthe har et meget stort nærvær, og hendes historie engagerer folk følelsesmæssigt. Den minder os om, at der var nogle få modige modstandsfolk, der betalte en meget høj pris for, at Danmark den dag i dag regnes blandt de allierede som en modstandsnation. Vi skylder dem Danmarks ære, og det er Dorthe Røssells historie god til at minde os om,” siger han.

Det var samme fascination for menneskers skæbnehistorier, der opstod i Martin Sundstrøm, da han som blot 10-årig læsehest gik på opdagelse i moderens bogreol i barndomshjemmet på Nørrebro i København. Blandt rækkerne fandt han bogen ”Vi lever” af Piers Paul Read, en autentisk beretning om 29 overlevende fra et forulykket fly, der må kæmpe for deres overlevelse på en øde destination i Andesbjergene i Sydamerika. Den vækkede noget i ham. For hér sad Martin Sundstrøm med menneskeskæbner mellem hænderne og kunne næsten ikke tro, at disse begivenheder havde fundet sted i virkeligheden.

Kort efter var det Anne Franks dagbog, han blev opslugt af, og den spirende interesse for selv at kunne fortælle menneskers historier gennem ord og film blev allerede dengang vakt.

"Jeg kan godt lide tanken om, at man som dokumentarist kan få seerne til at engagere sig i et emne og gøre dem handlekraftige. Formår man at fortælle folk, hvilke muligheder de har for at gøre en forskel, så har man i mine øjne opnået succes," siger Martin Sundstrøm.

Hvilke tanker og refleksioner håber du, at ”Min fars krig” kan få til at spire hos andre?

”Jeg kunne ønske, at ”Min fars krig” kan få seeren til at tænke på, at hvis man vil noget, bliver man nødt til at kæmpe for det. Det var netop den mentalitet, modstandsfolkene havde, og det er i høj grad vigtigt at holde fast på i dag, selvom det er nogle helt andre udfordringer, vi nu står over for – for eksempel klimaforandringerne,” siger han.

Skal man lykkes med at overføre en god fortælling til film, er det mennesket i sig selv, man skal være nysgerrig efter, mener han. Og nysgerrig er nok det tætteste, man kommer på en samlet betegnelse for mennesket Martin Sundstrøm.

Det var nysgerrighed, der fik ham til at tænde det videokamera, han som barn lånte af en skolekammerat for at optage sine første filmklip. Ligesom det også var nysgerrighed, der drev ham til at søge ind på fysikstudiet på Københavns Universitet, som han blev kandidat fra i 2000. Senere tog interessen ham til Bristol i Storbritannien, hvor han specialiserede sig i neuropsykologi. Martin Sundstrøm arbejdede i en årrække i forskellige it-virksomheder, herunder teknologivirksomheden IBM. Men interessen for dokumentarisme slap han ikke, og han fortsatte derfor sideløbende med sine filmprojekter.

I 2012 fik interessen i filmens og fortællingens kunst ham til at tage det endelige skridt ud i tilværelsen som freelanceinstruktør. Ikke at det var nemt for ham at forlade sit faste job for en usikker freelancetilværelse, fortæller han. Men for Martin Sundstrøm gik det heldigvis godt. I hvert fald har han som instruktør og producent bag en lang række dokumentarfilm, tv-serier, og som forfatter til flere bøger ikke kedet sig siden skiftet.

”Jeg tror, at den her blanding mellem det visuelle, den menneskelige fortælling og dokumentarismen er en meget god afspejling af, hvem jeg er som menneske. Dér, hvor jeg befinder mig nu i mit arbejdsliv, kan jeg lave det, jeg brænder for. Jeg arbejder bedst med de idéer, der er mine egne, men heldigvis flyder min hjerne også over med dem,” siger Martin Sundstrøm.

Hvor finder du inspiration?

”Det, der inspirerer mig, er det uventede. Det er for eksempel, når jeg møder et menneske, som overrasker, eller når jeg oplever et nybrud af den ene eller anden art. Selv prøver jeg altid på at gøre det modsatte af, hvad man umiddelbart skulle tro var muligt, og det er netop dér, de gode idéer opstår,” siger han.