Påsken i Rusland er netop overstået. Oppositionsleder Aleksej Navalnyj lagde i søndags en påskehilsen på Instagram med den traditionelle russiske hilsen ”Hurra, Kristus er genopstanden” fra den straffelejr, hvor han afsoner en bedrageridom på to og et halvt års fængsel. Han henviser til sin sultestrejke, som han afbrød før påske, og sender en hilsen til både ikke-troende og militante ateister – holdninger, han selv har delt – og til troende, som han nu bekender at være blevet.
Den påfaldende apolitiske hilsen kommer, mens myndighederne er i gang med at knuse hans to organisationer. Det politiske netværk, som det russiske finanstilsyn i fredags opførte som ”ekstremistisk og terrorrelateret”, og hans antikorruptionsfond, der senere på måneden risikerer en dom for det samme og dermed vil ende i samme kategori, som Rusland har placeret al-Qaeda, Islamisk Stat og Taleban.
Navalnyjs politiske netværks modtræk var at opløse sig selv, Rusland eneste organiserede opposition har mistet netop sin organisation. Aktivistnetværket, der har organiseret masseprotester over hele Rusland, er lagt ned, og Navalnyj er nu en hærleder uden soldater. Netværket har selv meddelt, at man ikke har en plan B – er oppositionen i Rusland knust?
Svaret på det er et forsigtigt ja og et stort måske. Formelt er det et stort tilbageslag for oppositionen, hvis store mål i år har været parlamentsvalget til september, hvor man ikke selv kan opstille kandidater og derfor har en ”Stem smart”-strategi, hvor man støtter lokale kandidater, der kan slå Forenet Rusland, præsident Vladimir Putins parti, med det sigte at ydmyge Forenet Rusland.
Omvendt har det politiske netværk beskyttet sine lokale aktivister ved at opløse sig selv. Når en organisation får prædikatet ekstremistisk, så vanskeliggøres ikke blot organisationens eget arbejde. Det indebærer også, at myndighederne lettere kan sætte samme prædikat på organisationens medlemmer, og får man det, skal man løbende orientere myndighederne om en række personlige forhold og har dermed langt højere risiko for en fængselsdom. Sådan som det er sket for over 400 medlemmer af Jehovas Vidner, heriblandt danske Dennis Christensen, som er blevet anklaget og idømt lange fængselsstraffe, siden gruppen i 2017 blev forbudt som ”ekstremistisk organisation”.
Navalnyjs politiske aktivister kan nu forsætte deres politiske aktiviteter som uformelt netværk, så man lokalt kan fuldføre ”Stem Smart”-strategien.
Hvad der sker efter valget, vil i højere grad end opløsningen af det politiske netværk afgøre oppositionens skæbne. Ydmyger man Forenet Rusland i september, så kan der findes nye veje, men taber man, er udsigterne mørke.
De seneste begivenheder er logiske i lyset af det paradigmeskifte, der er sket i Kreml i synet på oppositionen siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014.
Før Krim så man oppositionen som et fænomen, der var født af en ny storby-middelklasse, som skulle have lov til at pleje deres kritik i mindre cirkler, men blot holdes ude fra politisk indflydelse. Man oprettede fora, hvor dette kunne finde sted. TV Regn betegnes som uafhængigt medie i dag, men er oprettet af den russiske regering for mere end 10 år siden, og det samme gælder en række andre initiativer.
Med annekteringen af Krim opstod behovet for støtte til en nationalistisk dagsorden, patriotisk opdragelse af ungdommen og en styrket opbakning til den russiske hær. Mærkaterne udenlandsk agent, ekstremistisk og terrorrelateret fik stigende udbredelse og stærkere lovgrundlag med øgede beføjelser for tildeling af bøder samt fængsel.
Med den nationale dagsorden styrkedes den ortodokse kirke og Ruslands mange sikkerhedsstyrker.
Nationalgarden blev oprettet, en styrke direkte under Kremls kontrol og ledelse, hvor sikkerhedsstyrkerne hidtil var forankret i indenrigsministeriet. Dermed flyttede politikudviklingen i forhold til oppositionen fra regeringen og fra akademisk trænede og politisk skolede rådgivere i Kreml til ledere trænet af KGB i Sovjettiden.
Og den ortodokse kirkes øgede politiske indflydelse er blevet brugt til at tryne mindre trossamfund såsom som Jehovas Vidner.
I Rusland er kommunismen væk, og den ortodokse kirke er kommet helt tæt på magten. Men ser vi bort fra det, så ligner den politiske repression i filosofi og metoder i Rusland i 2021 det, vi så fra slutningen af 1960’erne og frem til midten af 1980’erne i Sovjetunionen, hvor nutidens faktuelle ledere fik deres KGB-træning.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.