Nazi-stempel viser afmagt over for tyske højrenationalister

Tyske politikere trækker ofte nazi-kortet, når de går i rette med Alternativ for Tyskland, men det holder ikke, mener tysk-jødisk historiker. Det var dog relevant, da De Grønnes tidligere formand forleden vakte debat med nazi-sammenligning, mener filosof

Da det tyske parlamentsmedlem Cem Özdemir (billedet) forleden sammenlignede et stævne, arrangeret af det højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD), med en tale af Hitlers propagandaminister, lagde han sig i forlængelse af en række politikere, som det seneste halve år har stemplet AfD som nazister.
Da det tyske parlamentsmedlem Cem Özdemir (billedet) forleden sammenlignede et stævne, arrangeret af det højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD), med en tale af Hitlers propagandaminister, lagde han sig i forlængelse af en række politikere, som det seneste halve år har stemplet AfD som nazister. Foto: Sophia Kembowski/Ritzau Scanpix.

Da det tyske parlamentsmedlem Cem Özdemir forleden sammenlignede et stævne, arrangeret af det højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD), med en tale af Hitlers propagandaminister, lagde han sig i forlængelse af en række politikere, som det seneste halve år har stemplet AfD som nazister.

I en tale i Forbundsdagen i torsdags beskyldte den tidligere formand for miljøpartiet De Grønne AfD for at ville gennemtvinge nazistisk pressecensur. Det skete, efter at AfD havde opfordret forbundsregeringen til at censurere satiriske artikler om det tyske højre af den tysk-tyrkiske journalist Deniz Yücel, som for nylig blev løsladt efter et års fangenskab i et tyrkisk fængsel.

”I vores land er der ikke nogen ensretning af holdninger, sådan som de drømmer om. Her hos os er der pressefrihed,” sagde Özdemir i sin tale, mens han pegede på AfD-medlemmerne i Forbunds-dagen og brugte begrebet ”Gleichschaltung”, som nazisterne brugte om den nazistiske ensretning af samfundet.

Tyskfødte Cem Özdemir, som har tyrkiske forældre, reagerede også på, at forsamlingen ved et AfD-stævne i delstaten Sachsen askeonsdag havde krævet deportation af tyskere med tyrkiske rødder. Han sammenlignede stævnet med Joseph Goebbels’ proklamation af ”den totale krig” i Berlins Sport-palast i 1943. En parallel, som også Rico Gebhardt, gruppeformand for venstrepartiet Die Linke i Sachsens parlament, for nylig drog.

Men politikerne bør holde sig fra sammenligninger med Hitlertyskland, mener den tysk-jødiske professor emeritus i historie Michael Wolffsohn. Han understreger, at den borgerlige, konservative fløj i det kun fem år gamle parti er på tilbagetog, mens den højreekstreme fløj bliver stadig mere højlydt.

”Men det er forkert, når politikerne anvender det gamle nazistiske ordforråd på dette nye fænomen. Det er en af de mange forenklinger, der har gjort det politiske sprog så utroværdigt,” siger han.

Ifølge Michael Wolffsohn er der en ”ubestridelig forbindelse” mellem de seneste års flygtningestrøm og den tiltagende terrorisme i Tyskland. Det forklarer delvist fremgangen for AfD, som blot er en af mange voksende højrebevægelser i Europa.

”Der finder ting sted for første gang i tysk historie, som berører store dele af befolkningen fra venstre mod højre. Dette er ikke et nazistisk problem, og et nazistisk ordforråd viser blot, hvor hjælpeløse politikerne og samfundet grundlæggende er i forhold til at håndtere det nye fænomen af radikale højrefløjsgrupper. Jeg er på ingen måde tilhænger af AfD, men man må analysere et nyt problem med nye metoder. Det er delvis sandt, at der er nazister i AfD, men alt i alt repræsenterer partiet ikke den modbydelige nationalsocialistiske fortid,” siger han.

Inden AfD ved valget i september blev stemt ind i Forbundsdagen som landets tredjestørste parti, advarede den socialdemokratiske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, også om, at Tyskland for første gang siden krigen ville få ”ægte nazister” i parlamentet.

Der er gået inflation i nazistemplet, og sammenligningen fremstår efterhånden ”uhyggeligt harmløs” i den brede offentlighed, mener den danske filosof og forfatter Peter Tudvad, som er bosat i Sachsen og følger den tyske debat tæt:

”Andre partier såsom det socialdemokratiske SPD har afsløret sig som omtrent lige så store populister som AfD, når de udråber partiet til nazister, og jeg frygter, at det kan føre til en undergravning af det traditionsrige, høje debatniveau i Forbundsdagen,” siger han.

Men Özdemirs aktuelle kritik rammer faktisk plet, mener Peter Tudvad. Der er ikke tale om en generel tilsværtning, men om en præcis kritik af partiets ønske om pressecensur og udvisning.

”Yücels udfald i sin tid var notorisk satiriske, men noget satirisk præg er der ikke just over det, når AfD – et parti, der også har talt om at skyde på flygtninge ved grænserne og i øvrigt gerne taler om deportationer – vil have Yücel smidt ud af landet. Man skal være varsom med at spille nazikortet, men det skulle nødigt blive sådan, at man slet ikke kan benytte det, når det som i det aktuelle tilfælde faktisk synes relevant,” siger Peter Tudvad.