Prøv avisen

Nazismens umenneskelige videnskab

Hirt udviste ganske vist en særlig kynisme i 1943, da han lod de 86 mennesker myrde blot for at få fat i deres skeletter. Alligevel var tilfældet i Strasbourg langt fra enestående. Mange universiteter og museer var ifølge Hans-Joachim Lang klar over, at den jødiske race var ved at blive udryddet. Foto: Ritzau Scanpix/Matthias Schrader

Jøder blev myrdet af Det Tredje Riges videnskabsfolk for at indgå i en etnografisk samling over uddøde racer. Godt 60 år senere er 86 ofre på vej til at få en ærefuld begravelse, efter at den tyske historiker og journalist Hans-Joachim Lang har brugt fem år af sit liv på at grave deres historie frem

For den tyske anatomiprofessor August Hirt og hans kolleger var det vigtigt at sikre sig adskillige jødiske kranier og andre kropsdele, før alle jøder blev udryddet, sådan som man regnende med dengang i 1940'ernes Nazityskland.

Nazisterne havde derfor lagt ganske særlige planer for byen Strasbourg og især dets universitet efter besættelsen. Det var tanken, at byen, når Adolf Hitler havde vundet krigen, skulle fungere som et særligt bolværk til sikring af den germanske kultur. Universitetet skulle struktureres om og koncentrere sig om propaganda og raceforskning.

Planerne resulterede i, at 86 jøder blev udvalgt i 1943 som en del af projektet. De blev slået ihjel for at blive udstillingsgenstande på museet, efter at deres kroppe var blevet splittet ad.

Nu godt 60 år senere er der planer om give de 86 en ærefuld begravelse, efter at deres makabre historie for første gang er blevet fortalt til det moderne Tysklands indbyggere.

Den tyske historiker og journalist Hans-Joachim Lang har brugt fem år af sit liv og været jorden rundt for i bogstaveligste forstand at grave deres historie frem og minde sig selv og verden om nazitidens rædsler.

August Hirt havde planer om at lave sig et museum, hvor kranier skulle udstilles som dokumentation for, hvilke undermennesker den jødiske race havde været ifølge nazisternes sygelige ideologi. Hans planer blev hurtigt udvidet til ikke alene at omfatte kranier, men også hele skeletter.

Massegraven i Strasbourg

Hirt udviste ganske vist en særlig kynisme i 1943, da han lod de 86 mennesker myrde blot for at få fat i deres skeletter. Alligevel var tilfældet i Strasbourg langt fra enestående. Mange universiteter og museer var ifølge Hans-Joachim Lang klar over, at den jødiske race var ved at blive udryddet.

En del professorer gik meget langt for sikre sig jødiske lig til deres ana- tomisamlinger. Nogle fik hentet jødiske lig fra kirkegårde i Tyskland og Østrig. Andre modtog lig fra kz-lejre.

På en af de jødiske kirkegårde i Strasbourg, er der i dag en enkelt, stor gravplads, som adskiller sig markant fra de andre. Det er en massegrav, hvor der står en stor sten. En tekst fortæller, at "her hviler 86 jødiske mænd og kvinder, som alle mistede deres liv på grund af en lægevidenskab, der var uden medmenneskelighed."

Intet på den store sten røber noget om ofrenes liv. Der står intet om, hvad de hed, hvem de var, eller hvor de kom fra. De er stedt til hvile anonymt.

"Der burde være en tavle her med navnene på alle 86 ofre. De bør ikke længere være anonyme, og deres pårørende har ret til at kunne finde det sted, hvor de ligger begravet," fortæller Hans-Joachim Lang.

Hans arbejde er årsagen til, at man i dag ved, hvem der ligger i graven.

I de fem år, han har arbejdet med at opklare deres historie, har han været både i Auschwitz og Jerusalem, og han har talt med pårørende til ofre i blandt andet Argentina og USA.

Resultatet af Hans-Joachim Langs undersøgelser fremgår af hans bog "Die Namen der Nummern" eller "Navnene bag tallene", som netop er udkommet i Tyskland på forlaget Hoffmann und Campe.

Bogen er blevet modtaget med stor ros i tyske medier. Den jødiske organisation Fondation Auschwitz i Belgien, har tildelt forfatteren en pris for den omfattende indsats.

Indtil for nylig vidste ingen af familierne til de 86 myrdede jøder, hvad der var sket med deres pårørende. Hans-Joachim Lang har gjort dem klar over, at deres pårørende ligger på netop denne kirkegård i Strassbourg.

De efterladte og Hans-Joachim Lang forlanger nu, at der rejses en mindetavle med navnene på alle 86 myrdede, så de ikke længere står hen som anonyme ofre for et grusomt regime.

"Jeg kan ikke holde den tanke ud, at ofre for forbrydelser altid forbliver anonyme," siger Hans-Joachim Lang.

"Vi ved, at nazisterne slog seks millioner jøder ihjel. Men det er så stort et tal, at intet menneske helt kan fatte omfanget af forbrydelserne. Ofrene skal ikke længere være anonyme, deres eksempler kan illustrere, hvordan almindelige mennesker som du og jeg måtte lide under nazisterne".

Elisabeth Kleins skæbne

Hans-Joachim Lang fortæller blandt andet om den østigske jøde Elisabeth Kleins uhyggelige skæbne. I 1939 flygtede hun med sin familie fra Østrig til Belgien for at undgå nazismen. Familien gik under jorden, da tyskerne besatte landet.

"Da jeg fandt frem til Elisabeth Kleins datter og talte med hende, fik jeg en fornemmelse af, hvordan folk har måttet leve med nazisternes terror overalt i Europa. Tænk på de store ofre, som denne familie måtte bringe, da den flygtede fra Wien til Belgien blot for at opleve, at nazisterne kort tid efter marcherer ind i Belgien," siger Hans-Joachim Lang.

Elisabeth Klein blev arresteret af Gestapo i april 1943, og derefter blev hun sendt til udryddelseslejren i Auschwitz.

Professor August Hirt, der ledede det såkaldte Rigsuniversitet i Strasbourg, sendte i 1943 to medarbejdere på en opgave. De tog til til Auschwitz, hvor de skulle udvælge jøder til universitetets kommende samling. De to videnskabsfolk udpegede 57 mænd og 29 kvinder, blandt dem Elisabeth Klein.

De 86 jøder troede, at de skulle til en bedre lejr, men deres rejse endte i et lille rum, hvor de blev gasset til døde. Der blev så sprøjtet konserveringsmiddel ind i ligene, som derefter blev sendt til universitetet i Strasbourg.

"Det, der har rystet mig mest i forbindelse med disse mord, er den kulde, som disse videnskabsfolk har udvist. De var helt uden hæmninger og blottet for medfølelse. Jeg kan ikke fatte, at videnskabsfolk var i stand til at tage til Auschwitz og se de frygtelige tilstande, der eksisterede der, for derefter at tage tilbage til deres arbejde og fortsætte med deres planer," siger Hans-Joachim Lang.

Ville slette sporene

Efterhånden som det gik tyskerne dårligere i krigen, og de allierede styrker rykkede nærmere Strasbourg, blev August Hirt og hans medarbejdere grebet af panik. De forsøgte at slette sporene efter deres forbrydelser.

Videnskabsmændene fik parteret nogle af ligene og sendte adskillige ligdele til byens krematorier. Andre lig blev placeret sammen med mennesker, der havde lidt en naturlig død, og blev derefter brugt som en del af universitetets generelle undervisningsmateriale.

Men sporene nåede ikke at blive slettet, før de allierede styrker befriede Belgien. Det lykkedes faktisk stort set at samle ligene, som blev begravet anonymt på den jødiske kirkegård i Strasbourg.

Det ville have været umuligt for Hans-Joachim Lang at opklare de dødes identitet, hvis ikke en modig medarbejder på universitetet havde handlet på egen hånd. Henry Henrypierre arbejdede i 1942 som assistent for August Hirt. Han var i 1946 vidne i en af Nürnberg-processerne, hvor han fortalte, at da han første gang så de døde, var han med det samme klar over, at det ikke drejede sig om normale dødsfald. Han fortalte, at de døde havde skinnende øjne, og at der løb blod ud af mund og næse på dem. Noget fik ham derefter til at skrive deres fangenumre - som var tatoveret på venstre arm - på et stykke papir, som han gemte.

Otte nationaliteter

Henry Henrypierre gav de franske befrielsestropper papiret med numrene. Men ingen bekymrede sig mere om det, indtil Hans-Joachim Lang fik fat i papiret.

"Nazisternes trang til grundighed har været mig til stor hjælp. Når jøderne ankom til Auschwitz, blev deres navne og numre nøje registreret," siger Hans-Joachim Lang.

Han fandt ud af, at de 86 ofre kom fra Norge, Polen, Grækenland, Østrig, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland.

"Det mest komplicerede ved hele mit arbejde var at finde pårørende, for de havde jo kun overlevet, fordi de var flygtet i rette tid. Det betød, at mange nu levede i lande som Argentina, USA eller Israel, og derfor måte jeg søge videre i disse lande," siger Hans-Joachim Lang.

Det lykkedes ham at finde pårørende til 12 ud af de 86 personer. De forsynede ham med billeder og minder omkring ofrene.

"Det var en meget mærkelig oplevelse. Først havde jeg 86 numre, som blev til 86 anonyme mennesker, og så mødte jeg de pårørende, hvorefter de anonyme skikkelser pludselig blev til personer med hver deres identitet," fortæller Hans-Joachim Lang.

Familierne havde ofte igennem årtier forsøgt at fortrænge, hvad der var sket.

"Når man aldrig får klar besked om, hvad der er sket med et nærtstående menneske, går man hele livet rundt med ufordøjede følelser," siger Hans-Joachim Lang.

Han mødte blandt andre pårørende til den berlinske jøde Hugo Haarzopf. Det eneste minde, familien har tilbage, er et utydeligt foto og et papir, der bekræfter, at han blev deporteret.

Hans-Joachim Lang gik nænsomt frem, når han kontaktede de pårørende.

"Det må have været lidt af et chok for familierne, fortæller han om de første møder".

"Først når de var kommet sig ovenpå det, kunne jeg fortælle dem mere præcist om, hvad der var sket med deres nære. Det er klart, at de blev kede af at høre, hvad der var sket. Men jeg mærkede, at det var vigtigt for dem at få klar besked om de pårørendes skæbne. Nu kan de i det mindste blive færdige med dette kapitel, og de ved, der findes en kirkegård, hvor deres kære ligger begravet".

Tyskere ønsker viden

Hans-Joachim Lang er ikke stødt på negative reaktioner på sin bog. Han er overbevist om, at de fleste tyskere i dag forstår, hvorfor det er vigtigt ikke at glemme fortiden.

"Tyskerne har siden 1980'erne beskæftiget sig meget med de forbrydelser, der fandt sted under nazisterne, og mange grupper laver stadig initiativer, der skal få os til at diskutere og huske fortiden," siger han.

Tyske tv-kanaler bringer næsten hver uge dokumentarprogrammer om nazitiden, og der skrives og sælges bøger om temaet som aldrig før.

"De seneste år er der opstået et stort behov blandt tyskerne for at få mere at vide om Hitler og krigen. Det er fordi, landet oplever et generationsskifte efter krigen. Gerningsmændenes generation, der har været med til at bringe Hitler til magten, er nu ved at uddø," siger David Kellermann, der er programleder ved en af de store tyske tv-stationer.

"Mange af efterkrigstidens børn har også haft berøringsangt over for emnet nazisme, fordi de ikke var sikre på, hvilken rolle deres egne forældre havde under Hitler. Men nu er flertallet af tyskerne så unge, at hverken de selv eller deres fædre har oplevet krigen. Og mange unge tyskere kan ikke fatte, at så grusomme folkemord kunne ske i deres eget land for 60-70 år siden, og derfor er de meget videbegærlige," siger David Kellermann.

Hans-Joachim Lang ser dog et problem ved de mange tv-udsendelser om nazisternes forbrydelser.

"Gerningsmændene har opnået evig berømmelse, og deres navne vil aldrig blive glemt, men deres ofre bør være mindst lige så kendte. Morderne skal ikke have det sidste ord," siger han.

"Det er vores opgave at fortælle om ofrens liv. Netop derfor er det også vigtigt, at vi fjerner anonymiteten fra ofrene på kirkegården i Strasbourg og kalder dem ved deres navne".

Hvad angår anatomiprofessor August Hirts forsøg på at udstille en samling af skeletter fra det folk, man prøvede på at udrydde, så blev det aldrig til noget.

Hitler begik selvmord og Nazityskland tabte krigen, før museet nåede at blive etableret.

August Hirt begik selvmord kort efter krigen. Men hans overordnede på universitetet, Wolfram Sievers, blev dømt til døden under Nürnberg-processerne og henrettet i 1948.

De to forskningsassistenter, der hentede de 86 dødsmærkede i Auschwitz, blev først afsløret senere og kom for retten i 1970. Den ene blev frifundet. Den anden blev idømt tre års fængsel for sin andel i mordet på 86 mennesker - han blev dog løsladt efter dommen på grund af lang tids varetægtsfængsling og for god opførsel.

De 86 jøder, der efter planen skulle indgå som en del af Strasbourg-universitetets kommende samling over uddøde menneskeracer, blev alle hentet i 1943 i Auschwitz. Foto: Scanpix