Neama Gamal er 28 år, da hun en hed augustdag i 2013 maser sig ind på det ledige midtersæde i en hvid, tætpakket minibus i Mokattam, en forstad til Kairo. Hun er på vej hjem fra arbejde, det tager halvanden time, og hun skal skifte minibus tre gange for at komme til Sayeda Zeinab, hvor hun bor.
De har kørt i 20 minutter, da hun mærker en hånd komme snigende bagfra - den befamler hendes lår og bagdel, og derefter søger den op. Først er hun lammet af skræk. Men så skriger hun og begynder at skælde manden på sædet bag hende ud.
Forskrækket trækker han hånden til sig, og selvom bussen fortsat kører, forsøger han i panik at flygte ud ad et åbent vindue. Et par af de andre passagerer griber fat i ham og holder ham fast.
”Jeg havde anmeldt lignende overgreb tre gange tidligere, men det var første gang, at det lykkedes mig at stå på min ret,” fortæller Neama Gamal fra sit hjem i den egyptiske hovedstad.
”Det var heldigt, at vi var lige ved en politistation, og at der var hjælpsomme og ordentlige mennesker med bussen den dag. Min veninde og nogle af de andre passagerer gik med ind og hjalp mig med at anmelde manden, og nok så vigtigt sagde de ja til at vidne, når eller hvis sagen skulle for retten. Politiet tog også min anmeldelse alvorligt og behandlede mig pænt.”
Neama fortalte mig om overgrebet og retssagen første gang for halvandet års tid siden. Dengang var der lige gået et år, og der var ikke faldet dom endnu. På det tidspunkt arbejdede vi sammen på et projekt i Kairo, og vi kendte næsten ikke hinanden.
Jeg fik ingen detaljer, hun fortalte bare hviskende, at hun havde været udsat for et overgreb, og at sagen var i retten, men at hun ikke brød sig om at tale om det. Jeg troede naivt, det var oplevelsen, som gjorde det svært for hende, men hun fortalte så, at retssagen havde givet hende et ry som mandehader. Det betød, at hun ville få svært ved at finde en kæreste, blive gift og stifte familie.
Når hun alligevel valgte at dele en smule af sin historie med mig, var det, fordi hun ville vise mig sin Facebook-side Ana Mesh Haskot (jeg vil ikke tie), som hun oprettede tilbage i 2011, da hun blev forulempet første gang.
Dengang nøjedes hun med at opfordre andre kvinder til at dele deres erfaringer med upassende bemærkninger, gramseri og direkte voldelige krænkelser, som er hverdag for egyptiske kvinder, når de færdes på gader og med offentlig transport overalt i landet.
Kvinderne taler sjældent om det, fordi det er skamfuldt. Selv familien vil ofte beskylde en kvinde for selv at lægge op til manden. Efter det sidste optrin i minibussen besluttede Neama Gamal sig for at fortælle sin Facebook-gruppe om alle fire overgreb og om retssagen.
På få måneder fik Ana Mesh Haskot næsten 20.000 følgere, som stadig deler oplevelserne og giver hinanden gode råd om, hvordan man som kvinde kan undgå de daglige fornærmelser og komme sikkert gennem byen.
Selvom omdømmet led, var Neama optimistisk med hensyn til retssagen. Straffen for seksuelle overgreb blev skærpet i juni 2014 med den begrundelse, at krænkelserne skadede Egyptens omdømme og dermed turismen. Alle seksuelle overgreb - verbale og fysiske - skulle udløse mindst seks måneders fængsel og en bøde på op imod 6000 kroner.
En advokat fra menneskerettighedsorganisationen CCD, Kairos udviklingscenter, som kørte Neamas sag, forklarede i netavisen Daily News Egypt, da dommen endelig faldt i april 2015, at antallet af anmeldelser er ude af proportioner med de mange daglige overgreb. CCD får cirka 260 voldssager ind om året, men kun omkring 20 handler om seksuel chikane, af dem ender to-tre stykker med domsfældelse.
Neama Gamals sag var en af de få sager, som udløste en hård straf. Så hård, at de egyptiske medier skrev om ”sjælden fængselsdom til overgrebsmand”. Det var ikke første gang, at AB, som manden bliver kaldt, havde forgrebet sig på kvinder, og han fik fem års fængsel. Neama Gamal var lykkelig, fortalte hun umiddelbart efter.
Men her ni måneder senere er han stadig på fri fod. Han dukkede aldrig op til det sidste retsmøde og mødte heller ikke til afsoning.
”Jeg har spurgt advokaten mange gange, om der snart sker noget,” siger Neama Gamal.
”Men politiet vil bare sige, at de ikke ved, hvor han bor, og at de har travlt med andre ting. Først hvis han en dag skal ud at rejse eller have nye papirer, vil de få fat på ham. Han tog aldrig retssagen alvorligt, havde ikke engang hyret en advokat og slipper foreløbig godt fra det. Jeg var ikke den første, han forgreb sig på, så jeg er sikker på, at han fortsætter. Det gør mig meget trist at tænke på.”
”Men selvom han ikke er i fængsel, er jeg stolt af mig selv,” siger hun.