Prøv avisen

Nedlukning af Tunesien falder sammen med årsdag for Ben Alis fald

Tunesiens mangeårige autoritære leder Zine el Abidine Ben Ali (t.v.) blev tvunget af posten for ti år siden. Han døde i 2019. (Arkivfoto) Foto: -/Ritzau Scanpix

Det er ti år siden, at Tunesiens daværende præsident gik af i forbindelse med Det Arabiske Forår.

Torsdag er det ti år siden, at Tunesiens daværende præsident, Zine el Abidine Ben Ali, blev tvunget af posten.

Det skete efter landsdækkende protester i forbindelse med det, der bliver kaldt Det Arabiske Forår.

Omkring et halvt år efter valgte Tunesien et nyt parlament, som vedtog en ny forfatning. Den blev ifølge menneskeretsgrupper set som et stort skridt på vejen mod mere demokrati.

Men markeringen af tiårsdagen vil blive afdæmpet. Dels fordi den prodemokratiske bevægelse, der afsatte Ben Ali, har valgt at dedikere dagen til den tredjedel af den unge befolkning, der står uden job.

Dels fordi coronapandemien er altoverskyggende - også i Tunesien, hvor den tunesiske regering netop har annonceret en fire dage lang nedlukning.

Pandemien har forværret de økonomiske og sociale spændinger i landet, der står over for en markant stigning i antallet af smittetilfælde efter blot at have registreret omkring 50 dødsfald under den første bølge af pandemien.

Forværringen har betydet, at Tunesien nu ser flere tusinde nye smittede om dagen, mens der hver dag sker nye dødsfald blandt coronapatienter.

De seneste tal viser, at landet har registreret 5284 coronarelaterede dødsfald og 162.350 smittetilfælde.

Landets sundhedschef, Nissaf Ben Alya, der onsdag anbefalede nedlukningen, advarer om, at "situationen er meget farlig og udfordrer kapaciteten til at tage sig af de syge".

Hospitalsembedsfolk har tidligere advaret om mangel på sengepladser på intensive afdelinger trods oprettelse af midlertidige hospitaler.

Nedlukningen betyder, at undervisning på skoler, gymnasier og andre fakulteter vil blive suspenderet fra 13 til 24. januar.

Alle begivenheder er forbudt under nedlukningen, siger sundhedsminister Faouzi Mehdi. Han opfordrer alle til at arbejde hjemme så meget som muligt.

/ritzau/AFP