Prøv avisen

Nej-siden har nu forspring i Storbritannien

”Gennem vort 43 år lange medlemskab af Den Europæiske Union har den vist sig stadig mere grådig, ødsel, kontrollerede og åndeløst inkompetent i en krise,” skriver The Sun. Foto: AFP

Nej-siden i den britiske afstemning om medlemskabet af EU har nu medvind i meningsmålingerne

Nej-siden i den britiske afstemning om medlemskabet af EU har nu medvind i meningsmålingerne. Deres kampagne har fået ekstra styrke, efter at landets største avis, tabloidavisen The Sun, i går valgte side.

Avisen fyldte hele forsiden med en leder med budskabet om, at vælgerne skal droppe EU ved afstemningen den 23. juni.

Samtidig viser meningsmålinger fra aviserne The Guardian, The Times og The Independent samstemmende et forspring til nej-siden på gennemsnitlig 54 procent for at forlade EU mod 46 procent for at blive i fællesskabet, når tallene er renset for de vælgere, der endnu ikke har taget stilling. Store dele af de britiske aviser er kritiske over for EU, men det er The Sun, som i sin leder på forsiden, siger det mest direkte.

”Gennem vort 43 år lange medlemskab af Den Europæiske Union har den vist sig stadig mere grådig, ødsel, kontrollerede og åndeløst inkompetent i en krise,” skriver The Sun.

Avisen er kendt for at melde klart ud, hvem de støtter i forbindelse med valg, og selvom den har støttet David Cameron og De Konservative ved de seneste valg, går den nu mod premierministeren og taler for Brexit.

”De er ikke overraskende, at The Sun går i den retning. Det er i høj grad der, hvor The Sun og deres ejer Rupert Murdoch er. For dem handler det om at give et blåt øje til David Cameron, George Osborne og det etablerede samfund,” siger professor Michael Bromley, rektor for journalistuddannelsen ved City Universitet i London, til Kristeligt Dagblad.

Hvor aviserne mere eller mindre direkte tager side, er de elektroniske medier nærmest krampagtigt upartiske.

”Den britiske nyhedstation BBC fik fra starten af valgkampen en advarsel om, at den skulle være neutral, og ITV og Sky har fulgt samme princip. De vil ikke risikere at blive anklaget efterfølgende, hvor det ikke er usandsynligt, at taberne vil være dem med magten,” siger Michael Bromley.