De kontrollerede lejre for migranter og asylansøgere, som i juni reddede et højspændt EU-topmøde om migration fra at køre af sporet, hænger i en tynd tråd. I dag skal EU-ambassadørerne fra de 28 medlemslande diskutere det forslag, som EU-Kommissionen præsenterede i går i håb om, at i hvert fald nogle af landene vil lade sig friste af den økonomiske gulerod, de stilles i udsigt for at leve op til den aftale, de selv har vedtaget.
Enten vil der melde sig frivillige til at acceptere disse centre, som de 28 stats- og regeringsledere i sidste måned blev enige om, eller også falder det meste af topmøde-aftalen fra hinanden, og en ny krise vil bryde ud – især i forhold til Italien, der klart har meddelt, at landet ikke vil blive ved med at have hovedansvaret for at modtage migranter i Europa.
Kommissionen håber at kunne lokke medlemslandene med 45.000 kroner pr. asylansøger og migrant i de nye centre, som ikke behøver at være permanente. Der er lagt op til ”skræddersyede løsninger”, der kan oprettes midlertidigt til hver landgang af migranter med det formål at ”forbedre processen med at skelne mellem de asylansøgere, som har brug for beskyttelse, og de, der ikke har” og dermed gøre det lettere at sende denne sidste gruppe tilbage til hjemlandet.
Spørgsmålet er dog, om guleroden er stor nok til at overvinde de nationale politiske interesser og modviljen mod at åbne en omend symbolsk sprække i Dublin-forordningens regel om, at ansvaret for flygtningene påhviler det EU-land, hvor disse først sætter foden. Således vedtog Bulgariens parlament i fredags en resolution, der forbyder regeringen at indgå aftaler om modtagelse af migranter.
”Kommissionen har lyttet til frygten for, at europæiske modtagecentre skal blive permanente som i Grækenland, hvor folk opholder sig meget længe i de såkaldte hotspots, og dette kan være kimen til et mere solidarisk asylsystem, som det kan komme til at se ud efter en eventuel reform af Dublin-forordningen. For medlemslandene vil blive nødt til at samarbejde om en fordeling af dem, der får asyl i de nye centre, og også om, hvordan man skal håndtere komplekse sager, der ikke kan afgøres i løbet af de to måneder, opholdet skal vare,” siger Hanne Beirens, vicedirektør i tænketanken Migration Policy Institute Europe i Bruxelles.
Men forslaget hviler på frivillighed, og landene står ikke i kø for at melde sig, påpeger den franske specialist i migrationspolitik Yves Pascouau fra Universitetet i Nantes.
”Virkeligheden er, at alle EU-lande er stærkt modvillige til at oprette lejrene hos sig selv. Kun Spanien har vist en vis interesse. Frankrig er en af de varmeste fortalere for disse lejre, men har afvist selv at tage imod dem. Grækenland er allerede overbebyrdet med hotspots, og Italien siger jo klart, at man ikke vil have en eneste asylansøger, før de andre lande tager deres del,” siger han.
Den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, har sat de øvrige EU-lande kniven for struben ved at lukke sine havne for de skibe, som redder migranter fra druknedøden på vej over Middelhavet. Og selvom blokaden blev lempet i fredags som en gestus forud for EU-Kommissionens plan, har Italien også stillet et ultimatum om, at man vil indstille den europæiske kystvagt- og redningsoperation Sophia med udgangen af august, medmindre man ændrer reglen om, at alle reddede migranter skal sættes i land i Italien.
Lysere ser det ikke ud for de såkaldte regionale udskibningsplatforme, som skal tage imod de migranter, der reddes af andre fartøjer i Middelhavet.
FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og Den Internationale Organisation for Migration, IOM, har erklæret sig villige til at hjælpe med disse centre, og et første møde med FN-organisationerne finder sted på mandag. Men ingen synes villige til at indgå en aftale i stil med den med Tyrkiet, som siden 2016 fået antallet af migranter til Europa til at rasle ned. Fredag sagde det sidste af de mulige lande fra, da Libyen ligesom andre nordafrikanske lande afviste det europæiske forslag.
”EU-landene reddede facaden med aftalen ved topmødet i juni. Nu skal den så føres ud i livet, og kommissionen har spillet bolden tilbage til regeringerne. Østrig og Italien forsøger at ændre EU’s migrationspolitik, men selv ’de villiges akse’ med den tyske indenrigsminister Horst Seehofer er magtesløse, når de nationale interesser støder sammen,” siger Yves Pascouau.