Prøv avisen
Ruslandanalyse

Nekrolog over missiltraktaten, der indledte enden på den kolde krig

Med INF-traktaten, underskrevet af præsident Ronald Reagan og generalsekretær Mikhail Gorbatjov, eliminerede de to supermagter en hel våbenklasse, nemlig mellemdistanceraketter med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer, reducerede deres atomvåbenlagre samt iværksatte et gensidigt kontrolsystem med inspektioner. Foto: Bob Daugherty/Ritzau Scanpix

Dødsstødet til INF-traktaten er ikke begyndelsen på en ny verdensorden, men beviset på, at den nye verdensorden allerede er her

I fredags meddelte præsident Donald Trump som ventet, at USA efter 60 dages advarselsperiode nu suspenderer INF-traktaten, og i lørdags fulgte Ruslands præsident, Vladimir Putin, trop med samme skridt. Dermed ligger patienten nu i seks måneders respirator, men hav ingen forhåbninger – hverken USA eller Rusland ønsker de bånd, som traktaten pålægger dem.

Til den yngre generation kan jeg fortælle, at vi i 1980’erne, hvor denne skribent var ung og indigneret på hele verdens vegne i mange sager, ikke var optaget af, at livet på jorden snarligt ville ophøre på grund af klimaforandringerne, hvis ikke, der blev grebet ind i tide. Vi var bekymrede for, at kloden ville gå under i et atomragnarok, fordi Sovjetunionen og USA lå i et intenst atomvåbenkapløb til trods for, at de begge havde atomvåbenlagre, der kunne lægge verden øde ad flere omgange. De sovjetiske SS-20-missiler og Natos Pershing-II og krydsermissiler blev en del af vores dagligdagssprog på linje med vore dages dagligdagsord som klimaaftryk, ekstremvejr og spelt.

I 1976 placerede Sovjetunionen de første SS-20 missiler i udvalgte Warszawapagt-lande, som i dag er EU- og Nato-medlemmer. Hvert missil havde tre sprænghoveder og kunne nå alle mål i Vesteuropa. Det fik Nato til i 1979 at træffe sin dobbeltbeslutning – at matche Sovjet med tilsvarende Pershing-II og krydsermissiler, såfremt Sovjetunionen ikke gik i forhandling om nedrustning på området. Det gjorde Sovjet ikke, og missiler var på vej i øst i det daværende DDR og Tjekkoslovakiet samt i vest i Storbritannien, Belgien, Vesttyskland og Italien. Der var ingen personlig toplederkontakt mellem USA og Rusland i første halvdel af 1980’erne og dermed absolut ingen, der gjorde mine til at gribe ind i tide.

Men så kom INF-traktaten, underskrevet af præsident Ronald Reagan og generalsekretær Mikhail Gorbatjov den 8. december 1987 med ikrafttræden den 1. januar 1988. For første gang eliminerede de to supermagter en hel våbenklasse, nemlig mellemdistanceraketter med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer, reducerede deres atomvåbenlagre samt iværksatte et gensidigt kontrolsystem med inspektioner. Alle tre elementer var bærende for både senere våbenkontrolaftaler, men vigtigst af alt:

På mindre end tre år havde man på toplederniveau etableret en tillid, der muliggjorde den dialog, der førte til traktaten. Det var banebrydende og historisk.

Hvorfor er det så slut nu med den traktat, der betød et vigtigt tøbrud hen imod afslutningen af den kolde krig?

Det korte svar er den nye verdensorden og de udfordringer, som denne byder på. Kosmetisk har det for USA handlet om, at Rusland er skurk og lovbryder i sagen – der er korrekt, at russerne ikke overholder traktaten, men sådan har det været i mere end 10 år. For Rusland har det handlet om at udstille USA som den part, der nedbryder international lov ved at opsige traktater. Men for begge gælder, at man længe har ønsket at komme ud af traktatens snærende bånd.

Selvom USA trækker sig tilbage internationalt, ser man stadig sikkerhed i et globalt perspektiv. Der er ikke brug for mellemdistanceraketter her og nu i Europa, mens Iran, Kina og andre offensive lande kræver større fleksibilitet i kapaciteten af våbentyper. Rusland er ikke en global supermagt længere, men i kraft af sin uhyre lange globale grænse – til Finland, Baltikum, Sortehavet, Kaukasus, Kaspiske Hav, Centralasien, Kina, Alaska og Arktis – født global og har også brug for øget fleksibilitet.

INF handlede i sin tid om Europa, men handler i dag om alt andet end Europa. Den nye verdensorden er regionaliseret i centre som Washington, Moskva, Bei-jing, New Dehli, Teheran, Riyadh med flere med den regionale konkurrence som det primære, den globale som det sekundære.

Det er et sandt mantra, at Nato har flere muskler end Rusland, og at Rusland er en økonomisk dværg i militær sammenhæng. Men atomvåben er den fattige mands våben – se blot til Nordkorea – så indenfor et årti eller to kan vi igen have et europæisk våbenkapløb om mellemdistanceraketter. Velkommen til den nye verdensorden.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.