Prøv avisen

Nekrolog: Sharon var handlingernes mand

I Israel er Ariel Sharon eksemplet på lederen, der ikke bøjede sig for nogen, og som samtidig havde en evne til at gøre det uacceptable på en acceptabel måde. Foto: Yaniv Nadav / Demotix/ Denmark

Både som general og politiker var Ariel Sharon frygtet af sine modstandere. Ingen vidste, hvad hans næste skridt ville bringe, og listen over dem, der har smagt hans overraskelser, er alenlang og bitter

En israelsk kommentator skrev for nylig om det ironiske i, at Israels bedste læger i Sharons sidste dage kæmpede for at finde ud af det, millioner af personer gennem historien har spurgt sig selv om. Nemlig hvad der foregår i Sharons hoved.

Siden Ariel Sharon for første gang indskrev sig selv i Israels og Mellemøstens historie under Uafhængighedskrigen i 1948, har han altid holdt sine kort tæt til brystet. Et af de store politiske mysterier, som ingen analytikere helt har kunnet gennemskue, var, hvilken retning Sharon bevægede sig i som Israels premierminister, indtil han faldt i koma i begyndelsen af 2006.

Var han den fredens mand, som både USAs daværende præsident George W. Bush og Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak, kaldte ham? Eller var Sharon, som den israelske politiske teoretiker Yaron Ezrahi engang sagde: En brutal, men realistisk taktiker med en myteskabende sans på det strategiske plan?

LÆS OGSÅ: Debat i Israel om Sharons politiske arv

Ariel Sharon stod aldrig frem som en fredens mand. Heller ikke i sine seneste år, hvor det internationale samfund, endda også dele af den arabiske verden, lærte at respektere og holde af ham, netop fordi Sharon ved sin død fremstod som den eneste israelske leder, der både kunne træffe de rigtige beslutninger og bagefter realisere dem.

Sharon brød sig ikke om at sidde ved forhandlingsbordet med palæstinenserne. Selv under fredsprocessen nægtede han at give den afdøde palæstinensiske præsident, Yassir Arafat, hånden til trods for, at de to sad over for hinanden med halvanden meter imellem sig.

Sharon var handlingernes mand. Ikke for mange ord. Ikke for mange overvejelser, men derimod beslutninger, implementeringer og en tilpas tyk hud til at lade kritik, had og angreb prelle af.

Det var denne personlighed, der fik Sharon til at bryde med Likudpartiets ideologi om et Storisrael i sin tale fra 2003, hvor han betegnede den israelske besættelse som en negativ faktor. Det var samme handledygtighed, der fik ham til at beslutte sig for rømningen af Gaza og bruddet med Likud til fordel for det store centerparti Kadima.
Mange beundrede Sharon for denne handlekraft og kaldte ham en stor leder.

I Israel er Sharon eksemplet på lederen, der ikke bøjede sig for nogen, og som samtidig havde en evne til at gøre det uacceptable på en acceptabel måde.

Ingen i Israel havde forestillet sig, at det ville være muligt at opstille kanoner uden for Gaza efter tilbage-trækningen for at være i stand til at gengælde eventuelle raketangreb. Det var Sharons beslutning at lade kanonerne opstille over for Gazas befolkning, og på få måneder blev det svært for israelere og endda også internationale observatører at forestille sig en virkelighed uden disse kanoner.

Andre frygtede ham af gode grunde for denne politiske smidighed og placerede ham på hylden sammen med diktatorer og voldelige hærledere.

I sin legendariske bog, From Beirut to Jerusalem (Fra Beirut til Jerusalem), skriver den amerikanske journalist Thomas Freedman følgende om lighederne mellem Ariel Sharon og den afdøde syriske diktator Hafez al Assad, som var berygtet for massakren på sin egen befolkning i den syriske by Hama i 1982:

Jeg er overbevist om, at der kun findes en person, Hafez al Assad er bange for. Det er Ariel Sharon. Assad vidste, at Sharon også var parat til at spille efter Hama-byens regler. Assad kendte Sharon meget godt. Han så ham hver morgen, når han så sig selv i spejlet.

Sharons handlekraft har altid været enorm. I modsætning til hans tid som hærleder og forsvarsminister faldt denne evne godt i hak med international enighed om israelsk rømning af Gaza. Få dage inden sin hjerneblødning antydede Sharon, at nye rømninger var på vej, hvilket blot var med til at bekræfte den evige handlekraft. På den måde nåede Sharon både at fremstå som arkitekten bag de jødiske bosættelser, og som manden, der med politisk mod brød med ideen om bosættelserne, da han rømmede dem i 2005.

Som soldat, befalingsmand og forsvarsminister er Sharons handlekraft indskrevet i flere af historiens mørke kapitler.

I 1953 var Sharon med til at jævne hele kvarterer i Gaza med jorden i den israelske hærs kamp mod de palæstinensiske guerillakrigere. Samme år sprængte hans berygtede enhed de fleste huse i luften i den jordanske by Qibya og efterlod 69 døde i byen. Blandt dem kvinder og børn.

På det tidspunkt vandt Sharons kreative brutalitet og beslutsomhed anerkendelse i den israelske ledelse, der takkede sig tilfreds med at have fundet en løsning på kampen mod guerillakrigerne. Men i arabisk og internationalt øjemed var det denne Sharon, der var med til at ændre Israels omdømme udadtil.

Et af de større vendepunkter i Sharons og Israels fælles historie var invasionen af Libanon i 1982. Oprindeligt en begrænset operation iværksat for at drive den palæstinensiske oprørsbevægelse PLO ud af grænseområdet mellem Israel og Libanon.

Stik imod planen satte Ariel Sharon, der på det tidspunkt var forsvarsminister, sine soldater i hurtig bevægelse mod den libanesiske hovedstad, og denne ene mands beslutning om at tvinge skruen endnu en omgang kostede i historiens lys Israel 18 lange år i den libanesiske sump med hundredvis af døde soldater og to af de mest omtalte massakrer, Sabra og Shatila, som Sharon blev fundet indirekte ansvarlig for af en israelsk undersøgelseskommission.

Dette er den anden og negative side af Sharons fantastiske evne til at beslutte og sætte i værk uden at rådføre sig med sine nærmeste.

Med hensyn til den arv, Sharon efterlader den israelske regering, er meget overladt til gætteri og spekulationer. Ingen ved entydigt, om Sharon virkelig ville rømme Vestbreddens bosættelser, og hvad planerne over for palæstinenserne i virkeligheden var.

Den nuværende ledelse er også kastet ud i et sikkerhedsmæssigt cirkus, fordi det alene var Sharon, der styrede kontakten mellem de forskellige sikkerhedstjenester og igen Sharon alene, der kendte til hemmelige operationer og planer.

Dette er måske en fordel, når planer ikke skal lækkes, men i de otte år han har ligget i koma, har det skabt forvirring og usikkerhed i den israelske ledelse.

Sharon tog sig aldrig af, hvad andre mente om ham. Han var ligeglad med sin fysiske vægt. Når hans hustru nedlagde forbud mod kager og burgere, fik han sine sikkerhedsvagter eller journalister til at levere småbidder under bordet, når hun vendte ryggen til. Han reagerede ikke, hverken når israelere kaldte ham for konge eller truede med at myrde ham. Han tog aldrig ferie, fordi staten Israel og dens sikkerhed altid var vigtigere end noget andet.

Men nu er Sharons one-man-show, på godt og ondt, forbi. Israel vil næppe få en leder af hans karakter i nær fremtid, men måske kan netop det betyde, at også Israel er på vej ind i en ny periode med mere plads til ledere, der ikke nødvendigvis har kæmpet krige, har sloges med arabere og har tænkt på statens sikkerhed hvert eneste minut af deres liv.