Prøv avisen
USA’s misbrugskrise

Nekrologer fortæller hudløst ærlige historier om opioider: ”Hendes afhængighed stjal hende bort”

Madelyn Ellen Linsenmeir, der her ses med sin søn, Ayden, var kun 30 år, da hun døde efter at have kæmpet med opioidafhængighed igennem hele sit voksenliv. Hendes søster, Kate O’Neill, skrev efterfølgende en hudløst ærlig nekrolog, der blev læst af millioner af mennesker. – Foto: Privat.

Opioider koster hvert år titusindvis af liv i USA. Nu begynder flere pårørende at bryde tabuet og skrive sandfærdige nekrologer om, hvad der tog livet af deres kære. Det er bydende nødvendigt at fjerne skammen over stofafhængighed, siger Kate O’Neill, hvis lillesøster Maddie døde som 30-årig

Madelyn Ellen Linsenmeir, kaldet Maddie af sin familie, var et lovende musik- og sangtalent, da hun som teenager for første gang prøvede det morfinlignende præparat oxycontin til en gymnasiefest. Hun opdagede, at hun elskede den følelse, opioiderne gav hende.

To år senere fandt Maddies mor en kanyle og en ske under en håndvask i datterens badeværelse, og det gik op for familien, at den første pille havde udviklet sig til en afhængighed af heroin. Maddies liv var i de efterfølgende 12 år domineret af fejlslagne afvænningsforsøg, udmarvende fængselsophold og periodisk hjemløshed. Hendes næsten konstante følgesvend var opioider – en kategori af stærkt vanedannende rusmidler, der blandt andet inkluderer heroin, oxycodon og fentanyl.

Den 7. oktober 2018 døde den blot 30-årige Maddie af en hjerteklapbetændelse, hvilket kan skyldes brugen af urene sprøjter eller kanyler. Hun efterlod sig en treårig søn og en familie knuget af sorg.

Efter dødsfaldet satte Maddies 16 år ældre storesøster, Kate O’Neill, sig til tasterne og skrev en hudløst ærlig nekrolog, der hverken lægger skjul på lillesøsterens forspildte livsmuligheder eller hendes afhængighed af opioider. Maddie, skriver hun, havde lige været hjemme på familiebesøg i Burlington i delstaten Vermont i 12 idylliske dage, hvor hun for det meste var upåvirket af opioider.

”I disse 12 vidunderlige dage, fulde af svømmeture og Disney-film og familiemiddage, troede vi, som vi altid gjorde, at hun ville besejre sin misbrugssygdom og skabe det liv for sig selv, som vi vidste, at hun fortjente. Vi troede på dette, indtil det øjeblik, hvor hun tog sit sidste åndedrag. Men hendes afhængighed forfulgte hende og stjal hende bort igen,” skriver Kate O’Neill.

Nekrologen, der er illustreret af et foto af den fregnede Maddie med et lysende smil og sin lille søn i en bærerygsæk på ryggen, blev trykt i dagbladet The Burlington Free Press og ugeavisen Seven Days, og den blev hurtigt en viral sensation på internettet.

Landsdækkende nyhedsmedier som avisen Washington Post og radiostationen NPR beskrev den som ”hjerteskærende” og ”gribende”. På Twitter lovpriste præsident Trumps datter og rådgiver, Ivanka Trump, Maddies familie for at åbne nationens øjne for ”en krise af episke proportioner”. Folk fra nær og fjern reagerede på nekrologen med deres egne historier om, hvordan opioider har berøvet dem deres børn, søskende, forældre, bedsteforældre, fætre, kusiner, onkler, tanter og bedste venner.

Reaktionen på nekrologen afspejler, at opioidkrisen har slået sine kløer i så godt som hver en afkrog af USA, siger Kate O’Neill, der i dag er 48 år og bor i Philadelphia i delstaten Pennsylvania. Hun peger på, at flere end to millioner amerikanere ifølge sundhedsmyndigheden National Institutes of Health er afhængige af opioider.

”At skrive åbent om det vil forhåbentlig hjælpe mennesker, der ikke ved meget om afhængighed, at forstå, hvad det er, og at det kan ske for hvem som helst. Vores sorg er personlig, men vores historie er ikke unik. Maddies dødsfald fandt sted i konteksten af en større opioidkrise, som er alle vegne og vores alle sammens,” siger hun.

Maddies livshistorie var både fuld af håb og fortvivlse. Hun forsøgte gang på gang at lægge opioiderne på hylden, men opholdene på afvænningscentre havde kun en midlertidig virkning. Hver gang familien troede, at bunden var nået, røg hun længere ned. Hun stjal og bedrog, blev voldtaget og brændt med cigaretter, prostituerede sig, kom i fængsel og levede på gaden.

Efter at hun i 2014 fødte sin søn, Ayden, kæmpede hun med alle kræfter for at blive stoffri, men drengen blev taget fra hende, da hun fik et tilbagefald inden hans første fødselsdag. Det lykkedes hende at få sønnen tilbage, men hun hørte atter opioidernes svanesang, og myndighederne dømte hende igen ude af stand til at tage vare på Ayden. Det var et tab, som Kate O’Neill beskriver som ”ubærligt” for Maddie. Ayden bliver nu opfostret af familiens tredje søster, Maura O’Neill.

”I særligt de to sidste år bragte hendes sygdom hende til utroligt mørke steder, og dette mørke forværredes, i takt med at hver uudsigelig ting, som skete for hende, og hver forfærdelig ting, som hun gjorde i sin sygdoms navn, øgede hendes lidelse og skam,” skriver Kate O’Neill i nekrologen.

Kate O’Neill er ikke den eneste pårørende, der har valgt at skrive en sandfærdig nekrolog om en nær slægtnings liv ødelagt af heroin og piller. I takt med at opioidepidemien fejer hen over USA, dropper et voksende antal amerikanere skammen og skriver nekrologer, der skildrer afhængighedens barske realiteter. Nekrologerne er fyldt med smerte, og ofte er de døde så unge, at deres efterladte inkluderer ikke bare forældre, men også bedsteforældre.

Holdningsskredet afspejler, at stadigt flere amerikanere er begyndt at betragte afhængighed af rusmidler som en sygdom og en folkesundhedskrise snarere end som en forbrydelse eller et moralsk svigt. Kate O’Neill havde aldrig overvejet at skrive en nekrolog, der ikke afspejlede hele Maddies liv. Hun vidste, at hun både var nødt til at skrive om den glade og udadvendte Maddie, der elskede at svømme, synge og stå på ski, og om den Maddie, der kæmpede med afhængighed af opioider.

”Der er så megen skam, stigma og fortielse forbundet med afhængighed af rusmidler, men den del af hendes liv var så afgørende for, hvem hun var som voksen. Hendes stofafhængighed definerede hende ikke, men den definerede hendes tilværelse. Jeg ønsker, at folk forstår, at Maddie var et af opioidkrisens ansigter. Dette var noget, der hændte hende, dette var noget, der hændte os,” siger Kate O’Neill.

Nekrologen er blevet læst flere end fire millioner gange og delt utallige gange på de sociale medier. Blandt dem, der takkede Maddies familie for at henlede nationens opmærksomhed på opioidkrisen, er Brandon del Pozo, der på daværende tidspunkt var politichef i Burlington. I et følelsesladet Facebook-opslag, der er blevet delt tusindvis af gange og omtalt i landsdækkende medier, betoner han, at titusinder af amerikanere hvert år dør på grund af opioider, uden at deres landsmænd fortrækker en mine.

”Hvorfor skulle der en sørgende pårørende med flair for skrivekunst til for at fange folks opmærksomhed i et øjeblik og få dem til at fælde en tåre, når knap en kvart million mennesker allerede er døde på samme vis som Maddie, mens denne epidemi eksploderede? Troede læsere, at dette var den første gang, at en smuk, ung, højtelsket mor fra en landlig delstat blev afhængig af oxy og døde af den nedtur, det kastede hende ud i? Og hvad med resten af ofrene, der ikke var lige så smukke og boede i forarmede byer eller i rustbæltet? De havde også mødre, der græd for dem og bebrejdede sig selv,” skriver han.

Opioidkrisen hærger amerikanske lokalsamfund fra kyst til kyst, og den har de seneste år fået voksende politisk bevågenhed. Præsident Donald Trump har udråbt USA’s problemer med opioider til en national krise, og han underskrev i 2018 en ny lov, der har til formål at tackle epidemien. Trump-regeringen har blandt andet sat nye begrænsninger på lægers muligheder for at udskrive recepter på opioider, udvidet adgangen til opioidmodgiften naloxone og forsøgt at presse Kina til at slå ned på landets ulovlige produktion af fentanyl, som er et ekstremt potent syntetisk stof i opioidgruppen.

Men Kate O’Neill siger, at nationen svigter de amerikanere, der i dag er afhængige af heroin og andre opioider. Hun kritiserer blandt andet de amerikanske politikere og sundhedssystemet for at fokusere på opnåelse af stoffrihed på bekostning af skadesreduktion.

”I USA er det meget vanskeligt for opioidafhængige at få behandling for deres misbrugssygdom. Mens enhver læge kan udskrive stærkt vanedannende, smertestillende opioidbaserede præparater, gør føderale regeringer det vanskeligt for dem at ordinere eksempelvis metadon eller buprenorfin, der behandler opioidafhængighed. Og systemet er så baseret på straf, så gennemsyret af stigma og skam, hvilket modarbejder behanding. Man siger, at en person ikke kan komme på ret køl, hvis han eller hun er død, men der er ingen ægte investering i skadesreduktion, som kan holde folk i live. Programmer, der giver adgang til rene kanyler, er ikke lovlige i store dele af USA, og fixerum er forbudte alle vegne i landet,” siger hun.

Kate O’Neill arbejder nu på et andet projekt, en bog om Maddie. Og hun har i det halvandet år, der er gået, siden hendes nekrolog om søsteren blev læst af millioner af amerikanere, oplevet en større åbenhed omkring opioidafhængighed.

”Hvis vi kan fjerne den skam og stigma, der er med til at hindre os i at hjælpe folk med afhængighed, er vi kommet langt. Vi skal ændre hele vores forståelse omkring afhængighed. Når nogen eksempelvis har kræft, taler vi åbent om deres tapre kamp mod sygdommen. Afhængighed er også en sygdom. Så der er ikke nogen skam i at tale om den sygdom, som personen kæmpede med eller døde af,” siger hun.

”Det kan ske forhvem som helst. Vores sorg er personlig, men vores historie er ikke unik.

Kate O’Neill, storesøster til opiod-offer
At skrive åbent om de menneskelige omkostninger ved opioidafhængighed vil forhåbentlig hjælpe mennesker med at forstå, at det kan ske for hvem som helst, mener Kate O’Neill. – Foto: James Buck.