Israel tager på alle måder hul på et nyt kapitel. Søndag aften blev landets nye regering taget i ed i det israelske parlament Knesset, og efter 4456 dage med Benjamin Netanyahu på posten hedder Israels premierminister nu Naftali Bennett. Han står ikke kun i spidsen for en politisk omvæltning, men også en regering med otte meget forskellige politiske partier og et spinkelt parlamentarisk flertal, der først og fremmest er blevet til i fælles foragt for Benjamin Netanyahu.
Om denne skrøbelige fællesnævner kan bære, vil kun tiden vise. Men udfordringerne hober sig op, og de kommende måneder bliver altafgørende.
Allerede i morgen går den nye regering sin første større udfordring i møde, når titusindvis af israelske nationalister ventes at afholde en flagmarch i Jerusalem. Den 10. maj blev den årlige flagmarch, som markerer Israels erobring af Østjerusalem, aflyst på grund af spændinger mellem Israel og palæstinenserne. Samme dag begyndte de krigshandlinger mellem Israel og Hamas i Gaza, som varede 11 dage. Nu, hvor nationalistiske jødiske grupperinger insisterer på at afholde flagmarchen, stiger spændingerne igen i Jerusalem, og muligheden for endnu en krise mellem Israel og Hamas er reel.
I modsætning til Benjamin Netanyahus tidligere regering, der var sammensat af højrefløjspartier og et enkelt centerparti, omfatter den nye regering otte partier, hvoraf tre vil få svært ved at bakke op om en israelsk offensiv mod Hamas i Gaza. Det drejer sig om venstrefløjspartierne Meretz og Arbejderpartiet samt det arabiske parti Raam. Den nye regering vil møde lignende udfordringer, hver gang, der skal tages beslutninger om emner som bosættelser og fredsforhandlinger med palæstinenserne. Selv i spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder er regeringens partier uenige, hvilket blandt andet får den israelske politiske analytiker Ariel Kahana til at omtale den nye koalition på israelsk militærradio som “en regering, der strider mod naturloven”.
Koalitionsaftalen mellem den nye regerings partier har eksempelvis ikke defineret noget klart og tydeligt standpunkt, hvad angår fred med palæstinenserne. Årsagen er, at partierne ikke kan blive enige om en specifik handlingsplan, og mange spørger allerede nu, om regeringens partier overhovedet vil være i stand til at agere samlet på noget tidspunkt.
Mens det brede spænd henover den politiske scene umiddelbart er den israelske regerings største svaghed, håber mange israelere, at det kan blive dens styrke på længere sigt. Disse israelere støtter en bred regering, der består af venstre, midten og højre, og håber projektet vil lykkes. Og netop på det punkt går regeringen kritiske måneder og to mulige udviklinger i møde.
Den ene drejer sig om Netanyahus skæbne som formand for Likudpartiet. Ingen af Likuds egne medlemmer tør i øjeblikket at stå frem og udfordre Netanyahu offentligt. Men israelske analytikere citerer dagligt unavngivne medlemmer fra Likud for at sige, at stadig flere ønsker at skille sig af med Netanyahu som formand.
Inden for overskuelig fremtid ventes Likud at afholde valg til formandsposten, og hvis det lykkes at vælte Netanyahu, vil det få stor betydning. For det første vil Netanyahu være en færdig mand i israelsk politik, og for det andet vil det være et naturligt skridt for Likudpartiet at træde ind i den nye regering, hvilket vil gøre den meget mere stabil end i øjeblikket.
Den anden udvikling handler om de ortodokse jødiske partier, som de seneste 12 år blindt har lænet sig op ad Netanyahu. De har nydt den massive økonomiske støtte, som Netanyahus regeringer har afsat til ortodokse institutioner. Med den nye regering bliver der foretaget et øksehug mod denne finansielle støtte, og mens de ortodokse partier har travlt med at forbande den nye regering, kan den i sidste ende alligevel tvinge dem til at sluge en kamel eller to og søge om optagelse i regeringen. Sådan en udvikling vil også have en stabiliserende effekt på regeringen.
Men indtil de to udviklinger finder sted, hvis overhovedet, skal den nye israelske regering manøvrere i et lokal- og geopolitisk minefelt med 61 mandater, hvor alle fra Netanyahu og de ortodokse på oppositionsbænken til Hamas, Hizbollah og Iran vil forsøge at spænde ben og udfordre.