Prøv avisen

Netanyahu og Abbas truer fredsforhandlinger

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har beordret nye bosættelser i Østjerusalem efter løsladelsen af de 26 palæstinensiske fanger. Foto: NIR ELIAS Denmark

Efter løsladelsen af palæstinensiske fanger har Israels premierminister beordret nye bosættelser

Det eneste håb lige nu i den israelsk-palæstinensiske konflikt er, at det går bedre med de hemmelige forhandlinger end måden, de to parters ledere forsøger at tilfredsstille den offentlige opinion på.

Hvert skridt, hver indrømmelse, bliver øjeblikkeligt kompenseret af et modsat-rettet træk. Som tidligt i går morges, hvor Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, annoncerede genoptagelsen af jødiske byggeriprojekter i Østjerusalem, kort efter at 26 palæstinensiske fanger var blevet frigivet som del af en tillidsskabende gestus over for Det Palæstinensiske Selvstyre.

LÆS OGSÅ: Søvndal er klar til at støtte fredsproces i Mellemøsten

Sagen er, at Benjamin Netanyahu deler sine handlinger op i to dele. Fangeudlevering er fredsforhandlinger og udenrigspolitik, mens bosættelser er indenrigspolitik, der skal dulme den yderste israelske højrefløjs vrede over fangernes løsladelse. Sagt på en anden måde skal bosættelsesprojektet forhindre, at Netanyahus regering falder fra hinanden, inden et muligt gennembrud i forhandlingerne er nået.

Hos palæstinenserne, på den anden side af forhandlingsbordet, ser tingene ikke meget anderledes ud. Præsident Mahmoud Abbas nedtoner konstant fredsforhandlingerne, truer med at forlade forhandlingsbordet og tildeler med jævne mellemrum palæstinensere med mange jøders blod på hænderne hæderspriser og medaljer til Israels store frustration. Som det er tilfældet hos Netanyahu, gør Abbas lige netop dette for at dulme vreden og frustrationen hos befolkningen, indtil der eventuelt opstår et gennembrud i forhandlingerne, som så kan præsenteres med USAs og resten af det internationale samfunds opbakning.

Faren ved de to lederes indenrigspolitiske signaler er, at de kan komme til at spænde ben for en aftale hen ad vejen, fordi de hele tiden giver det indtryk, at hverken Netanyahu eller Abbas går til forhandlingerne med en oprigtig vilje til at nå en aftale. I øjeblikket er det, som om både Netanyahu og Abbas undlader at forlade forhandlingerne, fordi begge parter er bange for at fremstå som den endelige nejsiger, og fordi ingen af dem ønsker at være årsagen til, at USA banker i bordet og fremlægger en færdigsyet aftale, som parterne så må tage eller lade ligge.

På den positive side tæller det ekstreme hemmelighedskræmmeri omkring de egent-lige fredsforhandlinger. Kun en meget lille gruppe af israelere og palæstinensere kender til substansen i forhandlingerne, hvilket antyder, at der tales om de mest ømtålelige emner som bosættelserne, Jerusalems deling og det palæstinensiske flygtningeproblem.

Håbet hos de israelere og palæstinensere, der ønsker en fredsaftale, er derfor, at forhandlingerne når til et afgørende punkt, inden en beslutning, en udtalelse eller en handling fra Abbas eller Netanyahus side når at forpurre den smule tillid, der trods alt er skabt de seneste måneder.