Regeringsparti: Netanyahu sætter planer om israelsk retsreform på pause

Ifølge regeringsparti bliver omstridt retsreform i Israel ikke gennemført før næste parlamentariske samling.

Premierminister Benjamin Netanyahu har besluttet at udsætte beslutningen om retsreformen i Israel til næste parlamentariske samling.

Det oplyser Otzma Yehudit – partiet, der er et af partierne i Netanyahus koalitionsregering, i en udtalelse ifølge Reuters.

Beslutningen om at gennemføre reformen bliver udskudt for at kunne "gennemføre reformen via dialog", hedder det.

Ifølge Times of Israel begynder den næste parlamentariske samling i maj. Reuters skriver dog, at den allerede begynder i april.

Otzma Yehudit-partiet er ledet Itamar Ben-Gvir. Han er minister for national sikkerhed. Ben-Gvir har truet med at forlade regeringen, hvis den kontroversielle reform droppes.

- Jeg er gået med til at droppe mit veto mod en annullering af lovgivningen, til gengæld for at premierminister Benjamin Netanyahu forpligter sig til, at lovforslaget sendes til godkendelse i Knesset (Israels parlament, red.) ved næste samling, siger Ben-Gvir i udtalelsen.

Tilsyneladende har Ben-Gvir og Netanyahu indgået en form for studehandel på spørgsmålet om reformens skæbne.

Times of Israel skriver således, at Ben-Gvir er blevet lovet, at der oprettes en civil nationalgarde, mod at han går med til at udsætte reformen.

Den særlige garde er noget, som den stærkt højreorienterede politiker har efterspurgt for at højne sikkerheden i det offentlige rum i Israel. Og ansvaret for garden skal placeres under Ben-Gvirs ressortområde.

Israelerne har ventet på en afklaring siden mandag morgen.

Her forlød det, at Netanyahu inden for kort tid ville holde en tale i parlamentet, hvor han ville bekendtgøre, hvad der skulle ske med reformen. Først syv timer senere mødte han op i Knesset.

På samme tid udsendte Otzma Yehudit-partiet sin udtalelse.

Der har været voldsomme protester i Israel mandag. Utilfredsheden med regeringen nåede nye højder, efter at Netanyahu søndag fyrede landets forsvarsminister.

Det skete, efter at ministeren, Yoav Gallant, offentligt havde kritiseret de planlagte ændringer af Israels retssystem.

Reformen indeholder flere ændringer.

Dels gør den det sværere at afsætte premierministeren ved en rigsretssag. Denne del blev vedtaget i sidste uge.

Nu kan premierministeren derfor kun afsættes af sin egen regering, hvis premierministeren er fysisk eller psykisk uegnet til at bestride jobbet.

Dels giver reformen parlamentet større indflydelse på, hvem der udpeges som dommere i retssystemet. Og endelig giver den parlamentet mulighed for at ændre domme, der er afsagt i højesteretten.

/ritzau/