Netanyahu skyr ingen midler for at blive genvalgt

Israels regeringschef dominerer valgkampen med provokerende erklæringer, der skal holde ham fast i vælgernes bevidsthed frem til valget på tirsdag

Benjamin Netanyahu har ryggen mod muren. Nogle kommentatorer beskriver ham som et såret dyr. Klemt imellem valget og fængselsstraffen. En valgsejr er det eneste, der – muligvis – kan udskyde den straf, der venter ham, når rettergangen omkring de tre korruptionsanklager, han har hængende over hovedet, begynder at rulle. De indledes med en høring hos statsanklageren den 3. oktober.
Benjamin Netanyahu har ryggen mod muren. Nogle kommentatorer beskriver ham som et såret dyr. Klemt imellem valget og fængselsstraffen. En valgsejr er det eneste, der – muligvis – kan udskyde den straf, der venter ham, når rettergangen omkring de tre korruptionsanklager, han har hængende over hovedet, begynder at rulle. De indledes med en høring hos statsanklageren den 3. oktober. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Forlad venligst salen – øh – hvor er det, de skal gå hen?,” sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, tirsdag aften først myndigt til de hundreder af tilhørere i salen og så mere usikkert til sine sikkerhedsfolk.

Inden de kunne nå at svare, skubbede de ham venligt, men meget bestemt ned fra scenen og fik ham ført til et sikkert område i den hal i byen Ashdod, hvor han netop var i gang med et vælger- møde. To raketter affyret fra Gaza blev kort efter opfanget af raketforsvaret Jernkuplen med store brag.

Således kom den militante bevægelse Islamisk Jihad, som efter al sandsynlighed stod bag raketangrebet, til at give Netanyahu en hånd på vejen i den valgkamp, han utrætteligt fører for at blive genvalgt på tirsdag.

Scenen fra vælgermødet er blevet en del af hans valgkamp. Oppositionsleder Benny Gantz fastholder, at raketangrebet viser, at Netanyahu intet har gjort for de titusinder af israelere, der i halvandet år dagligt har måttet søge ly for raketter og brandballoner fra Gaza.

Tidligere tirsdag havde premierministeren med fanfare afgivet et valgløfte. Hvis israelerne genvælger ham, ser Ne-tanyahu en ”historisk mulighed” for at begynde at annektere dele af den besatte Vestbred. Pressen var dramatisk blevet indkaldt for at rapportere en vigtig politisk udvikling. Men pressemødet viste sig at være et vælgermøde, især henvendt til jødiske bosættere:

”Hvis I, Israels borgere, giver mig mandatet til at gøre det, så erklærer jeg hermed, at i det øjeblik, jeg danner regering, vil jeg annektere Jordandalen og den nordlige del af Det Døde Hav.”

Erklæringen blev mødt af højlydte protester fra Saudi-Arabien til EU. For de områder, han vil annektere, er områder på Vestbredden, der har været besat af Israel i 52 år, og som det internationale samfund betragter som en del af en fremtidig palæstinensisk stat.

Da Netanyahu fortsatte og talte om de ”vigtigste spørgsmål i valgkampen” og fremhævede sit gode forhold til den amerikanske præsident, Donald Trump, ved at sige, at kun han kan vinde Trump for Israels sag, pakkede den israelske presse sammen. Det var rent valgflæsk.

Benjamin Netanyahu har ryggen mod muren. Nogle kommentatorer beskriver ham som et såret dyr. Klemt imellem valget og fængselsstraffen. En valgsejr er det eneste, der – muligvis – kan udskyde den straf, der venter ham, når retsopgøret omkring de tre korruptionsanklager, han har hængende over hovedet, begynder at rulle. Det indledes med en høring hos statsanklageren den 3. oktober. Hvis Netanyahu ikke bliver valgt til premierminister, ved han, at fængselsstraffen uvægerligt vil indhente ham. Som premierminister håber han at kunne få vedtaget en lov, der holder ham og enhver siddende minister eller premierminister immun over for retsforfølgelse eller i det mindste for fængselsstraf, så længe han sidder på posten.

Tirsdagens nyvalg, der kommer blot fem måneder efter det seneste valg, er hans sidste chance for at blive valgt til premierminister, så han satser hele puljen og blander rollen som premierminister og rollen som partileder i valgkamp sammen. Hver dag præsenterer han mindst ét larmende politisk budskab. For at holde sig i overskrifterne.

Som den længst siddende israelske regeringschef har Netanyahu vist sin politiske tæft. Dagen inden talen om den ”historiske mulighed” for annekteringen af Jordandalen kom han med en ”historisk”” erklæring om, at Israel ved, at Iran beriger uran flere steder.

”Vi ser, hvad I laver, og hvor I gør det,” advarede han iranerne.

Men også det var en besked til de israelske vælgere for at overbevise dem om, at Netanyahu spiller på den internationale scene bedre end nogen anden.

I onsdag gik han i frontalangreb på ”araberne” med slet skjult henvisning til de 1,8 millioner israelske statsborgere med palæstinensisk baggrund, der har fuld valgret: ”Araberne vil tilintetgøre os – mænd, kvinder og børn,” skrev Netanyahu på sin Facebook-side. Da den hadefulde sætning blev kritiseret – og fjernet af Facebook – frasagde Netanyahu og hans kampagneledere sig ansvaret for udtalelsen. Det var en ”fejl”, hed det.

Men også denne episode gav Netan-yahu mulighed for at holde sig i overskrifterne med sin helt basale besked til især højrevælgerne om at komme ud og stemme, ellers stjæler venstrefløjen og araberne valget fra os.

Som så mange gange før har Netanyahu også denne gang ført en såkaldt negativ kampagne, hvor alle andre svines til, mens han selv fremstilles som den store redningsmand. Men modsat tidligere har Netanyahus mange tiltag i denne valgkamp mest af alt givet indtryk af en mand i panik.