Netanyahu står stærkt midt i en byge af skandaler

På trods af en massiv mediestorm mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu, fører han stadig i meningsmålingerne forud for valget i marts

Benjamin Netanyahu, Israels premierminister.
Benjamin Netanyahu, Israels premierminister. Foto: Ronon Zvulun.

En beskidt omgang mudderkastning orkestreret af venstrefløjen. Sådan affærdiger Israels premierminister Benjamin Netanyahu en række skandalesager om hans person, der de seneste uger har fyldt landets medier.

”Folk er smartere end det og køber ikke den slags historier,” skrev Netanyahu på sin Facebook-profil tidligere på ugen, efter israelske medier i flere uger har afsløret den ene detalje efter den anden om et overdådigt luksusliv for skatteydernes penge i premierministerens privatbolig.

Meget tyder på, at Netanyahu har ret. På trods af at skandalehistorierne har taget fokus i den israelske valgkamp, viser de fleste meningsmålinger, at Israels premierminister efter valget den 17. marts stadig vil hedde Netanyahu.

Det vil dermed være fjerde periode, at den 65-årige leder af det højreorienterede Likud-parti skal sidde som premierminister.

De gode meningsmålinger kan ligefrem være på grund af sagerne om hans person, mener den israelske journalist Mazal Mualem:

”Hvor utroligt det end lyder, formår premierministeren at vinde opbakning på alle historierne om hans hedonistiske livsstil,” skriver hun i en analyse på det mellemøstlige netmedie Al-Monitor.

Skandalesagerne blev indledt med historier om, at premierministerens kone, Sara Ne-tanyahu, havde stukket flaskepant for titusinder af kroner i egen lomme, selvom pengene for de tomme flasker retteligen tilhørte staten.

Senere kunne en rapport fra den israelske ombudsmand afsløre, at udgifterne til premierministerparrets husholdning var tordnet i vejret de seneste år. Rapporten gav indtryk af, at Netanyahu-familien havde skruet gevaldigt op for luksusvanerne for skatteydernes penge. Alene rengøringsudgifterne til premierministerens palæ var fordoblet på få år. Det samme gjorde sig gældende for udgifter til mad og underholdning.

Den voldsomme stigning i forbruget fik ombudsmanden til at anbefale en egentlig efterforskning af forholdene. Sagen ligger nu hos Israels statsanklager, som i næste uge afgør, om der skal rejses en sag mod Netanyahu.

Ifølge Mazal Mualem er mediernes massive fokus på Netanyahus privatperson belejligt for ham. Derved undgår han, at valgkampen kommer til at handle om langt vanskeligere politiske spørgsmål om hans seneste regeringstid. For eksempel om hvorfor leveomkostninger for den almene israeler har været stærkt stigende, eller om den 50 dage lange og blodige krig mod Hamas i Gaza i sommer var indsatsen værd.

Forklaringen skal også findes i, at mange af Netanyahus kernevælgere ikke har tiltro til medierne. Det mener Gideon Rahat, professor ved Israels Demokrati Institut.

”På højrefløjen og blandt religiøse israelere stoler man generelt ikke på institutioner som medierne og ombudsmanden. De arbejder imod landets interesser, mener man. Desuden er det en udbredt holdning, at alle i politik er korrupte, så om Netanyahu også er det, spiller ikke en afgørende rolle,” siger han.

Det er ikke kun private pengesager, der har givet Netanyahu modvind i medierne. De seneste par uger har han modtaget massiv kritik for sin beslutning om at holde en tale i den amerikanske kongres i næste uge. Talen sker imod præsident Barack Obamas vilje og har ført Israel ud i en diplomatisk krise med USA.

Selvom de færreste israelere mener, at Netanyahu bør holde talen, fører det alligevel ikke til, at de foretrækker en anden premierminister. Gideon Rahat siger, det skyldes, at Netanyahu for mange israelere står som den eneste reelle mulighed som en seriøs premierministerkandidat.

”Han er den eneste, der har erfaringen og virker stærk nok til at have posten. Så selvom folk måske ikke er vilde med ham, føler de ikke, at de kan stole på andre,” siger Gideon Rahat.