Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er nu ikke længere kun under mistanke for korruption. Han er tiltalt.
Næsten tre år efter at det israelske bagmandspoliti begyndte at efterforske først en, så endnu en og til sidst fire forskellige sager om premierministerens upassende, muligvis korrupte opførsel, offentliggjorte den israelske rigsadvokat, Avichai Mandelblit, i går eftermiddags et anklageskrift i tre af sagerne. Det var i sidste øjeblik, inden israelerne går til valg den 9. april. Var tiltalen ikke rejst i går, skulle rigsadvokaten ifølge loven have ventet til efter valget.
Benjamin Netanyahu er tiltalt for at have modtaget ualmindeligt dyre gaver fra hovedrige udenlandske jødiske forretningsfolk til gengæld for vennetjenester og for at forsøge at manipulere det israelske medielandskab til sin fordel. Herunder at have taget initiativ til at ændre lovgivningen for at give en god bekendt – en israelsk forretningsmand – mulighed for at sammenlægge to store mediefirmaer og derved få en enorm skattefordel.
”Der kommer ikke noget ud af det, for der er ikke noget at komme efter,” har været Netanyahus selvsikre omkvæd, lige siden politiet begyndte sin efterforskning. Sætningen er allerede for længst blevet til et mantra for Netanyahu selv, hans familie og for hans parti, Likud, der støtter fuldt op om partilederen.
Sætningen afspejler Netanyahus selvopfattelse som den uudfordrede og dermed urørlige israelske leder. Han har været formand for Israels største højrenationale parti, Likud, siden 1993. I 1996 ledte han Likud til en spinkel sejr, der gjorde ham til premierminister for første gang. Det var det første valg, efter at hans forgænger, Yitzhak Rabin, lederen af arbejderpartiet, i november 1995 var blevet skudt og dræbt af en nationalreligiøs jødisk aktivist, der ville standse fredsprocessen. Netanyahu vandt valget på et løfte om at dæmme op for Oslo-processen, der havde til formål at skabe fred.
I sin første regeringsperiode sad Netanyahu i næsten tre år. Han og Likud kom tilbage til magten i 2009, og han er siden blevet genvalgt henholdsvis i 2013 og 2015. Netanyahu har på intet tidspunkt lagt skjul på, at hans mål er at indgå i Israels historie som den længst siddende premierminister nogensinde. Hvis den nuværende regering havde siddet hele sin valgperiode ud – til november i år – ville rekorden have været i hus: Så ville Netanyahu samlet havde siddet flere dage i premierministers kontor i Jerusalem end landsfaderen David Ben-Gurion, Israels første premierminister.
Inden politiundersøgelserne begyndte, så det ud, som om det ville lykkes og måske endda mere end det. For de mange år med Netanyahu på posten som leder af skiftende massive flertalsregeringer har stort set udryddet enhver trussel fra oppositionen. Desuden har Benjamin Netanyahu med stor elegance – og ikke så få beskidte politiske tricks – sørget for, at der heller ikke i hans eget parti er vokset nye yngre lederkandidater frem.
Det med at blive skrevet ind i historien har Benjamin Ne-tanyahu med fra barndomshjemmet. Hans far var historiker med speciale i inkvisitionen og udvisningen af de spanske jøder i 1492, og Ne-tanyahu bruger ofte vendingen ”jeg er søn af en historiker” for at understrege sine egne særlige evner til at se og forstå ting i et større historisk lys.
Men denne selvsikkerhed har i de senere år, hvor den synes at være steget Netanyahu til hovedet, affødt ganske ahistoriske påstande. Som da Benjamin Netanyahu i 2015 påstod, at den daværende palæstinensiske stormufti af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, i 1941 mødtes med Adolf Hitler, og at det var ham, der havde givet Hitler idéen til Endlösung, udryddelsen af Europas jøder.
Eller da han sidste år valgte historien fra, fordi den kom på tværs af hans forhold til Polens højrenationale regering. Netanyahu har over en årrække arbejdet på at skyde en kile ind i det, han opfatter som EU’s fjendtlige politik over for Israel til fordel for palæstinenserne, ved at opbygge et nært forhold til de fire pro-israelske Visegrad-lande: Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Polen. Så da Polen forrige sommer vedtog en lov, der i store træk fritog polakkerne for deres andel i drab på polske jøder under holocaust, hvidvaskede Ne-tanyahu den polske lov. Stik imod israelske og internationale holocausthistorikeres advarsler.
Netanyahu er også blevet voldsomt kritiseret for at sammenligne atomaftalen mellem Iran og USA, EU og FN med München-aftalen, der blev indgået i 1938 mellem Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazityskland og ikke formåede at hindre Anden Verdenskrig.
Heller ikke disse forholdsvis alvorlige historiske fejlvurderinger har formået at ryste Netanyahus opfattelse af sig selv som en unik politiker. Han ”tilhører en anden liga”. Det står på hans valgplakater sammen med et stort billede af ham selv med den amerikanske præsident, Donald Trump. Han er en leder, der færdes så hjemmevant blandt verdens ledere, at Israel ikke kan klare sig uden ham.
Da efterforskningen begyndte at stramme til, og det blandt andet lykkedes politiet at få aftaler med en række kronvidner, der har arbejdet tæt sammen med Netanyahu, ført hans mødeprotokoller og optaget hans samtaler, blev det endnu mere magtpåliggende for Netanyahu at vise, hvor unik og uundværlig han er.
Inden for få måneder har han besøgt Oman, som Israel ikke har diplomatiske forbindelser med, han har oprettet diplomatiske forbindelser med Tchad, og han har del-taget i indsættelsen af Brasiliens nye præsident, Jair Bolsonaro. Så sent som i onsdags var han på besøg hos den russiske præsident, Vladimir Putin, i Kreml, og i går modtog Netanyahu Liberias præsident, George Weah, i Jerusalem. Desuden fik Donald Trump ved pressekonferencen efter sit topmøde i Vietnam med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, flettet ind, at Netanyahu ”har gjort et fantastisk job som premierminister”.
I 2008 sagde Netanyahu, der på det tidspunkt var oppositionsleder, om den daværende premierminister Ehud Olmert, at ”en premierminister, der er under efterforskning, ikke har noget moralsk mandat til at fore- tage vigtige beslutninger og bør gå af”.
Når det gælder ham selv, har Netanyahu derimod brugt argumentet om, at ”der kommer ikke noget ud af det, for der er ikke noget at komme efter” til at beskylde pressen, venstrefløjen, politiet, retssystemet og anklagemyndigheden for at have rottet sig sammen om at svine ham til og vælte ham. Derfor bliver han.
Nu har rigsadvokaten slået fast, at der er noget at komme efter. Til det sidste forsøgte Likud i går at beskytte deres leder – og sig selv – ved at indklage Avichai Mandelblit for Højesteret for at blande sig ulovligt i valget. Højesteret afviste anklagen.