Aldrig tidligere har Israel haft en premierminister, der har siddet så længe på posten. Men Benjamin Netanyahu, en epoke i israelsk politik, har efter fire valg på to år tabt sit største og måske vigtigste slag. En regering med otte ideologisk set vidt forskellige partier har slået rødder i fælles foragt for ”kong Bibi”, og fra i morgen kan han ikke længere kalde sig premierminister. Han må nøjes med titlen oppositionsleder. Så længe det varer.
For selvom den 71-årige Netanyahu er en slagen politiker, er han endnu ikke en færdig mand. Han har tidligere gjort comeback, og den eneste måde, han kan vikle sig ud af de tre alvorlige retssager, han står tiltalt i, er at generobre premierministerposten og få et politisk flertal bag ideen om at ændre landets lovgivning, så en siddende regeringschef ikke kan dømmes. Selvom det scenarie lyder som science fiction, har israelerne i tiden med Netanyahu ved roret lært, at han er en politisk overlever. En dygtig en af slagsen. Det ved både hans politiske rivaler og hans eget bagland. Dele af Israel elsker ham for den kvalitet og er parate til at se bort fra anklagerne om korruption og mandatsvig.
Andre hader Netanyahu for hans politiske åleri, fordi de ser ham som en politiker, der vil bruge alle midler for at holde sig selv oven vande. Også hvis det betyder en udhuling af landets demokratiske institutioner og opildning til had mellem Israels forskellige befolkningsgrupper.
Razi Barkai, radiovært og tidligere befalingsmand for Netanyahu i den israelske hær, har megen ros til Netanyahu, men mener, at han ændrede sig efter sin valgsejr i 2015.
”Han var en god soldat og en fremragende officer. Han var en dygtig sælger, en formidabel ambassadør for Israel i FN og en god premierminister og finansminister. Men omkring 2015 gik noget galt, da Netanyahu nåede frem til den konklusion, at der ikke findes andre end ham selv,” siger han til den israelske hærs radiostation.
”Netanyahus ageren efter 2015 har været personlig og blottet for ideologi,” siger han og kalder Netanyahu for en ”instrumentalist”.
Det er en hentydning til, at ”Sag 4000”, den mest alvorlige af de tre retssager, som Netanyahu er tiltalt i, netop refererer til perioden mellem 2015-2017.
I ”Sag 4000” mistænkes Netanyahu for at have fremmet beslutninger til fordel for forretningsmanden Shaul Elovitch fra det israelske kommunikationsfirma Bezeq. Til gengæld modtog Netanyahu og hans hustru Sara angiveligt positiv omtale i nyhedsmediet Walla, der ejes af Elovitch.
Denne sag er en gåde for mange israelske analytikere, fordi Netanyahu jo netop lige havde vundet valget i 2015. Hvorfor så kaste sig ud i en bestikkelsessag og sætte alt på spil for at få positiv omtale? Forklaringerne fra de fleste lyder, at Netanyahu-ægteparret på den ene side ikke brød sig om kritiske medier og derfor aktivt forsøgte at forhandle sig til bedre dækning. På den anden side ønskede man at indskrænke og udskamme al kritik. Men hvor irrationel den sag end måtte lyde, er det netop den slags ageren, der med årene har øget opposi-tionen til Netanyahu, og som nu i sidste ende vælter ham.
For Netanyahus modstandere har han været en premierminister, der blæser på normer, og som har mistet sit moralske kompas. Ikke kun, fordi han angiveligt har begået mandatsvig og korruption, men især fordi han har afvist at træde tilbage. Israelerne husker, at daværende premierminister Yitzhak Rabin gik af i 1977, fordi medierne havde afsløret, at hans hustru havde en bankkonto i USA. Netanyahu har tre retssager på halsen, men har nægtet at trække sig. Tvært-imod har han forsøgt at bekæmpe alle de personer og institutioner, der er involveret i retssagerne.
”Intimidering og opildning til had er Netanyahus centrale eftermæle,” skriver det israelske dagblad Calcalist.
I 1995 forud for drabet på Yitzak Rabin, der i 1992 igen var blevet premierminister, stod Netanyahu på en balkon over Zion-torvet i Jerusalem side om side med rabbineren Haim Druckman, en af de centrale skikkelser på den religiøse højrefløj. Nedenfor kaldte demonstranter Rabin for forræder og viste billeder, hvor han var klædt i SS-uniformer og arabisk hovedbeklædning. Hverken Netanyahu eller Druckman fordømte den hadfyldte stemning dengang, som var udløst af Oslo-fredsprocessen med palæstinenserne. Heller ikke i 2021 lyder der fordømmelse fra Netanyahu, når den kommende regerings politikere kaldes for forrædere og fremstilles iført arabisk hovedbeklædning.
Haim Druckman opfordrede sine følgere i et tv-interview i den forgangne uge til at ”gøre alt” for at forhindre den nye regering. Og Netanyahu sagde i et tv-interview, at ”medierne er i lommen på venstrefløjen. Jeg opfordrer jer til at være frygtløse over for journalisterne og bare gå til dem”.
I manges ører lød de udtalelser som slet skjulte opfordringer til vold mod politikere og den uafhængige presses medlemmer. Netanyahu og Druckman udtalte sig få dage efter, at den israelske sikkerhedstjenestes chef, Nadav Argaman, havde udtrykt bekymring for, at den nuværende politiske atmosfære minder meget om tiden før drabet på Yitzhak Rabin.
”Men det er ikke kun venstrefløjen og araberne, der er ofre for Netanyahus opildning til had,” skriver Calcalist.
”Hele det juridiske system og politiet er under angreb. Netanyahu så gerne dette system kollapse, men i et demokrati fører det til anarki, hvis befolkningen mister troen på systemet.”
Lytter man til de politikere, der udgør Israels kommende regering, er den røde tråd i deres udtalelser, at Israel har nærmet sig anarkiets afgrund under Netanyahu, og at den kurs for alt i verden må stoppes. Mens de alle anerkender Netanyahus bedrifter såsom de nylige normaliseringsaftaler med de arabiske lande og Israels effektive vaccineprogram mod covid-19, er de for længst nået til den konklusion, at Netanyahu ikke længere kan skelne mellem Israels og egne interesser.
Ben Caspit, israelsk journalist og forfatter til bogen ”The Netanyahu Years” (Netanyahu-årene), mener som Razi Barkai, at Netanyahu mistede sin sans for virkeligheden i 2015.
”Valgsejren dengang var en katastrofe for Netanyahu. Her mødte hans arrogance følelsen af at være uovervindelig. Han var ikke længere nogen forsigtig politiker,” siger Ben Caspit.
Det seneste valg, der blev afholdt i marts 2021, blev officielt udskrevet, fordi regeringen ikke kunne blive enige om en finanslov. Men israelske analytikere mener, at det var Netanyahu, der med vilje undlod at fremme en finanslov, da han ønskede regeringens fald for at slippe for at implementere den rotationsordning, der ville have gjort forsvarsminister Benny Gantz til premierminister. Nu kan Gantz i stedet fortsætte som finansminister i den nye regering, når den tages i ed i morgen.
En anden af Netanyahus tidligere ministre, der bliver medlem af den nye regering, er Ayelet Shaked. For nylig kunne man høre hende sige sin mening om Netanyahu-familien i en lækket båndoptagelse.
”Netanyahu-ægteparret minder mig om lederne fra diktatur-regimer,” sagde hun.