Oprør, protester, ja endda borgerkrig. Allerede inden Israels kommende premierminister Benjamin Netanyahu har færdigdannet sin regering, mærker israelerne en optrapning af den mangeårige identitetskamp, hvor disse hårde ord og daglige skænderier mellem liberale og religiøse nationalister er blevet en central del af debatten.
Det nyligt overståede israelske parlamentsvalg, hvor Netanyahus højreblok vandt et flertal på 64 mandater ud af 120, har for første gang i landets historie gjort det nationalreligiøse bosætterparti Jødisk Styrke til Israels tredjestørste.