Nigeria forsøger at standse salg af kvinder til Europa

En stor del af de afrikanske prostituerede i Europa, er kvinder fra Nigeria. Nu skal en kampagne prøve at få kvinderne til at opgive idéen om Europa

I 2016 ankom 11.000 nigerianske kvinder til Italien, og FN anslår, at helt op imod 80 procent af dem er blevet handlet med prostitution for øje.
I 2016 ankom 11.000 nigerianske kvinder til Italien, og FN anslår, at helt op imod 80 procent af dem er blevet handlet med prostitution for øje. . Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix.

På billedet møder en smuk nigeriansk kvinde selvsikkert beskuerens blik. Hendes arme er foldet over brystet, ryggen er rank, og hun udstråler styrke.

Kvinden hedder Gift Jonathan, og billedet af hende er et ud af mange, der i disse dage er at finde på plakater, i tv-spots og på de sociale medier i Nigeria. Her udgør de sammen med de små medfølgende tekster omdrejningspunktet i en kampagne, der blev søsat i april med det formål at motivere flere nigerianske kvinder til at opgive drømmen om Europa og i stedet blive hjemme.

I teksten under fotografiet fortæller Gift Jonathan en bid af sin historie:

”For tre år siden var jeg alenemor og boede hos min mor, der er enke. Livet var så hårdt, at da en ven fortalte mig om at rejse til Tyskland, tog jeg springet. Vi nåede kun til Libyen. Jeg blev solgt, voldtaget og tortureret. Jeg så mange nigerianere dø, heriblandt min veninde, Iniobong. Da det lykkedes mig at komme tilbage til Nigeria, mødte jeg mennesker, som registrerede mig på et modtagelsescenter, hvor jeg kunne blive undervist, og de opmuntrede mig. I dag er jeg bager i Benin City og tjener penge nok til at kunne forsørge min familie. Mine sønner vil ikke komme til at vokse op og skamme sig over mig. Jeg hedder Gift Jonathan, og jeg er ikke til salg.”

Realiteten er dog, at selvom Gift Jonathan ikke længere er til salg, er der mange andre nigerianske kvinder i Libyen og Europa, som er. I 2016 ankom 11.000 nigerianske kvinder til Italien, og FN anslår, at helt op imod 80 procent af dem er blevet handlet med prostitution for øje.

Informationskampagner har tidligere forsøgt at skræmme kvinderne fra at tage af sted. Men kampagnerne har ikke haft den ønskede effekt, siger Richard Sandall, der er seniorrådgiver i den britiske stats afdeling for udviklingssamarbejde, DFID, som støtter kampagnerne.

Tværtimod har kvinderne opfattet de beskrevne lidelser som ”et offer” eller som et overgangsritual, hvor de var nødt til at lide, før det kunne blive godt, fortæller Richard Sandall til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Derfor forsøger DFID nu i stedet at opmuntre kvinderne til at blive i Nigeria ved at beskrive, hvad medsøstre som Gift Jonathan har opnået i Nigeria.

”Vi ønsker at skabe en anden fortælling. Vi ved ikke, om det kommer til at virke,” siger han til Reuters.

Det gør det desværre næppe, mener Anna Sereni, der er projektkoordinator og forsker i den internationale organisation mod slaveri, Anti-Slavery International.

”Det jo ikke, fordi de mennesker, som bliver handlet, ikke har overvejet mulighederne derhjemme. I stedet handler det om, at manglen på muligheder og desperationen efter et bedre liv skubber dem ud i at tage disse farlige beslutninger om at begive sig ud i det ukendte,” siger hun til Reuters.

Den danske seniorforsker i menneskehandel og migra- tion ved Dansk Institut for Internationale Studier Sine Plambech vurderer, at den nye kampagne muligvis kan gøre en forskel, hvis der følger penge og konkrete initiativer med. Gør der ikke det, er det underordnet, hvorvidt den nye kampagne fokuserer på skræmme- eller succes- historier.

Under et feltarbejde i Benin City i delstaten Edo i Nigeria – et knudepunkt i migrationsindustrien og et afsæt for mange kvinders rejse mod Europa – spurgte Sine Plambech blandt andet kvinderne, hvad de mener om de informationskampagner, der forsøger at holde dem fra at begive sig mod Europa. Kvindernes svar var, at de ikke stoler på dem, der laver kampagnerne.

”Som i enhver anden kommunikationssammenhæng gælder det, at hvis kommunikationen skal virke, skal modtagerne have tillid til afsenderen, og det har kvinderne ikke i de her tilfælde. Typisk ser de ikke kampagnerne som et forsøg på at beskytte dem, men ræsonnerer i stedet, at deres egen regering er ligeglad med dem, og at kampagnen er sat i værk, fordi de europæiske lande ikke vil have dem til Europa,” siger hun.

Med DFID og den nigerianske stat som initiativtagere til den nye kampagne er der tale om præcis den type afsendere, som risikerer at undergrave effekten, vurderer hun.

”Derfor afhænger effekten af en informationskampagne som den her helt af, om der følger penge og konkrete initiativer med, som kvinderne kan ty til. Gør der ikke det, er jeg skeptisk, for mange af de tidligere informationskampagner er landet fladt på maven,” siger Sine Plambech.

Kvinderne ved godt, at turen til Europa er farlig, og de ved, at der er stor risiko for, at de ender i prostitution. Men ved at rejse mod Europa forsøger de at finde en langtidsholdbar løsning på det konkrete og meget langvarige problem, at der er arbejdsløshed i deres eget land.

”Hvorfor skal de tro på, at de vil få succes nu ved at blive i Nigeria, når de har boet der hele deres liv uden at få succes?”, spørger hun.

Det fremgår ikke af den nye ”Jeg er ikke til salg”-kampagne, om de kvinder, som ombestemmer sig og bliver i Nigeria, har mulighed for at få økonomisk hjælp. Til kampagnen hører dog en web-portal, hvor kvinderne kan søge inspiration til at etablere deres egen virksomhed eller søge om optagelse på et etdagskursus i bagning eller kosmetologi.

Der er også en statslig jobportal, hvor det er meningen, at kvinderne kan finde jobs, der kan holde dem i det vestafrikanske land. På portalen er der i skrivende stund slået 39 stillinger op. Der bor fem millioner mennesker i Edo-delstaten.