Der er lagt op til højtidelighed fra priskomitéens side med krav om mørkt tøj til herrerne og kjole til damerne, når Nobels Fredspris i dag bliver overrakt på Oslo Rådhus i overværelse af knap 1000 mennesker, herunder medlemmer af den norske kongefamilie. Sådan er det altid. Men dagens ceremoni er også markant af en anden grund. Det er 100. gang, at den finder sted. Denne gang med årets modtager, den etiopiske premierminister, Abiy Ahmed, i centrum for hans fredsslutning med Eritrea.
Valget af Abiy Ahmed, der blev bekendtgjort i oktober, har været mindre kontroversielt end ved nogle af de tidligere valg af modtagere. Selvom prisen er en af de mest prestigefyldte i verden, måske dén mest prestigefyldte, og titlen som ”modtager af Nobels Fredspris” til stadighed følger den person eller organisation, der har fået den tildelt, har den altid været omgærdet af kritik og stærke holdninger.
Nogle finder det bizart, at det er lykkedes nordmændene at forbigå en skikkelse som den indiske leder Mahatma Gandhi, der lagde grunden til Indiens selvstændighed fra Storbritannien gennem en ikke-voldelig uafhængighedsbevægelse – andre, at personer som Adolf Hitler, Benito Mussolini og Josef Stalin har været nomineret til at modtage den. Men den gennemgående debat har fortrinsvis drejet sig om, hvorvidt fredsprisen overhovedet har gjort nogen forskel for det, den er skabt for at hylde: freden.
Blandt de historikere, der forsker i fredsprocesser, er svaret ”både-og”. Patrick G. Coy, professor emeritus i freds- og konfliktstudier ved Kent statsuniversitet i USA, peger på, at fredsprisen har en lang og broget historie med skiftende betydning. Overordnet set har dens fortjeneste dog først og fremmest været at sætte fokus på de elementer, der bidrager til fred, snarere end at forhindre krig i sig selv.
”Generelt set har den været et nyttig bidrag. Ikke så meget for dens evne til at fremme negativ fred, det vil sige fraværet af direkte vold og krig, men snarere for dens hjælp til positiv fred,” siger han.
”Den har fokuseret og fremmet de processer, holdninger, politiske og sociale institutioner, der skaber de bedste betingelser for menneskelig frihed, menneskerettigheder, vækst, retfærdighed, lighed og konstruktiv konfliktløsning.”
Den første kvinde, der modtog Nobels Fredspris, var østrigeren Bertha von Suttner i 1905. Hun var en passioneret fredsaktivist og havde en stærk indflydelse på Alfred Nobel. Bertha von Suttner (1843-1914) søgte på et tidspunkt en stilling som sekretær hos ham – den fik hun ikke – men de bevarede kontakten og skrev sammen. Det er en almindelig antagelse, at hun var en vigtig årsag til, at Alfred Nobel inkluderede en fredspris blandt de fem nobelpriser.
Hun har blandt andet inspireret til grundlæggelsen af Bertha von Suttners Fredsinstitut i Haag i Holland, som forsøger at skabe dialog og udveksle erfaringer om fredsarbejde. Instituttets grundlægger og direktør Petra Keppel er en stor tilhænger af Nobels Fredspris – først og fremmest på grund af det millionbeløb, der følger med. I år 6,4 millioner kroner.
”Nobels Fredspris er en af de få priser, der giver penge til fredsbevægelsen. Vi burde have mange flere af den slags. Det er meget småt med velgørenhed inden for fredsarbejdet i dag. Filantropi er meget mere populært inden for sundhed og udvikling,” siger Petra Keppler.
Hun henviser til, at fredsfilantropi var langt mere udbredt for 100 år siden, hvor blandt andet mange trossamfund som kvækerne gav penge til fredssagen.
”Det er, som den tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon sagde: ’Verden er over-oprustet, og freden er underfinansieret’. Nobels Fredspris er vigtig, fordi den kan tilføre flere penge til fredsarbejdet. Der burde være flere rige mennesker, der gjorde som Nobel,” siger hun.
Barbara Epstein, professor ved UC Santa Cruz universitet i Californien, der har forsket i ikke-vold og sociale bevægelser hele sit akademiske liv, kan ikke se klare tegn på, at Nobels Fredspris har gavnet fredsbevægelserne rundt omkring i verden og styrket deres arbejde for fred.
”Det er utvivlsomt godt, at der bliver givet ærefulde priser til mennesker og organisationer, der arbejder for fred og våbenafspænding, og det bekræfter vigtigheden af disse aktiviteter. Men fredsbevægelsen, snævert forstået som en bevægelse mod krig og for nedrustning, trives ikke særligt godt. Atomkrig er en af de to store trusler, vi står overfor – den anden er klimaforandringerne – men der er meget lille offentlig opmærksomhed omkring det. Der findes som sådan ingen fredsbevægelse,” siger hun.
Efter Barbara Epsteins vurdering støtter Nobels Fredspris i højere grad de personer og kræfter, der arbejder med lokale konflikter eller menneskerettigheder, end den brede bevægelse for nedrustning.
Den amerikanske professor i medicin, de frie kunster og filantropi Richard Gunderman skrev for nogle år siden en kommentar om Nobels Fredspris på det internationale netmedie The Conversation. Han hæfter sig ved, at uanset, hvad man kan mene om den enkelte prismodtager, har fredsprisen formået en ting: Den har skabt en livlig debat om begrebet fred.
”Anerkendelsen af fred som et universelt menneskeligt gode er måske den vigtigste arv efter Nobel,” skriver Richard Gunderman.
Nobels Fredspris blev stiftet i 1901 efter testamentarisk ønske fra den svenske våbenfabrikant og rigmand Alfred Nobel. Den er ikke blevet uddelt 19 gange på grund af international uro, særligt omkring verdenskrigene.