”Der er større chance for, at Donald Trump vinder Nobelprisen i Litteratur for sine skriverier på Twitter, end at han får Fredsprisen.”
Således afmonterer Henrik Urdal, professor og direktør ved fredsforskningsinstituttet Prio i Oslo det helt store spørgsmål frem mod fredagens 101. uddeling af Nobels Fredspris. Flere iagttagere har ellers spekuleret i, om den amerikanske præsident, som bookmakerne i øjeblikket placerer i favoritfeltet lige efter Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og klimaaktivisten Greta Thunberg, men før Black Lives Matter-bevægelsen, kunne løbe med den fornemme pris.
”Men deadline for nomineringer var den 31. januar, og det betyder, at Donald Trump endnu ikke havde været inde over Israels normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain ved fristens udløb. Desuden tildeles fredsprisen på baggrund af en helhedsvurdering i forhold til de områder, Nobel-komiteen fokuserer på,” forklarer Henrik Urdal.
”Og der ser det sort ud for Trump. Alfred Nobels håb for en bedre verden var kendetegnet ved nedrustning og øget internationalt samarbejde. Og det er jo i det store hele det diametralt modsatte af, hvad Donald Trump har stået for: Han har sået usikkerhed om eller ligefrem trukket USA ud af en række internationale aftaler. Debatten om Trump og fredsprisen er for mig at se en taktisk del af den amerikanske valgkamp, selvom opmærksomheden jo vidner om, at prisen endnu er forbundet med stor prestige.”
I år har den norske Nobel-komité over 300 nominerede at vælge imellem, men Henrik Urdal understreger, at komiteen går en svær balancegang mellem anerkendelse af afsluttede konflikter og støtte til igangværende processer. Og derfor findes også med jævne mellemrum ”svipsere” blandt modtagerne af prisen.
”I nogle tilfælde kan en fredspris faktisk stå i vejen for fortsættelsen af en positiv proces. Sidste års vinder Abiy Ahmed, premierministeren i Etiopien, befinder sig nu pludselig i store problemer, og da man i 1994 gav prisen til palæstinenseren Yasser Arafat og israelerne Shimon Peres og Yitzhak Rabin havde man nok ikke regnet med, at konflikten ikke ville være løst 26 år efter,” siger han.
Men et er, hvordan udsigterne til fred forløber i en given konflikt. Noget andet er, om fredsprisen overhovedet lever op til det ønske, den svenske dynamitopfinder Alfred Nobel udtrykte i sit testamente i 1895, der efterfølgende kom til at danne grundlag for Nobelpriserne. En af dem, der stiller sig kritisk over for tolkningen af den velhavende svenskers sidste vilje, er juristen Fredrik S. Heffermehl, som har skrevet flere bøger om Nobelkomiteens arbejde.
”Det, jeg kommer frem til i mine tolkninger af Nobels testamente, er, at komiteens opgave ikke bør være en bureaukratisk udvælgelse af det bedste forslag. Nej, Nobel-komiteens fornemmeste opgave er politisk; at fremme det ideal, Alfred Nobel havde i tankerne. Fredsprisen bør, hvis den skal flugte med intentionen, bruges til at fremskynde nedrustning og en samarbejdende verdensorden. At bistå Nobels vision for en demilitariseret verden,” siger han:
”Og går du tilbage og ser på, hvem der har modtaget prisen de seneste mange år, så har komiteen simpelthen svigtet Nobels ånd og vision. Tag pakistanske Malala Yousafzay. Hun fik prisen for sin kamp for børns uddannelsesmuligheder, og det er afgjort en vigtig kamp. Men det flugter ikke med fredsprisens formål. I stedet kunne man have givet hende den for den opsang, hun året forinden havde givet Barack Obama for amerikanernes brug af droner. Dét havde været lige i Nobels ånd. Og det er tragisk, at man ikke gjorde det, for nok er Nobels testamente over 100 år gammelt, men spørgsmålet om, hvorvidt sikkerhed opnås gennem op- eller nedrustning, er mere relevant end nogensinde før.”
I år er der 318 kandidater: 211 individer og 107 organisationer. Traditionen tilsiger dog, at navnene tidligst offentliggøres 50 år efter. Alligevel tør Henrik Urdal fra Fredsinstituttet i Oslo godt give sine bud på, hvilken retning komiteen har kigget i år.
”Forces for Freedom and Change (gruppen for frihed og forandring) i Sudan kunne være et aktuelt bud. Og så er det svært at komme uden om aktivisterne i Hongkong såvel som den russiske oppositionpolitiker Aleksej Navlnij, der jo for nylig er blevet endnu mere aktuel efter, at han blev forgiftet, ” siger Henrik Urdal.
”Øverst på min liste er dog Komiteen til Beskyttelse af Journalister (CPJ). Den frie presses muligheder for at operere i konfliktområder er vigtigere end nogensinde, og samtidig vil det sende et stærkt signal om, at Nobel-komiteen er optaget af forholdene for medier i hele verden såvel som truslen fra fake news i selv stabile demokratier,” lyder vurderingen.