Prøv avisen
Interview

Rasmus Prehn: Nøgleordet for udviklingsbistanden er solidaritet

Den 46-årige Rasmus Prehn er udviklingsminister i den nye socialdemokratiske regering. Han ser udviklingsbistanden som en naturlig forlængelse af den internationale solidaritet, som han mener, at der bør være mellem rige og fattige lande, rige og fattige mennesker. Ikke kun for de fattiges skyld, men også for de riges. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Rasmus Prehn er udviklingsminister i den nye socialdemokratiske regering. Han ser udviklingsbistanden som et rigtigt og nødvendigt tegn på ­international solidaritet. Hele verden får det bedre, når store udfordringer som sult, fattigdom, klima og migration løses, mener ministeren

Der står en pose kaffebønner i groft brunt genbrugspapir på den lave vægreol i ministerkontoret. Bønnerne er fra Etiopien, som Rasmus Prehn (S) besøgte på sin første officielle rejse som udviklingsminister i begyndelsen af august. Ovenover hænger en gammel indrammet plakat, som reklamerer for et debatmøde på Auning Kro omkring 1960 med udenrigsminister Jens Otto Krag, den afdøde markante socialdemokrat, senere partileder og statsminister, der havde en væsentlig andel i opbygningen af det danske velfærdssamfund.

Kaffen og Krag illustrerer koblingen mellem nutidens udfordringer og fortidens erfaringer i Rasmus Prehns univers. Han ser den danske udviklingsbistand, blandt andet til Etiopien, som et udtryk for den solidaritet, som det danske socialdemokrati er udsprunget af. Derfor har han også valgt at kalde sig for ”solidaritetsminister” – og hverken ”frihedsminister” eller ”rettighedsminister”, som to af hans forgængere på posten, henholdsvis Søren Pind fra Venstre og Christian Friis Bach fra De Radikale, betegnede sig.

”Det er så oplagt. Solidaritet er det begreb, der bedst indrammer, hvad udviklingsbistand handler om. Tørke, sult, fattigdom, kvinderettigheder, klima, migration. Verden står over for en række udfordringer, som kalder på menneskelig solidaritet på tværs af lande, køn, aldre og sektorer. Vi har brug for partnerskaber,” siger Rasmus Prehn og understreger samtidig, at solidaritet også er et socialdemokratisk nøgleord.

”Det er det, jeg kommer af. Solidaritet. Socialdemokratiets og fagbevægelsens historie viser, at når vi løfter i flok, bliver vi stærke. Solidaritet er den kit, der har bundet velfærdsstaten sammen, og det er det, jeg ser gå igen med FN’s verdensmål,” siger han med henvisning til de 17 mål for en bæredygtig udvikling, som FN vedtog i 2015.

Ingen skal dog forveksle Rasmus Prehns solidaritet med ren opofrelse. For ham er solidaritet en blanding af altruisme og egennytte. Man gør godt for andre, fordi det er rigtigt og næstekærligt, men det er også i orden, hvis det gavner en selv. Ofte styrker det blot fællesskabet, når begge parter har en fordel af det:

”Når vi har så stærkt et velfærdssamfund i Danmark, er det, fordi det bygger på næstekærlighed og solidaritet. Men det er også, fordi den enkelte har nytte af det. Den almindelige arbejder kan se en fordel ved at være solidarisk.”

Men hvorfor skal danskerne være solidariske med mennesker i andre lande?

”Jeg tror, at mange danskere påskønner det. Som Poul Nyrup Rasmussen (S) har sagt, er Socialdemokratiet ’partiet, der kan tænke på andre end sig selv’.Danmark har næstekærlighed og solidaritet som grundlæggende princip, og derfor engagerer vi os ude i verden,” siger Rasmus Prehn og får trukket tråde til en anden fremtrædende socialdemokratisk partileder og statsminister.

Hvordan hænger solidaritet sammen med den stramme flygtninge- og migrationspolitik, Socialdemokratiet gerne vil føre? En del af de migranter og flygtninge, der forhindres i at komme til Danmark, vil nok mene, at man tænker mest på sig selv?

”Hvis vi skal løse migrationen, får vi mere ud af pengene ved at gøre det i Afrika. Hele perspektivet må være, at vi begynder ved problemets rod. Vi vil se mindre migration og flugt, hvis vi hjælper folk dér, hvor de er. Det gælder om at sikre dem mulighed for at planlægge deres eget liv.”

Hvor langt rækker Danmarks ansvar for andre lande? I flere af de udviklingslande, vi giver bistand, vokser middelklassen, og der er en overklasse så rig, at vi dårligt har noget tilsvarende herhjemme. Er disse velhavende mennesker ikke nærmere til at hjælpe deres fattige medborgere, end danskerne er?

”Det er klart, at vi ikke skal være naive og give penge til områder eller projekter, som kan få dem på anden vis. Det er en klar udfordring, at vi skal prøve at påvirke vores partnere til at skabe nogle sunde samfundsstrukturer og en bedre omfordeling af værdierne. Det er også derfor, Danmark hjælper med at opbygge skattesystemer rundt omkring,” siger udviklingsministeren.

Et andet område, hvor Rasmus Prehn gerne vil forsøge at påvirke de lande, Danmark samarbejder med og giver udviklingsbistand, er religionsfrihed. I modsætning til den tidligere regerings regeringsgrundlag nævner forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF, og Enhedslisten ikke forfølgelsen af kristne som en særskilt prioritet, men ifølge Rasmus Prehn er det ikke ensbetydende med, at det er ligegyldigt. Kristne skal have mulighed for at praktisere deres tro i fred.

”Religionsfrihed er et centralt element i regeringens politik, og jeg vil arbejde på, at udviklingsbistanden kommer til at understøtte religionsfriheden mest muligt. Udgangspunktet skal være, at vi sikrer respekt for trosfriheden,” siger han.

VLAK-regeringen oprettede for godt halvandet år siden en enhed for religions- og trosfrihed med en særlig ambassadør i Udenrigsministeriet. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tidligere sagt i et interview med Kristeligt Dagblad, at han prioriterer opgaven meget højt, men endnu ikke har besluttet, om kontoret skal bibeholdes.

Det er velkendt, at regeringens støttepartier gerne vil hæve udviklingsbistanden fra de nuværende 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, BNI, op mod den 1,0 procent, som tidligere har været brugt, og som også Socialdemokratiet har haft som målsætning. For første gang er én procent dog ikke længere et officielt mål for Socialdemokratiet, og det indgår ikke i det forståelsespapir, der danner grundlag for regeringen.

”Mange har en procent som en drøm. Også flere socialdemokrater. Personligt har jeg altid syntes, at det var et stærkt mål, men det er en balance. Vi har også et ansvar for at løse de danske problemer. Vi skal også have penge til at tage hånd om pensionister og skoleelever og andre borgere. Det er regeringen meget optaget af. Og vi kan stadig godt ranke ryggen og være vores udviklingsbistand bekendt. Vi lever op til FN’s krav om at give 0,7 procent af BNI. Og en anden måde at skaffe flere penge på er ved at overbevise alle de EU-lande, der ligger under 0,7 procent, om, at de skal hæve deres bistand. Dér har vi en opgave,” siger udviklingsministeren og fortsætter:

”Men jeg har da også den drøm, at vi kan give mere på længere sigt. Når man kan se, at bistanden hjælper, får man jo lyst til at gøre noget mere.”

Noget af det, Rasmus Prehn i første omgang agter at bruge energi på, er at forsøge at sprede forståelsen for udviklingsbistanden – eller udviklingssamarbejdet, som Danida foretrækker at kalde det i dag. Nyere undersøgelser tyder på, at selvom mere end halvdelen af befolkningen stadig bakker bistanden op, er antallet faldende, og det bekymrer ministeren:

”Vi har desværre haft et fald i opbakningen. Det vil jeg gerne gøre noget ved. Det er min opgave at skabe mere begejstring. Det bliver en hård kamp, men den lykkes forhåbentlig.”

Måske kan den fælles bekymring for klimaet blive den løftestang, der skal til. Sommerens folketingsvalg viste, at klimaet er et af de områder, danskerne går mere op i, og det kan skabe en ny ramme for udviklingsbistanden.

”Jeg tror, at det bliver nemmere at engagere danskerne i udviklingssamarbejdet, når man ser, at det kan gøre en forskel på klimaområdet. Det er en trussel, vi er fælles om,” siger Rasmus Prehn.

Samtidig er klimaproblemet med til at skabe en ny balance i forholdet mellem Danmark som giver og udviklingslandene som modtagere. Det afspejlede også rejsen til Etiopien. Rasmus Prehn oplevede en stolt befolkning, der var optaget af at finde løsninger på tørken i landbruget og omstille til grøn energi.

”Klimatruslen bidrager til at skabe en ny ligeværdighed i udviklingspolitikken. Den globale opvarmning er en udfordring, vi alle har inde på livet og ved, at vi kun kan løse i samarbejde,” siger han.

Foreløbig fører Etiopien 1-0, når det gælder skovrejsning. Den 29. juli i år plantede frivillige over hele landet flere end 350 millioner træer, hvilket er verdensrekord.

”Det er imponerende. Det viser det gåpå-mod, etiopierne har, og som genfindes mange steder. Det er det, vores samarbejde skal bygge videre på,” siger Rasmus Prehn.8

Solidaritet er det begreb, der bedst indrammer, hvad udviklingsbistand handler om. Tørke, sult, fattigdom, kvinderettigheder, klima, migration

Rasmus Prehn (S), udviklingsminister
Rasmus Prehn. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen