Prøv avisen

Noget så dansk

På billedet ses de tre grundlæggere af Solvang. Fra højre de to præster J.M. Gregersen og Benedict Nordentoft og lærer Peter P. Hornsyld. -- Foto: Elverhøj Museum, Solvang.

Danskerkolonien Solvang i Californien fejrer fra i dag, at det er 100 år siden, den blev grundlagt af danskfødte grundtvigianere

Hvis beboerne i den lille californiske by Solvang har lyst til lidt afveksling fra det lokale pizzeria i Rundetårn, er der god anledning til at gå ud at spise med kniv og gaffel i aften. I år er det nemlig 100 år siden, den berømte solbeskinnede danskerkoloni mellem Los Angeles og San Francisco blev grundlagt, og i aften skydes jubilæumsfestlighederne i gang med en middag på byens bedste restaurant.

Restauranten ejes af den indianerstamme, der boede på stedet, inden danske udvandrere købte de tørre sletter i januar 1911. Og menukortet indeholder bestemt ikke de æbleskiver, eller "golfkugleformede pandekager", som en amerikansk madanmelder forsøger at beskrive dem, der ellers er Solvangs gastronomiske varemærke – eventuelt i selskab med et stykke medisterpølse.

Dermed styrer i hvert fald første del af fejringen, der senere på året blandt andet byder på en musical om H.C. Andersen, fri af den danskhed a la Disneyland, som danske turister let kan komme til at smile overbærende ad, når de besøger byen med plasticstorke på tagene, fire vindmøller og så altså et Rundetårn i en tredjedel størrelse, der huser et pizzeria. Og godt det samme. For bag det påmalede bindingsværk gemmer sig et fascinerende stykke dansk udvandrerhistorie.

De mange tusind danskere, der immigrerede til USA i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, kunne have svært ved at klare sig på egen hånd, ikke mindst i Midtvestens barske vintre. De danskfødte præster J.M. Gregersen og Benedict Nordentoft og læreren Peter P. Hornsyld, der selv var taget over Atlanten, besluttede at hjælpe nogle af dem ved at grundlægge en dansk koloni i den solrige Santa Ynez-dal i Californien. Overskuddet fra salg af jordlodder i kolonien skulle gå til at oprette en grundtvigsk folkehøjskole og en kirke.

Da de først fandt et velegnet sted til formålet, gik det hurtigt med byudviklingen, og idealismen hos de tre herrer spærrede ikke for en god del praktisk nybyggersans. Hornsyld påtog sig for eksempel hvervet som postmester, pastor Gregersen ejede byens hotel, der var så stor en succes, at folk måtte sove mellem bordene i spisesalen, og pastor Nordentoft gjorde sit for at befolke byen: Han fik 11 børn, som alle blev døbt med mellemnavnet "Atterdag".

Endnu da kronprins Frederik, den senere Frederik IX, og kronprinsesse Ingrid lagde vejen forbi Solvang i 1939, var størstedelen af byens dengang 400 indbyggere af dansk afstamning. Senere er andelen af dansksprogede gået så meget ned, at det i dag kun er lillejuleaften, der prædikes på dansk i byens hvidkalkede landsbykirke fra 1928.

I takt med, at de første generationer af danskere er væk, er byen imidlertid blevet mere og mere dansk at se til. Efter Anden Verdenskrig er nye huse blevet bygget i gammel dansk stil, og de gamle er blevet forsynet med nye "autentiske" facader. En perfekt kulisse for en god gammeldags æbleskive. Men også brugbar til en foredragsrække om Grundtvigs indflydelse, som kirken på Atterdag Road arrangerer i anledning af 100-års-jubilæet.

bagsiden@k.dk