Nok er nok i Sydafrika

Sydafrika er så gennemsyret af korruption, at landet har brug for ”en moralsk desinfektion”, siger ærkebiskop. På onsdag demonstrerer flere end 300 grupperinger igen

De sydafrikanske marcher mod korruption samlede en lang række religiøse ledere, borgerrettighedsorganisationer og helt almindelige borgere som her i Cape Town. På onsdag er der atter kaldt til march mod korruptionen.
De sydafrikanske marcher mod korruption samlede en lang række religiøse ledere, borgerrettighedsorganisationer og helt almindelige borgere som her i Cape Town. På onsdag er der atter kaldt til march mod korruptionen. . Foto: Sumaya Hisham/Demotix/Scanpix.

I Danmark huskes sloganet ”nok er nok” især fra stiftelsen af protestpartiet Ny Alliance, det nuværende Liberal Alliance, tilbage i 2007. Men udtrykket går også sin gang i Sydafrika.

”Nok er nok”, lød det således igen og igen, da tusinder af sydafrikanere for nylig gik protestmarch i landets tre største byer, Cape Town, Johannesburg og Pretoria, for at udtrykke deres voksende utilfredshed med omfanget af korruption og ikke mindst politikernes involvering i den. I alt deltog 350 vidt forskellige borgerrettighedsorganisationer, fagforeninger og religiøse organisationer i protesterne.

”Korruptionen, der spreder sine fangarme gennem vores samfund, forstærker ulighed. Vores land har brug for at blive moralsk desinficeret,” sagde blandt andet den anglikanske ærkebiskop Thabo Makgoba til den amerikanske nyhedstjeneste Bloomberg.

På onsdag demonstrerer sydafrikanerne igen, og måske er de gentagne protester et tegn på, at sydafrikanerne er ved at få nok af korruptionen, der strækker sig helt til toppen af sydafrikansk politik.

I 2013 blev landets præsident, Jacob Zuma, således midtpunkt i en af de største korruptionsskandaler i Sydafrikas nyere historie, da oppositionen beskyldte ham for at have brugt over 213 millioner rand, omkring 100 millioner kroner, af skatteydernes penge på luksuriøse forbedringer af sit private hjem i Nkandla. Et astronomisk beløb i et land, hvor en gennemsnitlig familie tjener godt 3000 kroner om måneden.

Jacob Zuma forklarede til parlamentet, at pengene var gået til forbedringer, der var nødvendige af ”sikkerhedshensyn”. En efterfølgende undersøgelse kunne imidlertid afsløre, at ”sikkerhedshensynene” omfattede et besøgscenter for gæster, et amfiteater, en stor ny swimmingpool, flisebelægning, nyopførte huse til Jacob Zumas familiemedlemmer samt en ny indhegning til præsidentens kvæg.

Selvom undersøgelsens konklusion lød på, at der var tale om korruption, er Jacob Zuma fortsat præsident i Sydafrika, har ikke betalt nogen penge tilbage og er ikke blevet retsforfulgt.

Det går ikke længere, mener den 41-årige demonstrant Levy Mabokachaba.

”Den her præsident gør lige, som det passer ham, og vi vil ikke finde os i det længere. Folket forlanger forandring. Det hele begynder med præsidenten,” siger han til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Det nye ved korruptionsdemonstrationerne i Sydafrika er, at sydafrikanerne - i stedet for som tidligere at demonstrere mod et dårligt sundhedsvæsen eller dårlige offentlige skoler - denne gang åbent sætter lighedstegn mellem samfundets mangler og korruptionen. Det siger Nicholas Cheeseman, lektor og direktør ved Center for Afrikastudier på Oxford Universitet samt forfatter til bogen ”Democracy in Africa” (Demokrati i Afrika).

Det ville være dejligt, mener Cheeseman, at kunne være rigtig optimistisk på grund af korruptionsdemonstrationerne, men de bliver først for alvor betydningsfulde, hvis de fortsætter indtil det forestående valg i 2016 og dermed lægger et direkte pres på regeringspartiet, ANC, African National Congress.

”ANC er i forvejen bekymret for, om de bliver solidt genvalgt, og hvis partiet sætter lighedstegn mellem demonstrationerne, den offentlige mening og stemmeurnerne, så bliver det interessant, og så kan det måske tvinge ANC til at gøre noget ved korruptionen,” siger han.

Måske er lige netop dét hensigten med demonstrationsrækken, mener Phillip de Wet, redaktør på den sydafrikanske avis The Mail & Guardian.

”Blandt arrangørerne af den type aktioner hersker der en uudtalt enighed om, at stemmeboksen er meget vigtig. Ikke nødvendigvis for at vælte ANC (der af mange sydafrikanere bliver set som befrielsespartiet, der satte et punktum for apartheidstyret, red.), men for at sende partiet en klar besked om, at det må ændre adfærd,” siger han.

Phillip de Wet mener, at det trods de åbenlyse problemer med korruption er svært at vide, hvad protesterne vil eller ikke vil føre til.

”Den første demonstration viste en meget blandet forsamling af handelsforbund, borgerrettighedsorganisationer og andre, der er bekymrede over korruptionen. Det var ikke antallet af fremmødte, der var imponerende. Det var først og fremmest det sammenhold, de viste,” siger han.

Mens den blandede forsamling på den ene side symboliserede bred enighed i befolkningen, resulterede den også i, at demonstrationernes budskaber skulle rumme for meget og for mange holdninger på en gang og derfor blev brede og ufokuserede, pointerer han.

”Nogle af de krav, de stillede til regeringen, som 'vi vil have stoppet korruptionen i sundhedsvæsenet', er ikke noget, regeringen bare kan indføre. Omvendt var der andre enkle krav, som kravet om, at embedsmænd altid skal bære navneskilte på arbejde. Men jeg er ikke sikker på, at navneskilte alene vil ændre korruptionen i Sydafrika,” siger han.

De næste demonstrationer er planlagt til på onsdag.