Der vandrer en anekdote i diplomatkredse, der sagtens kan være sand, om de internationale miljøvurderinger forud for etableringen af Nord Stream 1-gasledningen. Svenskerne udtrykte på et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, ønske om yderligere miljøvurderinger i den svenske skærgård. Putin skulle have repliceret: ”Fortæl os, hvad I vil vide om havbunden i den svenske skærgård, for er der nogen, der kender den, så er det os.”
Rusland har ikke erkendt, at man stod bag de tre eksplosioner, der fik naturgassen under Østersøen til at fosse ud nær Bornholm fra de russiske gasledninger. Og det gør Rusland sandsynligvis aldrig, men aktionen var med al sandsynlighed russisk.
Kunne andre ikke have gjort det? Svaret finder man i at se på, hvem der har kapacitet til en sådan operation – udover Rusland, så bringer det USA, Storbritannien og muligvis Sverige i spil. Men ingen af disse lande har en interesse i at eskalere konflikten militært og i Østersøen. USA havde, indtil Tyskland endegyldigt modsatte sig åbningen af Nord Stream 2, der aldrig er kommet i drift. Kursændringen fra den tyske kansler, Olaf Scholz, kom ved et møde i Det Hvide Hus hos USA’s præsident, Joe Biden, og her er det ikke usandsynligt, at tyskerne fik at vide, at enten stoppede de projektet - ellers ville USA umuliggøre det.
Men set fra Natos side er der ”styr” på de to gasledninger – der er ikke behov for yderligere eskalering med sanktioner og slet ikke militært.
Kunne det være en ukrainsk hævnakt? For det første er det meget lidt sandsynligt, at Ukraine har kapacitet til en sådan aktion og helt usandsynligt, at man ville gå udenom Washington og Bruxelles.
Men hvorfor skulle Rusland skade egen og uendelig kostbar infrastruktur? For det første er skaderne – formodentligt – til at inddæmme. For det andet har Rusland sat sig for at bruge gasvåbnet denne vinter maksimalt mod Europa – Nord Stream 1 skal ikke i gang, Nord Stream 2 kommer ikke i gang, så på den konto er skaden også minimal. Og for det tredje, så er det Rusland, der ødelægger russisk infrastruktur, så hvad kan vi egentligt udsætte på Kreml for den handling?
Aktionen er et varsel. Rusland viser, hvilke kapaciteter landet har for at skade kritisk infrastruktur på havbunden i Europa. I farvandene omkring Danmark transporterer vi blandt andet elektricitet, telekommunikation og naturgas i kabler og rør, der forbinder Europa på kryds og tværs.
Lækkene på gasledningerne blev opdaget af danske F-16-fly på patrulje og bekræftet af svenske seismologiske data. Det vil sige, at hvis hypotesen holder, at Rusland stod bag, så har Rusland gjort det, uden vi opdagede det – og dermed er både den russiske flåde og vi bekræftet i, hvad Rusland kan, uden at vi kan forhindre det. Det var aktionens mål – i alle vore overvejelser omkring Ukraine og energikrise skal vi tænke ind, at Rusland kan flytte fronten til Nordsøen, Skagerrak og Østersøen og mod den infrastruktur, der får vores samfunds grundfunktioner til at fungere.
Statsminister Mette Frederiksen (S) modtog nyheden, mens hun var i Polen for at indvie Baltic Pipe, der fra nu af vil sende naturgas fra Norge via Danmark til Polen. At aktionen sker samtidigt hermed er en timing, der er Kreml-klassisk – kommunikationen skal ikke være til at misforstå, selvom der ikke siges et ord.
Aktionen udstiller ikke kun, hvad Rusland kan – den udstiller også, hvor sølle Danmark har prioriteret opbygningen af kapacitet til at overvåge kritisk infrastruktur på havbunden siden Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014. Vi har sat for få midler af, og vi har været endnu dårligere til at implementere de afsatte midler, fordi vores forsvar er udsultet. Fra både USA og Nato er vi i årevis blevet bedt om mere – særligt på dette område. Rusland har netop vist os, hvor meget Danmark har svigtet sine allierede.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group.